UNTAC
Folkemordsforskeren og Cambodja-eksperten Craig Etcheson besøgte Cambodja i marts 1993, mens UNTAC stod på sit højeste. Under sit 12 dage lange ophold i landet, rejste han rundt i Kandal, Battambang og Siem Reap-provinserne samt Phnom Penh. Nedenstående er uddrag af hans rapport fra besøget.
I marts 1993 er Cambodja sårbart. Den politiske atmosfære er ekstremt spændt, og den militære situation er ustabil. Politisk og militær vold er udbredt over hele landet. Der kan stilles alvorlige spørgsmål ved UNTAC's effektivitet, på trods af dedikerede indsatser fra mange i UNTAC's kontingent. Mange UNTAC-folk udtrykker intens frustration over deres begrænsede mandat, nogle gange på grænsen til raseri. Der er en apokalyptisk atmosfære i byerne og en følelsesløshed på landet. De Røde Khmerer opererer i alle provinser og totalt uden modstand i mange provinser. UNTAC, NGO'er og cambodjanerne frygter alle åbenlyst De Røde Khmerers fortsatte evne og lyst til at 'skabe problemer', som det hedder med et yndet udtryk. UNTAC-officials forudsiger, at De Røde Khmerer i de kommende uger vil iværksætte en større militær offensiv i flere provinser. Regeringsofficials frygter storstilede angreb på Phnom Penh under valget.
CPP og FUNCINPEC er de eneste seriøse modstandere i UNTAC's politiske sammenhæng. Min fornemmelse er, at CPP har fordelen på landet, mens FUNCINPEC fører i byerne. Der er flere registrerede vælgere i landdistrikterne, så valgresultatet kan afhænge af stemmeprocenten på landet. Alt andet lige vil jeg anslå, at CPP ville vinde med FUNCINPEC på en stærk andenplads, hvis valget blev holdt i dag. De andre 18 registrerede partier, inklusive de to KPNLF-partier, synes at være så godt som ukendte i en større offentlighed og forventes at få et dårligt resultat. Hun Sen og Norodom Ranariddh, som leder de to største partier, har udvekslet bitre skældsord på det seneste, hvilket dæmper udsigterne til en koalitionsregering.
(…)
Nuværende forhold i Cambodja
Jeg opdagede en markant kontrast mellem folk i byerne og folk på landet. Blandt byboere havde næsten alle, som jeg talte med, en meget negativ indstilling til vietnameserne. Et antal byboere udtrykte stereotypiske generalisationer, hvilket gav mig mistanke om racisme, som hos den unge mand, der sagde "De er tyveknægte allesammen". De fleste byfolk tøvede med at tale frit om andre emner end vietnameserne og vejret, og flere syntes at frygte regeringen. Flere advarede om, at "der er spioner alle steder". Næsten alle i byerne synes alene at fokusere på kortsigtede mål. "Få fat i det, mens du kan", var den fremherskende etik. Denne etik blev forstærket af de enorme mængder penge, som strømmer ind i Cambodja via FN-folk med tårnhøje diæter og en dagløn på samme niveau som en cambodjaners årsindkomst.
Forholdene i byerne er ynkelige, og Phnom Penh er særlig slem. Gaderne er beskidte med store stinkende affaldsdynger på næsten hvert gadehjørne. Kun UNTAC-faciliteter, nogle regerings- og CPP-bygninger samt forretninger, der betjener udlændinge, synes at have pålidelige renovationsservicer. De fleste bygninger og pagoder i Phnom Penh er forfaldne, men øjensynligt strukturelt sunde. Vandforsyningen syntes pålidelig i Phnom Penh, mens vandet i provinsbyerne var meget grumset. Elforsyningen var uregelmæssig i Phnom Penh og pletvis i mindre byer. Samtidig er nye luksusvillaer under opførelse overalt i hovedstaden. Investorerne er åbenbart ikke klar over, at det økonomiske boom fra UNTAC snart vil standse brat. Denne form for tvivlsom udvikling var meget mindre synlig i provinshovedstæderne. Battambang og Siem Reap var også meget renere end Phnom Penh, om end ikke nær så velstående.
Landdistrikterne
I landdistrikterne syntes folk meget mere afslappede og meget mere fokuserede på fremtiden frem for nutiden. De fleste af bønderne syntes at føle sig frie til at udtrykke deres meninger og gjorde et stort nummer ud af at være sikre på, at jeg forstod, hvad de mente. Til min overraskelse og i skarp kontrast til de holdninger, jeg mødte i byerne, var der ingen i landdistrikterne, som havde noget kritisk at sige om Vietnam og vietnameserne. De fleste syntes ligeglade med emnet, selv om mange sagde, at de var meget glade, da den vietnamesiske hær kom i 1979. Selv i de militære nødretszoner sagde landbefolkningen generelt, at de følte sig sikre, så længe FN var i området, men næsten alle udtrykte også bekymring for, hvad der vil ske, når FN rejser. Næsten alle, jeg interviewede i landdistrikterne, syntes generelt at være tilfredse med regeringen. To kvinder overraskede mig dog ved at sige, at de var bange for, at regeringen ikke ville være i stand til at hindre "De Røde Khmerer i at skabe problemer", og ønskede, at den vietnamesiske hær kom tilbage for at beskytte dem fra Pol Pot. (…)
Forberedelser til valget
UNTAC har arbejdet meget hårdt på at forberede valget. De 4,6 millioner vælgere, som UNTAC har registreret, er en impornerende præstation. UNTAC's Informationskomponent arbejder på at holde øje med de 20 registrerede partier og på at imødegå anti-UNTAC-propaganda eller udemokratiske fremgangsmåder, som partierne måtte benytte.UNTAC's Menneskerettigheds- og Valgkomponenter bruger nu størstedelen af deres ressourcer på offentlig uddannelse i demokratiske principper og procedurer. En official fra Valgkomponenten betroede mig dog, at UNTAC-undersøgelser viser, at så mange som en tredjedel af de registrerede vælgere troede, at de skrev sig op til FN-rationeringskort, da de blev registreret som vælgere. Han frygtede, at stemmeprocenten kunne blive så lav som tre millioner (såfremt, tilføjede han, at De Røde Khmerers væbnede angreb på stemmestederne ikke reducerede det yderligere). Mens enheder fra UNTAC's Civile Politi (CIVPOL) blev kritiseret af cambodjanske og internationale menneskerettighedsgrupper for ikke at sørge for tilstrækkelig sikkerhed for valgapparatet, roste personale fra Valgkomponenten CIVPOL for sit bidrag til at skabe et passende valgmiljø.
Med hensyn til fysisk instrastruktur for valget er der nået meget, men meget mangler også stadig. UNTAC arrangerede en offentlig tilfældig lodtrækning for at finde ud af hvor på stemmesedlen, de 20 partier skulle stå, og direktøren for Valgkomponenten, Reg Austin, var efter sigende noget bestyrtet, da førstepladsen gik til regeringspartiet CPP. Nogle af tilbageslagene for valgforberedelserne har dog ikke været tilfældigheder. Det tosprogede (engelsk-khmer) computersystem, som UNTAC har indført til valget, er meget imponerende, selv om det er fuldstændig centraliseret i Phnom Penh, og der har været fortsatte tekniske vanskeligheder på grund af henholdsvis dataindtastningsfejl og problemer med softwaredesignet. Der er også større mangler i UNTAC's logistikplan for valget. Der vil være 1.400 primære stemmesteder og 600 sekundære stemmesteder spredt ud over landet, som skal bruges over en fire dage lang periode fra 23. til 27. maj. Det er begyndelsen af regntiden, og problemer med transport og sikkerhed omkring stemmeboksene er ikke blevet løst tilfredsstillende. Som planen ser ud nu, får en CIVPOL-officer til opgave at beskytte hver stemmeboks over de fire dage og eskortere boksen til og fra stemmestederne hver dag. CIVPOL-officerer, som jeg talte med, syntes at være bemærkelsesværdigt uentusiastiske over for missionen og frygtede, at det kunne blive en meget farlig opgave.
Bøndernes mening om valget
Jeg diskuterede valget med et stort antal bønder i landdistrikterne. Min forventning var, at med Cambodjas historie med monarki og et-parti-diktaturer ville almindelige folk havde meget lidt ide om, hvad et valg er, og hvordan demokrati bør fungere. Jeg måtte hurtigt skifte mening. En kvindes svar var typisk:
Spørgsmål: Hvad håber du at få ud af valget?
Svar: Vi håber, at valget vil give os en god regering.
Spørgsmål: Hvad er en god regering?
Svar: En regering, som sørger for sikkerhed, som giver os vores land tilbage og lader os tjene til livets opretholdelse.
Spørgsmål: Forventer du, at der vil komme en god regering ud af valget?
Svar: (Et stort smil og fornøjet fnisen).
De bønder, som jeg udspurgte om dette emne, viste alle en meget høj grad af sofistikation – ikke kun med hensyn til teorien bag processen, men også om hvad der i praksis kunne kom ud af den.
Målet om et 'neutralt politisk miljø'
Der er blevet sat alvorlige spørgsmålstegn ved sagen om det 'neutrale politiske miljø', som er forudsat i Paris-fredsaftalen. Mange oppositionspolitikere, som jeg interviewede, udtrykte ekstrem frygt og klagede over forfølgelse fra regeringspoliti og –soldater. De har så godt som ingen adgang til offentlige medier. UNTAC-folk beskrev i detaljer flere politisk motiverede mord og angreb. Regeringsofficials er for de meste, men ikke altid, de hovedmistænkte i UNTAC's efterforskninger af politisk vold. Både De Røde Khmerer og regeringen har indsamlet, registreret og/eller ødelagt vælgerregistreringskort i alle provinser i et åbenlyst forsøg på at påvirke vælgernes opførsel.
Søndag den 14. marts var jeg selv vidne til ukendte gerningsmænds nedbrænding af FUNCINPEC's provinshovedkvarter i Siem Reap. Idet han afspejlede denne atmosfære, sagde UNTAC-chef Yasushi Akashi for nylig i et interview, at UNTAC helt havde fejlet med at etablere et neutralt politisk miljø. FN's Sikkerhedsråd har ikke desto mindre instrueret Akashi om at "opretholde" det neutrale politiske miljø, som Akashi siger ikke eksisterer. Implikationen er klar. Sikkerhedsrådet har allerede besluttet, at valget vil være "frit og retfærdigt". Dette har ulempen, at det vil være åbenlyst forkert. Det har fordelen, at det vil tillade international anerkendelse af en hvilken som helst regering, der kommer ud af valget, og har potentialet til at sætte en permanent stopper for Cambodjas mere end 20 år lange internationale isolation. Det er vigtigt ikke at acceptere eller forkaste det cambodjanske valg alene med reference til vestlige standarder og at tage hensyn til visse historiske erfaringer og kulturelle relativiteter. For tiden ser det ud til, at valget i maj kan ende med at blive mindst lige så "frit og retfærdigt" som et hvilket som helst valg i Chicago under Borgmester Daley. For et land, som aldrig i moderne tider har oplevet en åben valghandling, er sådan et resultat mere, end man realistisk kunne håbe på. (…)
På vejen til Pailin
Jeg besøgte den militære nødretszone i den sydvestlige del af Battambang-provinsen i Rattanak Mondul-distriktet nær frontlinien ved Pailin. Langs vejen til Pailin mødte vi landsbyboere fra landsbyen Benge Ampil. Den ligger i den militære nødretszone midtvejs mellem Røde Khmer-bastionen Pailin og regeringshærens højborg Battambang. 12.000 internt fordrevne personer bor i Benge Ampil med kun en enkelt brønd og intet sundhedssystem. Disse internt fordrevne er interne flygtninge, som flygtede fra kamphandlinger, men ikke kunne finde nogen steder at flygte hen: De Røde Khmerer og regeringshæren beskyder jævnligt hinanden i området og udveksler ofte salver direkte over tagene på de internt fordrevnes huse. I tilfælde af en fuld krig vil de internt fordrevne være tvunget til at flygte igen, som de har gjort så mange gange før. (…)
Den generelle militære situation
Andre steder i Cambodja er situationen lige så forstemmende, om end ikke helt så dramatisk. UNTAC er så bekymret for muligheden for total krig, at man har udviklet nødevakueringsplaner for flere provinser. I Siem Reap fortalte CIVPOL og militært FN-personale mig, at de har observeret flere bevægelser blandt Røde Khmer-enheder i de første to uger af marts end i hele det foregående år. Røde Khmer-tropper havde rykket frem til omkring to kilometer fra Rute 6, hvilket er deres tætteste indtrængen i tre år. UNTAC's militære observatører rapporterede også om en unormal samling af tunge våben i De Røde Khmerers område omkring Tonle Sap. Både regeringssoldater og UNTAC-observatører forudså, at en større Røde Khmer-offensiv var forestående, da jeg forlod Siem Reap i midten af marts. De Røde Khmerer har gjort god brug af fredsaftalen til at forbedre deres militære situation. (…)
De gode, de onde og de grimme
En af de mere inspirerende ting, jeg så i Cambodja, var det store antal af meget dedikerede civile og militære folk i UNTAC, UNHCR og blandt FN-frivillige og NGO'er, som risikerer livet under meget svære forhold for at prøve at hjælpe det cambodjanske folk. Nogle troppekontingenter – den franske fremmedlegion, indoneserne og malaysierne, for eksempel – arbejder i Cambodja med stor udmærkelse. Hårdføre, disciplinerede og fulde af korpsånd var legionærerne næsten skærende. De er dybt frustrerede over begrænsningerne i deres FN-mandat. De forstår hvem, der er skurkene, og de er desperate efter at få lov til at gøre det, de er trænet til at gøre: Angrib og ødelæg fjenden. Men De Røde Khmerer forbliver beskyttet af de traktater, de har underskrevet og senere trodset. Og sidste gang franske styrker var i krigshumør i Indokina, gik det galt. I sidste ende må cambodjanerne selv løse Cambodjas problemer. Udenlandske soldater er ikke svaret.
En af de mest chokerende ting, jeg så, var den måde nogle af de andre udenlandske troppekontingenter opførte sig i Cambodja. Nogle af dem er bogstaveligt talt på et et år langt voldtægts- og plyndringstogt. Sendt ud af militærdiktaturer for at lære Cambodja om demokrati har disse vilde repræsentanter for det internationale samfund gjort uoprettelig skade på fredssagen i Cambodja. De udgør et overbevisende argument for en grundlæggende reform af FN's fredsbevarende system.
