Siet Chhes brev til partiledelsen

Siet Chhe (alias Tum) var i mange år en af Pol Pots mest trofaste medarbejdere. Han gik ind i den kommunistiske bevægelse, allerede mens han læste på skolen, hvor både Pol Pot og hans kone Khieu Ponnary underviste. Indtil 1977 fungerede Siet Chhe som Pol Pots højre hånd, fulgte med ham på utallige rejser og plejede Røde Khmer-lederen, når han var syg af malaria. I april 1977 blev Siet Chhe anholdt og kastet i Tuol Sleng – formentlig på grund af forbindelser til kadrer i den forræderimistænkte "Østlige Zone. I flere uger gennemgik Siet Chhe frygtelig tortur, men fængslets forhørsledere havde svært ved at knække ham psykisk. Han forsøgte gentagne gange at skrive appeller og breve til partiledelsen, men de blev højst sandsynligt aldrig sendt. I juni 1977 satte Duch det psykologiske dødsstød ind mod den genstridige fange. Han beskyldte Siet Chhe for at have begået incest mod sin egen datter – en dedikeret ung revolutionær kvinde i tyverne. Efter den anklage lod Siet Chhe til komplet at miste evnen til at holde modet oppe. Nedenstående tekst er Siet Chhes desperate forsøg på at forsvare sig mod de uhyrlige anklager om incest. Det er det sidste brev, som han skrev til partiledelsen. Siet Chhe blev henrettet sidst på året:

Respekt til Organisationen!

Jeg anmoder om at få lov til at aflægge rapport til Organisationen med hensyn til sagen om min datter (og anklagerne mod mig).

Min datter blev født i 1957 og fik navnet Seat Soupha (revolutionære navn Sath). Hun var mit første barn. Hun er den eneste datter blandt mine fire børn.

Jeg holdt mere af hende end af de andre, allerede fra da hun var lille. Da hun var otte år gammel, flygtede jeg ud i junglen. Jeg var skilt fra hele min familie i omkring syv år.

Da hendes tante mødte kammerat Dam Cheng, hendes mand, kom min datter til at bo hos hende. Hun levede med kammerat Dam Cheng og var så tæt på sin onkel, som hun havde været på mig. Kammerat Dam Cheng lærte min datter at synge mange revolutionære sange. Da hun var 12 år gammel, omfavnede hun stadig sin onkel tæt. Jeg mødte hende igen sidst i 1970 og så hendes drengede karakter. Hun var så fortrolig med sine tre yngre brødre, som drenge er med drenge – som om hun havde glemt, at hun var en pige.

I 1968 bankede fjenden på døren og arresterede hende, mens hun lov alene i huset. Sidst i 1970 efter hendes løsladelse ankom hun til det befriede område Sektor 22 med sin tante. Da hun så mig, omfavnede hun mig foran alle. Den aften sov jeg med min kone på en måtte i en kammerats hus midt i en mark. Ejeren af et af de andre huse i nærheden holdt vagt ved døren. Min kone sov på den ene side af mig, min datter på den anden og de tre drenge nærved – alle med dybe minder og følelsen af varme. Senere sendte jeg min datter – på det tidspunkt omkring 13 eller 14 – hen for at arbejde på hospitalet i Sektor 22.

På et tidspunkt sidst i 1974 bragte jeg hende tilbage for at arbejde i sektorhovedkvarteret, fordi korrespondancen ikke var særlig god, og jeg havde mistanke om at forrædere var i aktion (da jeg så indholdet af brevene), men ikke kunne idenficere nogen.

Sidst i 1976 trak jeg hende tilbage fra Sektor 22 og sendte hende til Koh Uknha Tei med hendes tante. Mens hun boede i Koh Uknha Tei, kom min datter tre eller fire gange til Tuol Kouk (i Phnom Penh), når hun tog sin syge tante med på hospitalet eller selv rejste til hospitalet med sine brødre (når hun havde lungebetændelse eller ofte besvimede).

Huset i det nordlige Tuol Kouk var normalt lukket, når ingen boede der. Kun mit værelse stod ind imellem åbent, når jeg var der. De andre værelser var åbne, når der var gæster, og forseglede, når der ingen var. Underetagen blev brugt til møder, og alle vinduer og døre blev holdt lukkede.

Organisation, jeg elsker min datter lidt mere, end jeg elsker mine tre sønner. Fordi hun er den eneste pige i familien og var mere ansvarlig end sine brødre.

Da jeg flygtede ud i junglen, vidste hun hvad, der skete, og var sammen med sin mor, da fjendes agenter straffede dem i mit fravær.

Fjenden satte hende i fængsel, da hun var 12 under begivenhederne i 1968 sammen med hendes onkel (Dam Cheng) og hendes tante.

Alt dette får mig til at føle med hende og elske hende mest. Når jeg så hende under mine rejser, rørte jeg hende på hovedet eller skuldrene med den kærlighed og medfølelse, som en far har for sit barn.

I spørgsmålet om seksuel moral er jeg sikker på, at hun er et renfærdigt barn, som man kan stole på. Fra dengang til nu er jeg sikker på, at hun er en jomfru uden moralske pletter med mig eller nogen anden mand. Beskyldningerne om, at jeg har forbrudt mig mod min egen datter, er latterlige.

Jeg elsker min datter og ønsker, at hun skal være ren, så hun i fremtiden kan møde og leve sit liv med en revolutionær, som er renfærdig både politisk og moralsk.

Hvis noget af det, jeg her rapporterer, er fejlagtigt, beder jeg om Organisationens venlige tilgivelse.

5. juni 1977

Tum

Tekst 14 | Oversigten over kildetekster | Tekst 16