Deltagelse i en middag hos en familie tilhørende Det Muslimske Broderskab.
MB nedtoner konsekvent anklagerne mod FJP og det selv om, at de i realiteten har en islamistisk dagsorden, der involverer, at alle forhold i Egypten skal være underlagt Koranen og profetens sunna. FJP ønsker iflg. artiklen et samfund i samklang med den tyrkiske model, hvor man har et sekulært og økonomisk velfungerende samfund præget af en moderat tolkning af islam i modsætning til islamiske samfund som Saudi-Arabien, Iran og Afghanistan.
Den interviewede, Sondos Asem, afviser, at forholdet til USA, Israel, alkohol eller spørgsmålet om kvinders rettigheder kan komme til at udgøre et problem i en kommende demokratisk egyptisk stat ledet af FJP og salafisterne.
Hvis man er mere skeptisk anlagt, kan man hævde, at denne apologi for MB og dets tolerance, demokratiske sindelag og respekt for den sekulære stat er uden fortilfælde i bevægelsens historie. Argumenterne kan tolkes som værende drevet af behovet for få Vesten til at anerkende og respektere den islamiske magtovertagelse, som med stor sandsynlighed vil blive resultatet af FJPs og salafisternes valgsejre.
Taget på adressen:
Torsdag d. 8. december 2011 08:24
Af: NICHOLAS D. KRISTOF NyTimes.Com
Hvisman ønsker at forstå de islamiske kræfter, der til stadighed styrkes i Egypten, medens de samtidig forskrækker folk her og i Vesten, så lad mig berette om min middag i et hjem beboet af aktivister fra Det Muslimske Broderskab.
Først skal i møde min værtinde: Sondos Asem er en 24 år gammel kvinde, der er den præcise modsætning til stereotypen om den skæggede broderskabs aktivist. Sondos er en middelklasse kvinde med afgangseksamen fra Cairos amerikanske universitet, hvor jeg selv (Kristof/min tilføjelse) studerede i begyndelsen af 1980erne (”det er før jeg blev født”, sagde hun med undren, hvilkert fik mig til at føle mig særdeles udlevet).
Hun taler perfekt engelsk, er ved at skrive en master opgave om sociale medier, og hun bistår Broderskabet med dets engelsk sprogede version af Ikhwanweb.
Det Muslimske Broderskab fremstår som det dominerende politiske parti i det pågående parlamentsvalg, og det skyldes mennesker som Sondos og hendes familie. Mine interviews med Broderskabets tilhængere indikerer, at Broderskabet er langt mere komplekst, end den karikatur der skræmmer mange amerikanere.
Sondos raser mod den vestlige antagelse, at Det Muslimske Broderskab skulle ønske at undertrykke kvinden. Hun fremfører, at hendes egen moder, Manal Abul Hassan, er en af mange kandidater med baggrund i Broderskabet, der kandiderer til en plads i Parlamentet.
”Det er en kæmpemisopfattelse, at Det Muslimske Broderskab marginaliserer kvinder”, sagde Sondos. ”50% af Broderskabet er kvinder.”
Jeg forklarede Sondos, at vesterlændinges frygt skyldes, at de har set hvordan autoriteterne i lande som Saudi-Arabien, Iran og Afghanistan har undertrykt kvinderne i islams navn.
”Jeg tror ikke, at Egypten nogensinde kan sammenlignes med Saudi-Arabien eller Iran eller Afghanistan”, svarede hun. ”Vi er som egyptere religiøst meget moderate.” Hun sagde, at en meget bedre model for Egypten er Tyrkiet, hvor et islamisk parti står i spidsen for et økonomisk boom.
Jeg spurgte hende om kvindelig omskæring, også kaldet kvindelig genital skamfering, som et flertal af piger i Egypten udsættes for. Det er meget almindeligt i konservative kredse, og det skal siges til Mubarak regeringens ros, at den faktisk tog initiativer til at bringe denne praksis til ophør. Mange frygter nu, at et mere demokratisk styre vil undlade at træde op imod denne praksis, fordi den har bred folkelig opbakning.
”Det Muslimske Broderskab er modstandere af den kvindelige omskærelses brutale praksis”, sagde Sondos ligefremt. Hun insisterede på, at kvinder i al almindelighed ville vinde på Broderskabets politik i forhold til de fattige: ”Vi tror, at løsningen på kvinders problemer i det egyptiske samfund skal løses ved at adressere de virkelige problemer, der er analfabetisme, fattigdom og mangel på uddannelse.”
Jeg spurgte skeptisk om alkohol, fred med Israel og sløret. Sondos, der bærer hijab, insisterede på, at Broderskabet ikke havde planer om en ændret politik i disse spørgsmål. Broderskabets prioritet var simpelthen at skabe jobs.
“Egypterne er for indeværende optagede af de økonomiske forhold”, sagde hun. ”De ønsker at reformere den økonomiske sektor og få jobs. De ønsker at eliminere korruptionen.” Idet hun henviste til, at alkohol understøtter turistindustrien, tilføjede hun: ”Jeg tror ikke, at nogen kommende regering vil fokusere på at forbyde noget som helst.”
Jeg sagde så til hende, at jeg ville føle mig mere beroliget, hvis nogle af mine liberale egyptiske venner ikke var så utrygge ved Broderskabet. Nogle advarer om, at Broderskabet optræder beroligende i dag, men at Broderskabet har en voldelig og intolerant streng – og at det i øvrigt er helt uden erfaring i, hvordan man håndterer en moderne økonomi.
Sondos så irriteret ud. ”Vi går ind for moderat islam”, sagde hun. ”Vi er ikke de ultra-konservative, som folk i Vesten ser for sig.”
Jeg hørte tilsvarende beroligende udsagn fra andre Broderskabs medlemmer, som jeg har interviewet, og jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke. Men selvom holdningerne er forskellige, blev jeg alligevel slået af den optimisme, som jeg hørte fra sekulære kredse: fra Dr. Nawal El Saadawi, en 80 år gammel venstreorienteret, der er den egyptiske feminismes helt, og fra Ahmed Zewail, den egyptisk-amerikanske videnskabsmand, der har vundet nobelprisen og er en passioneret fortaler for uddannelse.
Amr Moussa, en tidligere udenrigsminister og generalsekretær i Den Arabiske Liga, og en af frontfigurerne i præsidentvalget, var især optimistisk. Han fortalte mig, at uanset hvem der vinder, så vil Egypten fortsætte med at opretholde gode relationer til USA, ligesom landet uden tøven vil stå ved dets fredsaftale med Israel. ”Man kan ikke føre en risikabel udenrigspolitik, når man forsøger at genopbygge et land”, sagde han. ”Vi er nødt til at have gode relationer til USA.”
Da jeg nævnte amerikanske bekymringer om, at Egypten under Det Muslimske Broderskab og de mere ekstreme salafister kunne udvikle sig som Iran, var han aldeles afvisende: ”Irans erfaringer vil ikke blive gentaget i Egypten.”
Jeg tror, at han har ret. Revolutioner er ofte en rodet omgang, og det tog Amerika syv år fra deres sejr ved Yorktown inden de fik ratificeret en forfatning. Indonesien følte sig efter revolutionen i 1998 meget som Egypten gør i dag. Indoneserne oplevede oprør fra islamiske fundamentalister, men alligevel sejrede revolutionen.
Så en smule nervøsitet er fin, men lad os ikke overdrive vores hændervriden – eller miste perspektivet. Det historiske ved situationen i Egypten i dag er ikke så meget et enkelt partis vækst, men snarere den gradvise fremvækst af demokratiet i hjertet af den arabiske verden.
Oversat af S. Lindhardt
