UNTACs mission i Cambodja

Nedenstående artikel er en kommentar om UNTAC's fremgangsmåde i Cambodja og konsekvenserne af den, skrevet af Ph.D-studerende Alexandra Tennant fra Bradford Universitets Afdeling for Fredsstudier. Kommentaren blev trykt i en samlet vurdering af den cambodjanske fredsproces, 'Sikkerhed for fred, Cambodjas forfatningsmæssige udfordring', som blev udgivet af organisationen Reconciliation Resources i november 1998, syv år efter Paris-fredsaftalens underskrivelse:

Seks måneder efter underskrivelsen af Paris-aftalerne, ankom UNTAC i Cambodja til et miljø af ekstreme spændinger og fjentligheder. Set i lyset af det dybe og vedvarende fjendtskab blandt de cambodjanske fraktioner, stod UNTAC over for en formidabel opgave med at underbygge den vaklende fred ved at være fødselshjælper for overgangen til et ikke-voldeligt politisk system, som skulle overleve missionens ophold i Cambodja. Eftersom UNTAC's mandat ikke tillod dens fredsbevarende styrker brug af magt, var missionen helt og holdent afhængig af goodwill og samarbejde med den cambodjanske befolkning, men dette blev hurtigt undermineret af UNTAC's 'oppefra og ned'-tilgang til missionen.

Højeffektiv operation

I overensstemmelse med UNTAC's mandat og som en del af mønsteret for tidligere FN-missioner blev en højeffektiv og kortvarende operation sat i værk. På sit højdepunkt bestod UNTAC af mere end 22.000 mand militært og civilt personnel fra over 100 lande og kostede det internationale samfund mere end to milliarder US dollar. Men der blev ikke gjort mange tanker om en så stor operations mulige indvirkning på et skrøbeligt samfund, som havde udholdt mange års voldelig konflikt såvel som et årti af international isolation. Missionen viste sig at have betydelig indvirkning på Cambodjas økonomi ved at medvirke til skævvredne former for økonomisk vækst, som yderligere forstærkede sårbarheden for de mange cambodjanere, der allerede levede tæt på fattigdomsgrænsen, og som kvalte lokale initiativer og kapaciteter.

UNTAC's tilgang til sine komplekse opgaver var i bund og grund baseret på overførsel af ekspertise via missionens omfangsrige internationale mandskab. Cambodjanernes egne bedrifter med at genopbygge deres egne tilværelser efter Pol Pot-regimet fik meget lidt anerkendelse. Lokale færdigheder og viden blev i stedet marginaliseret, mens UNTAC frem for at opmuntre lokalsamfundene til at deltage som partnere i fredsprocessen behandlede det cambodjanske folk som målgrupper for en fredsopbyggende operation – ofre frelst fra en katastrofe, som de selv havde været skyld i.

Nogle har fremført, at Cambodjas klima af mistillid og fjendtskab tvang UNTAC til at antage denne 'oppefra og ned'-tilgang, fordi det at have involveret cambodjansk personnel i andet end helt grundlæggende roller ville have undermineret operationens neutralitet og dermed yderligere have destabiliseret cambodjansk politik. Antipatien, som især Det Cambodjanske Folkeparti (CPP) og De Røde Khmerer – de to mest magtfulde fraktioner med mest at tabe ved en succesrig gennemførelse af Paris-aftalerne – så på UNTAC med var en yderligere forhindring, ligesom missionens kortvarige mandat, der modarbejdede fredsopbygning via partnerskab.

Kulturel ufølsomhed

UNTAC's 'oppefra og ned'-tilgang kan også forklares som symptomatisk for FN's bureaukratiske kultur, der forsømte at anerkende lokale ressourcer og skikke eller fordelene ved udvikling gennem partnerskab.UNTAC viste som helhed i hvert fald meget lidt interesse i at udvikle en forståelse for den nationale kultur, den var engageret i. Trods et antal undersøgende missioner før UNTAC's ankomst forblev mandskabets information om og uddannelse i den cambodjanske kultur ubetydeligt under planlægningsfasen og faktisk under hele operationen. Det blev tydeligt, at FN tillagde det meget lidt betydning at designe en kulturelt passende model for fredsopbygning eller at fremme kulturelt følsom opførsel blandt missionens mandskab.

Dette var mest åbenlyst i de bredt rapporterede udskejelser blandt en del af UNTAC's fredsskabere. Uafhængige kommentatorer observerede, at 'efterhånden som historier om skandaløse gerninger udført af individuelle dårligt disciplinerede soldater hobede sig op og blev fortalt og genfortalt, blev UNTAC med rædsel anset for at være en horde drikkende, horende, halvnøgne chauffører, som kørte over folk og var fuldstændig ligeglade'. Set i bakspejlet indrømmede Generalsekretærens Særlige Repræsentant i Cambodja, Yasushi Akashi, at operationens effektivitet var blevet begrænset af en mangel på kulturel forståelse. "… i fremtiden bør vi have strammere og mere klarere kriterier og standarder for rekruttering. Hvis det er muligt, bør vi have mere træning, før vi udsender fredsbevarende styrker og civile for at gøre dem mere følsomme og mere i harmoni med lokale og nationale kulturer, manerer og sprog".

Partnerskab som en nødvendighed

Mens sådanne forholdsregler ville være velkomne, er det dog nødvendigt, at FN går længere med at gennemtænke dens tilgang til fredsbevarende operationer. Hvor lokalt samarbejde er grundlæggende for operationens succes, kan en politisk harmoneret partnerskabstilgang ikke længere ses som en mulig tilførelse, men må betragtes som ren og skær pragmatisme i processen med at opbygge en holdbar fred.

Tekst 18 | Oversigten over kildetekster | Tekst 20