Revolutionens sange
I Demokratisk Kampuchea var det kun tilladt at synge de sange som De Røde Khmerer tillod. De følgende fem sange understøtter naturligvis det kommunistiske styre, men fortæller også, hvordan De Røde Khmerer ønskede at revolutionen og Demokratisk Kampuchea skulle opfattes i befolkningen.
Nytår, nye rismarker
En kølig brise blæser svagt fra nord. Kammerater, vort ris modnes, og der er ingen ukrudt omkring. Vi varmes og glædes, når vi ser på rismarkerne.
Riskornene er tykke, og deres neg er lange. Risen bøjer sig, og viser, at den ikke er gold. Sådan er det med risen overalt, og mange frøplanter er blevet taget op og udplantet.
Vi bør sætte farten op med tærskningen og stampningen. Ved at gøre det kan høsten komme i hus i tide, og riskornene vil ikke falde og overskuddet vil ikke gå tabt.
Tusinder af arbejdere er blevet samlet. Vi må begynde arbejdet straks med de landbrugsmaskiner, der står parat, så vi kan tærske og stampe og holde udbyttet på det rette niveau.
Regnen bliver aldrig noget problem, og høsten bliver aldrig forsinket. Seglene vil blive brugt, selv om regnen til sidst kommer. På den måde kan vi indhente forsinkelser.
Snorene skal gøres lange, og de bærer risnegene oppe, så de ikke bliver knust. På den måde er det let at samle rishøsten. Tærskningsterrasser skal gøres ordentligt rene efter høsten.
Jeg høster risene; kammeraterne tærsker; tanterne renser risen; onklerne transporterer risen i oksekærre, mens de små børn tørrer riskornene, og deres storesøstre samler risene til forråd i beholdere.
Alle tildelte opgaver må gøres hurtigt og effektivt, så vi kan blive færdige med høsten, og risbeholderne kan fyldes op.
Vi kommer for at gøre det hele parat; fylder mere kompost og frø på, bygger opdæmmede marker, så vi kan komme videre med tørtidens risdyrkning efter den sidste høst.
Vær parate til at dyrke og bygge nye diger, høje og store, og så mange som muligt, så vi kan nå vort mål på tre tons pr. hektar i den kommende regntid.
Når vi har overstået høsten, gør vi alting parat til det nye års nye marker, et smukt syn, der viser Kampucheas rigdom, som kan være et forbillede for andre lande.
Kollektivlandmænd er glade for at høste
De udplantede risplanter er blevet bestøvet og er modnet. Knipperne er så tunge, at risplanterne bøjer sig. Lyden af ris, der bliver høstet, tager til. Kvinder har høstet i næsten en måned.
Den kølige vind fra nordøst gør fingrene stive. Ved siden af tærskningsterrasserne er der mange kurve. Folk samler risafgrøden og bærer risnegene. De grupper, der renser risene, er badet i sved.
Den høstede ris er samles i bunker så høje som bjerge. Onklerne arbejder hårdt for at samle risene i sække og aflevere dem til kornkamrene inden middag.
Flettede diger venter på plovskærets dygtighed. Høsten burde ikke være overstået så hurtigt. Vi må hente hjælp fra håndværkere og høste færdig senere.
Vore rismarker er et tæppe af farve og skinner så meget, at bedsteforældre, tanter og onkler undre sig såre over, at dette års høst kan blive endnu bedre end sidste års.
Onkler kommer ned fra håndværkerhuset. Som morgenen fører de muntert de mange vogne til rismarkerne. Nogle mennesker går foran hestene mod rismarkerne.
Tanterne er ivrige efter at høste, uanset om risplanterne er høje eller lave. De høster omhyggeligt og bærer risen.
Unge, soldater og mobile arbejdsgrupper høster professionelt, mens nyorganiserede kvindegrupper høster Neang Tei- og Neang minh-ris.
Den revolutionære Angkar er alle kampucheanske borgeres sjæl
Vi har besejret amerikanske imperialister, der er verdens giganter, og deres lakajer fra Kampuchea.
Det revolutionære princip skinner som solstråler fra øst og skaber lys og duft for både mænd og kvinder af folket.
Derfor er vi og alle minoriteter blevet befriet fra lidelser, undertrykkelse og udplyndring, og vi lever i rigdom under en ny livsform.
Den revolutionære Angkar har øget den politiske bevidsthed, har en solid støtte, der ikke står tilbage for nogen, og har en højt respekteret organisationsdisciplin.
Vor Angkar viser os vej, så vi aktivt involverer os i landbrug, bygning af diger og kanaler i alle landsbyer, så alle sektioner selv behersker overrislingen.
Angkar har forbedret folkets levestandard. Folk har mad at spise, tøj at tage på og har bevægelsesfrihed.
Den revolutionære [Angkar] er sjæl og rygrad for alle folkets mænd og kvinder. Arbejdere er lykkelige og er herrer over deres territorium og deres egen skæbne.
Den revolutionære Angkars godhed er tung som Meru-bjerget og mere dyrebar end vore liv. Vi vil gøre alt for at følge dens gode eksempel.
Vi vil gøre alt for omhyggeligt at bygge et nyt demokratisk Kampuchea i Angkors land, så vi opnår evig lykke og rigdom.
Vore kammerater som strålende forbilleder
Pige: Den 17. april er vore befrielsesdag, hvor jorden skælver; skyerne på himlen er borte, og ærens lysstråler skinner.
Dreng: Æraen som lakajer er forbi. Folket har herredømmet. Verden er taknemmelig, at Kampucheas findes.
Pige: Det stammer fra den store patriotisme fra alle de kæmpende, der opnåede sejr, tålte alle former for trængsler og ofrede deres liv.
Dreng: Vi ser patriotismen klart hos vore kammerater, der nat og dag i fem år har kæmpet mod den foragtelige fjende indtil sejrens stund.
Pige: Gennemblødt dag og nat af regnen holdt kammeraterne ud og tålte sultens trængsler i skyttegravene. Kammerater angreb fjendens tankvogne med de bare hænder.
Drenge: De kæmpende svømmede over floden for at stride mod de vilde hunde og sejlede ud for at gøre modstand mod de amerikanske pirater på havet.
Pige: De kæmpende stred under tortur en ædel kamp i fængslerne. De kæmpende var ikke bange, ikke engang når de fik elektrisk stød og holdt deres hemmeligheder i sikkerhed indtil dødens dag.
Dreng: Vi mindes de kæmpendes røde, klare blod, der dækkede jorden i fem år. Dette er en ny æra, hvor det revolutionære Kampuchea stråler.
Sammen: Vi forpligter os til at eftergøre de kæmpende strålende forbillede og følger i vore kammeraters spor og tjener revolutionen for evigt for at bygge og gøre Kampuchea til et nyt sted, der er rigt
og udviklet, hvor alle mennesker lever lykkeligt. (…)
Vi er nye revolutionære kvinder
Det revolutionære lys skinner som solstråler fra alle retninger over hele vor elskede land. Det er overvældende og kolossalt.
Vi er kvinder, der tidligere ikke havde nogen ære og førte meningsløse liv. Nu har vi muligheden for at se lyset og kan gå, hvor vi vil.
Vi er mændenes lige og kan blive lige så berømte. Angkar forbedrer os og leder os. Vort navn er som en duft.
Vi synes at være reinkarneret og forstår den politiske sammenhæng. Vi har et lødigt standpunkt og en god moral.
Vore ører kan høre, og vore øjne kan se meget klart. Vi kan lytte og læse uden forvirring, og vi kan også iagttage og kaste os ud i fri ideudveksling.
Vi føler en loyal solidaritet med mænd i alle fag. Vi kan være læger, arbejdere, soldater og er helt inddraget i landbrugsproduktionen.
Vores eksistens er strålende. Vi mestrer alt arbejde med selvbeherskelse og kaster os ud i tapre angreb i revolutionens navn.
Vi lider med hver et fiber af vor krop og føler til stadighed vrede mod de foragtelige imperialister, der har undertrykt os i tiår. Vi tålte de værste trængsler.
Tyngden og størrelsen af Himalaya-bjergene tåler ingen sammenligning med revolutionens dyd, da den befriede kvinder fra lidelse.
Derfor forpligter vi os til at ofre kød, blod og liv for at bygge et nyt og strålende samfund og for uden tøven at forsvare nationen.
