Tragedien i landsbyen Koh Phal
Omkring 1600 af i alt 1800 cham’er forsvandt efter evakueringen af Koh Phal i september 1975, da Khmer Rouge-soldater hurtigt besejrede landsbyboere i et oprør over forbudet mod traditionelle og religiøse skikke. Landsbyboerne blev officielt fordelt til landlige Røde Khmer-landsbyer i Kampong Cham-, Kampong Thom- og Stung Treng-provinserne. Den daværende landsbyleder i Koh Phal, Res Tort, sagde, at han blev bedt om at samle landsbyboerne til et møde med Røde Khmer-kadrer den 12. september 1975. Disse meddelte dem følgende principper: Fjernelse af fyrre ledende landsbyledere og religiøse ledere, forbud mod bøn og Ramadan-faste, destruktion af den hellige Koran, indtagelse af, kortklipning af kvindernes hår, ægteskab mellem khmerer og cham’er. Den følgende artikel er skrevet af Sorya Sim fra Dokumentationscenteret i Cambodja, der indsamler bevismateriale til et eventuelt retsopgør imod De Røde Khmerer:
I forbindelse med evakueringen af Koh Phal og andre cham-landsbyer langs Mekong-floden i Krauch Chhmar-distriktet i Kampong Chang-provinsen rapporterede kammerat Chhun i telegram nr. 25, dateret den 30. november 1975, til broder Pol [Pol Pot] og i en kopi til broder Nuon [Nuon Chea] med ordene: ”Denne evakuering imødekommer det spredningsprincip, som du allerede har givet os.” Formålet var at normalisere ”stemningen”. I 1980’erne gav en divisionsfører fra De Røde Khmerer ved navn Sok et ti siders håndskrevet dokument til Youk Chhang (: der leder Dokumentationscenteret i Cambodja). Dokumentet afslører en indledningsdato den 17. april 1975 for De Røde Khmerers tidsplan for en landsdækkende evakuering af befolkningen og de ni årsager for evakueringen, som den er beskrevet af CPK (: Kommunistpartiet, dvs. De Røde Khmerer). Den første årsag forklarer, at ”Angkar (: betegnelsen for den politiske ledelse i Demokratisk Kampuchea) ifølge formanden for Kinas kommunistiske partis teori må udrense den indre fjende, før der tages andre beslutninger”. Andre årsager for CPK er, at CPK skal kategorisere folk efter de personer, der betragtes som partiets folk og dem, ”der skal ødelægges” under deres motto ”Har man ingen nytte, udgør man intet tab”, og CPK skal dræbe den ”upålidelige” kategori af mennesker som [tidligere] soldater og civilister.
Røde Khmer-forfatningen, andre af centralpolitiets dokumenter og politiskolejournaler hævder, at folk har ret til hvilken som helst tro og religion, men ”absolut” ikke ”reaktionære religioner, der ødelægger Det Demokratiske Kampuchea og det kampucheanske folk”. CPK og Youvakok [ungkommunisterene] kræver, som det foreskrives i vedtægterne, at et medlem skal have en ”ren social og politisk moral” og ikke have forbindelse med fjenden. Så for at tilhøre ”partiets folk” eller ganske enkelt leve under Røde Khmer-regimet, må man have denne egenskab, ellers falder man ind under den uønskede kategori ”Har man ingen nytte, udgør man intet tab”.
Da landsbyboerne modsatte sig at opgive deres religiøse og kulturelle skikke, blev de ”reaktionære” ifølge De Røde Khmerers forfatning, urene efter CPK’s vedtægter i forhold til ”social moral” og uønskede statsborgere, ”der skulle ødelægges”.
Ofre og historikere omtaler Koh Phal som Koh Phes, fordi øen med den store landsbrugshøst blev til øen af aske. På den måde vil de beskrive, hvor hærget Koh Phal blev som følge af Røde Khmer-regimet. Jeg skrev om Koh Phal i Reaksmey Kampuchean Daily i november 1998 ud fra kilder, der havde boet nær ved Koh Phal eller hørte om begivenheden. I dag skal I høre det direkte fra dem, der rent faktisk så det.
Res Tort, 67 år, Koh Phal 1999:
Jeg boede i landsbyen Koh Phal indtil evakueringen i 1975. På det tidspunkt havde jeg syv børn. Jeg var vice-hakem [Phou Chhouy]. Mellem 1973 og 75 var jeg landsbyleder og blev udnævnt af distriktlederen i Krauch Chhmar ved navn Ta Pha. Jeg blev fængslet i seks måneder og ti dage i Krauch Chhmars distriktfængsel fra slutningen af 1974 til begyndelsen af 1975. Fængselsinspektøren hed Ta Bong. Jeg blev stukket ned med en kniv, og du kan se her! Arret. Jeg blev slået med bambusstænger i tre dage og nætter, og jeg var ikke i stand til at tale eller høre i tre måneder. Jeg sagde altid nej, når jeg blev spurgt, om jeg støttede Lon Nol. Jeg blev løsladt før evakueringen i september i 1975. Jeg blev bedt om at samle folk til mødet i en Sou Rav [bønnested, der er mindre end en moské] den 12. september, 1975. Fire Røde Khmer -kadrer, Ta Pha, distriktlederen i Krauch Chhmar, Ta Bong, distriktsfængselsinspektøren og Ta Phas assistent, Ta Yaup fra landsbyen Chumnik og Ta Yaup fra landsbyen Trea og omkring 20 bevæbnede soldater var til stede. Andre landsbyboere og jeg deltog i mødet. Soldaterne var placeret ved alle Sou Rav-bygningens vinduer. TA Pha meddelte på mødet to principper, som jeg og de andre cham’er skulle følge. Den første var, at de fyrre ledende cham’er skulle fjernes. Den andet omfattede fem punkter. Et, at kvinderne skulle have kort hår og ægteskab mellem cham’er og khmerer var tilladt. To, at alle koraner skulle indsamles til dem [og destrueres]. Tre, at cham’er skulle opdrætte og spise svin. Da Ta Pha nævnte dette punkt, slog et seksårigt barn Ta Pha på munden. Ta Pha sagde, at barnet var slemt, og at det ville blive en god soldat. Fire, at cham’er skulle holde op med at bede. Fem, at cham’er skulle holde op med at faste [under Ramadan-måneden].
Det var Ta Pha, der beordrede landsbyboerne og mig at følge disse principper. Jeg var ikke enig med Ta Pha, og jeg gjorde det kun [fortalte folk det], da han var til stede, og fordi jeg var bange for ham. Religionen var baseret på Koranen, og uden Koranen ville der ikke længere være nogen religion. Jeg var landsbyleder, så jeg vidste alt dette.
Jeg var i landsbyen, da oprøret fandt sted. Det var den 13. september 1975, at Røde Khmer-soldaterne kom for at anholde landsbyboerne. En cham ved navn Math Sales blev dræbt af skud. En anden cham ved navn Osman, der tog sig af sine køer ude i marken uden for landsbyen, blev anholdt. Osman kom tilbage til landsbyen efter en nat. De Røde Khmerer havde bedt ham om at sige til landsbyboerne, at Koh Phal ville blive ødelagt. ”Ødelagt” betød, at gengælde med en total ødelæggelse, så alt blev lagt i ”aske”. Derefter startede oprøret. De, der gjorde oprør, var unge mænd, og ingen beordrede dem til at gøre det. De råbte ”Vores religion bliver ødelagt!” i tre dage. Gamle mennesker var bange og frygtsomme. De unge sagde også ”To Sou Sabililah!”, der betød Jihad! Oprøret fortsatte indtil den 19. september 1975. Den september i 1975 var Ramadan, fastemåneden for muslimer. Efter mødet den 12. september havde Ta Pha og andre Røde Khmer-kadrer ingen kontakt med mig eller landsbyen. De holdt op med at kontakte os, og de ville ødelægge os.
Den 22. september 1975 satte Røde Khmer-soldaterne artilleri i stilling fra fire retninger. For eksempel var det anbragt 700 meter øst for landsbyen. Der blev også placeret artilleri på både på floden. Jeg så dette. To dage senere begyndte bombardementet uden så meget som et minuts pause. Lyden var så høj, at vi ikke kunne tale sammen eller høre hinanden. Granaterne ramte ikke landsbyen og blev skudt op i luften og langt fra landsbyen. Jeg vidste ikke, hvor soldaterne og våbnene kom fra. Jeg kunne ikke se, hvor de var fra. Landsbyboerne havde knive og samledes ved landsbyens udkant. Vi bragte 46 døde cham’er ind og begravede dem. Jeg ved ikke, hvor mange vi ikke var i stand til at få ind. Jeg flygtede til Vietnam med båd den følgende nat, og evakueringen begyndte. Evakueringsdestinationerne var overalt.
Der var 1864 mennesker i min landsby før 1975-oprøret, og i 1979 var der 189. Nu er der omkring 300 mennesker, ikke nogen stor tilvækst, for denne landsby er meget fattig. Folk fra andre landsbyer tager vores jord, fordi de har forbindelser til myndighederne. Vi lever af at opdrætte ænder og fiskeri. Vi har ikke så meget petroleum, at vi kan oplyse vores huse om aftenen. Landsbyen ser så mørk ud om aftenen.
Sorya: Var der nogen mennesker, der fik lov til at bo i landsbyen efter oprøret og angrebet?
Tort: Alle blev evakueret. Husene blev brændt.
Sorya: Hvordan ved du, at der er 49 grave i landsbyen?
Tort: Nogle af landsbyboerne så nogle blive anholdt og bragt dertil. Fiskerne så det også.
Sorya: Det er altså ikke sikkert, at dem, der blev dræbt, også var Koh Phal-indbyggere?
Tort: Nogle var Koh Phal-indbyggere, nogle ikke.
Sorya: Der er altså ikke sikkert, at de var cham’er?
Tort: Der var både cham’er og khmerer.
Ud fra denne forklaring er vi ikke sikre på, om de dræbte i Koh Phal var cham’er. For at forsikre os om det, er her flere beretninger. Her en af en cham ved navn Sen Sos, der var fisker, og som så Koh Phal-episoden i 1975.
Sen Sos, 69 år, Koh Phal, 2000:
Jeg blev født i landsbyen Koh Phal. Jeg flyttede senere til landsbyen Trea for at bo der med min kone. Omkring juli 1975 blev jeg og andre gummiplantagearbejdere evakueret fra landsbyen Trea. Jeg kom til landsbyen Ta Pav. Omkring to til tre måneder senere hørte jeg lyden af granater i retning af Koh Phal. Jeg blev af Røde Khmer-kadrer pålagt at være fisker i en sø ved landsbyen Ta Pav. Fiskene blev knappe i søen, og jeg blev tidligt i 1976 sendt til Koh Phal for at fiske. Mit fiskerhold omfattede seks mennesker, tre cham’er og tre khmerer. Jeg kan kun huske navnet på en mand; min chef, der hed Nut. Nut bor nu i Poes 1 markedet.
En gruppe soldater, hvis navne og ansigter jeg ikke husker, gav mit hold besked på kun at opholde os ved bredden, og vi fik ikke lov til at komme ind på øen. Vi fik at vide, at vi ville blive skudt og dræbt, hvis vi gik mere end to eller tre meter ind på øen. Folk, der havde ansvarsposter, kom og hentede de fisk, vi fangede. Vi havde nok at spise. Vi havde ting som ris, grødris til dessert, kød, og selvfølgelig tog vi de største fisk til os selv.
Omkring kl. 5 eller 6 den anden eller tredje dag kom en stor båd og læssede omkring 1000 mennesker af på Koh Phal. Jeg var omkring 150 meter fra båden. Disse mennesker havde pakker med sig [bangvech]. Unge, gamle, mænd, kvinder. De var sikkert cham’er, kinesere og khmerer. Jeg vidste, at nogle af dem var cham’er, for de havde kalotter og langærmede skjorter. Omkring kl. 20 hørte jeg folk, der skreg og græd. Og jeg kunne høre, hvornår det var unge, og hvornår det var gamle. Disse stemmer kom fra det sted, hvor der er 49 grave. Jeg vidste, at der var 49 grave, for bagefter i 1979 tog jeg derhen og kiggede.
Jeg var på Koh Phal i tre måneder. Så blev jeg sendt tilbage til landsbyen Ta Pav og arbejdede som cykelsmed. Der fandt jeg ud af, at de mennesker, der skreg og græd, var blevet dræbt, for i landsbyen Ta Pav var Ta Hak også blevet dræbt [nærmest uden grund]. Han blev af landsbylederen anklaget for at have stjålet en eller andens andeæg og for at have slået en ko, fordi han blev gal på Angkar. Ta Hak var også cham og blev dræbt i 1976 i en brønd i landsbyen Ta Pav. Jeg kender historien, for jeg så Ta Haks sarong og sko hænge derovre. Jeg genkendte Ta Haks sarong og sko.
Jeg så tre våbenlagre, der ikke var helt færdigbyggede. Hvert lager var omkring ti meter bredt og tyve meter langt. Jeg vidste det, for jeg så Røde Khmer-kadrer læsse kasser med kugler og våben af deres både over på Koh Phal. I 1979 kom jeg til Koh Phal og så de tomme lagre. Nogle af de 49 var ikke begravet. Jeg kunne se kranier og knogler. Floden havde krævet meget af Koh Phals bredder, og nogle af gravene var derfor forsvundet.
Math El, 62 år, Koh Phal, 2000:
Mange cham’er døde af malaria; 220 i Phka Daung, 44 i landsbyen Krabei, 66 i landsbyen Chravak Dek, 67 i landsbyen Baray. Folk blev kategoriseret i flere typer af fjender. Den første type var dem, der blev opfattet som rige og uddannet inden for religion, og de blev for det første anbragt i landsbyen Phka Daung, det område, der var værst udsat for malaria. For det andet i Krabai Kriek og for det tredje i Chravak Dek og for det fjerde i landsbyen Baray. Den anden var mindre uddannet. Den tredje og fjerde var fiskere og fattige.
Folk fra disse landsbyen blev senere flyttet til flere andre steder; blandt andet landsbyen Rumkel, landsbyen Pon og det såkaldte Vihear Khpuoh eller landsbyen Vihear Teap i Suong distriktet i Kampong Cham-provinsen. Jeg kom helt til Soung. Ingen af indbyggerne i de to landsbyer Baray og Rumvinch overlevede og blev dræbt under denne evakuering. På vej tilbage til Koh Phal mødte vi mennesker fra denne og hin landsby, men ikke fra disse to landsbyer, og khmer-landsbyboere fortalte os, at der havde været en stor fest [blandt andet blev der slagtet kvæg til føde] til disse cham’er, og de blev sat på en lastbil. De har været forsvundet indtil nu.
Jeg kender til det ovennævnte, for jeg fik en slags post der og fik det at vide. Jeg fik ansvaret for fordeling af ris.
Omkring 1980 fandt vi ud af det med de 49 grave gennem en gruppe soldater. Omkring ti soldater kom for at grave disse grave ud. Disse soldater hørte til vores [regerings] soldater, ikke De Røde Khmerer. De bad om tilladelse hos distriktledelsen. De beordrede folk væk i en uge. Soldaterne tog ikke knogler med sig. De søgte sikkert efter guld. Da vi havde været væk i tre dage, tillod Ta Yan, lederen af Krauch Chhmar-distriktet, os tilbage. Ta Yan bor nu i landsbyen Cha i Dambe-distriktet i Kampong Cham. Hans assistent hedder Ta Samin, nu politimand i [byen] Kampong Cham. Nogen tid senere gravede distriktledelsen to oksekærrer med kranier op, som distriktskontoret kunne se.
