Gidsler i borgerkrigen
Følgende tekst er fra Politiken 2. september 1987:
Da der i juli skulle være folketælling i (Site: 2) Dansk røde kors, måtte man gøre som juleevangeliet. Alle byens beboere blev sat stævne på byens torv og så talte man hoveder. Man nåede godt 143.000. de er flygtningen, der ikke har status som flygtninge. Cambodianske bønder, der i ti år har været stuvet sammen i verdens største bambus-by, men de venter på fred i fædrelandet. Et beskedent ønske, der virker stadig mere uopnåeligt.
”Deres eneste fornøjelse er sex og skænderier”, siger Mats Carlsson, der arbejder for FN´s særlige grænseorganisation i Thailand, UNBRO (United Nations Border Relief Operation). Det er billige adspredelser. Den første har skaffet Site 2 en fødselsrate på 4,8 procent om året – en af verdens højeste. Den anden har gjort byen til et orientalsk Chicago. Hver uge melder om slagsmål med økser og granater, hustruvold, salg af børn og naboskænderier, der udarter til mord.
Selvstyrende byer
I Site 2 bor halvdelen af de 300.000 ”displaced persones”, der opbevares i lejre langs Thailands 700 kilometer lange grænse til Cambodia. Lejrene er selvstyrende byer, der hver hører ind under en af Cambodias tre modstandsbevægelser. Site 2, tæt ved grænsebyen Aranyaprathet, kontrolleres af KPNLF bevægelsens svageste militære kort under ledelse af tidligere premierminister Son Sann. Han råder kun over få tusinde guerillaer. Men han har Site 2 – cambodianernes næststørste by efter hovedstaden, Phnom Penh.
Mens en politisk løsning på konflikten i Cambodia synes stadig fjernere, er de civile flygtninge på vej til at blive modstandsbevægelsens største politiske kapital. I de sidste uger har Site 2 sydet af rygter. De taler ikke om frivillig genbosættelse i Campodia, når de vietnamesiske tropper forlader landet sidst i september. De taler om tvangsforflytning til militære baser inde i Cambodia, hvorfra modstandsbevægelsen på en gang kan bekæmpe den vietnamesisk støttede regering i Phnom Penh og nyde godt af international hjælp i form af fødevarer og medicinsk udstyr.
Ved første øjekast er Site 2 et skoleeksempel på værdien af international bistand. Børnene smiler har runde kinder. Dansetrupper øver i kulturhuse, kvinder pludrer i store væverier, der er værksteder, skole, byråd og avisredaktioner. Men byen er forseglet fra omverden, og hver dag må flere hundrede lastbiler bringe vand, rig og brændsel ind i den kunstige metropol.
Statsrevisorer på besøg
"Stedet giver mig blandede følelser", sagde Ritt Bjerregaard (S), da hun sammen med de øvrige danske statsrevisorer besøgte Site 2 i denne uge. "Vi kan forhindre sult, som er den fundamentale forudsætning for overlevelse. Men det rækker kun en tid. Sammenstuvningen og den påtvungne passivitet er utrolig tragisk. Et liv uden arbejde er ikke et rigtigt liv. På den anden side fornemmer jeg en sejhed og utrolig overlevelsesevne. Hvis disse mennesker får en chance, kan de blive den arbejdskraft, der skal genopbygge Cambodia".
Børnene dansede, slog smut med øjnene, do den danske delegation var tydeligvis charmeret. Men enhver facade har sin bagside. Ivar Hansen (V) blev rystet, da han hørte, at langt de fleste børn har ukendte fædre. Lejrlivet slår familierelationerne i stykker. Fædrene er guerillaer. Der er væk på lange togter ind i Cambodia. Når de vender tilbage, har konen ofte fået en ny mand. Det er en af årsagerne til husspektakler.
Stridigheder, der får en ekstra tand i en by spækket med illegale våben.
Prisen for en granat: 10 kroner
Prisen for en granat ligger på cirka ti danske kroner. Våben, er i stigende grad bruges i interne konflikter. De flyer allevegne og eksploderer i hænderne på børn, der forveksler dem med legetøj. I de sidste måneder har lejrens ledelse noteret en firedobling i antallet af husspektakler, selvmordsforsøg og konfiskeringer af indsmuglede våben. "Årsagen er indlysende", sige Mats Carlsson. 143.000 bønder er pludselig blevet tvunget til at leve et tæt storby-liv uden fremtidsudsigter. Det giver en høj grad af mentalt stress. Når der samtidig er adgang til våben af enhver art, får vi en højeksplosiv cocktail".
Officielt er Site 2 en forseglet lejr. Alligevel er der en livlig trafik ud og ind af lejren. Man kan frit spadsere ud i ingenmandsland og videre ind i Cambodia til ”den skjulte grænse” – hemmelige militære lejre, som de internationale hjælpeorganisationer ikke har adgang til. Det er våbenruterne, hvor enhver færdsel er behæftet med risikoen for eksploderende landminer.
”Idealet er, at modstandsbevægelsens soldater skal vende tilbage til lejrene uden uniformer og uden våben. Et sker ikke altid. Der er også idealet, at de i lejren skal adlyde de civile love. Det sker heller ikke altid”, siger Mats Carlsson.
Vigtige brikker
Lejrene er blevet vigtige brikker i den militære kamp. I marts i år blev Site 2 udsat for heftig morterild i seks dage fra Phnom Penh styrets vietnamesisk støttede tropper. 7.000 børn, gravide kvinder og handicappede blev evakueret til en midlertidig lejr længere inde i Thailand. I juli kom turen til Site 8, er kontrolleres af Røde Khmer.
Angrebet sendte 35.000 civile på flugt. I disse dage venter områdets 300.000 ”displaced personers” på nye angreb, der kan blive ouverturen til borgerkrig.
Men krigen om landområder og flygtningenes loyalitet føres også på den økonomiske front. Som Mats Carlsson udtrykker det, vil dristige mennesker, der er tvunget til passivitet, uvægerlig begynde at handle. I Site 2 handles med våben, rubiner, narkotika og madrationer. Og ikke langt fra lejren har Phnom Penh tropperne et sort-marked, hvor alt kan omsættes. Fra kvæg til russiske bajonetter.
Det sorte marked er blevet kaldt en psykologisk sejr for styret i Phnom Penh. Omvendt er fredsforhandlingernes fallit i Paris blevet tolket som en sejr for modstandsbevægelserne. Beboerne i Site 2 bliver ikke spurgt.
Hvis rygterne om tvangsforflytninger taler sandt, vil de blive gidsler i en borgerkrig, der kan synes uden ende.
