Suong Sikoeun om forsoningen
27. januar 2000 samlede den uafhængige cambodjanske organisation Center for Social Udvikling en gruppe mennesker til et åbent forum – en slags forsamlingshusdiskussion – under titlen 'National forsoning og De Røde Khmerer'. Forummet fandt sted i den nordvestlige by Battambang med deltagere fra lokalsamfundet og flere tidligere Røde Khmerer. Det var første gang, at Pol Pot-regimets bødler og ofre offentligt stod ansigt til ansigt med hinanden. Nedenstående er uddrag af den tale, som Suong Sikoeun, personlig assistent for De Røde Khmerers tidligere udenrigsminister Ieng Sary, holdt ved mødet:
Foranstaltninger med henblik på at etablere et tribunal mod lederne af Demokratisk Kampuchea er undervejs. Spørgsmålet er ikke, om der skal være en retssag eller ej, men om processen vil påvirke national forsoning. Der er mindst to personer, som er ansvarlige for det regime, og de bør stilles for en dommer.
Alle ved, at krigen kun sluttede for et år siden efter det andet nationale parlamentsvalg. På trods af krigens afslutning kan ingen bekræfte, at krig ikke igen vil bryde ud i vores land – særligt tilfældige angreb, som vil forstyrre udviklingsarbejdet. Så freden, som vi nyder godt af i dag, er stadig skrøbelig.
Vi lægger alle mærke til, at forsoningen og helbredelsen af det cambodjanske samfund under det konstiuelle monarki, flerpartisdemokrati og den frie markedsøkonomi går langsomt fremad. Men viljen til national solidaritet og skabelsen af intern enighed i det cambodjanske folk har ikke slået dybe rødder i hjertet på cambodjanerne, særligt blandt politikere. Dette tager tid og behøver tålmodighed og dybtfølt overvejelse.
Efter årtier med lidelse, tragedie, revolution og krigens blodsudgydelser er folket sultne efter fred og efter at lette spændingerne i deres liv. De ønsker at se udvikling i deres land og deres landsbyer, og de byder aktiviteter, der kan resultere i dette, velkommen. De ønsker ikke at miste de nuværende muligheder, som det så tit er sket i løbet af de seneste 30 år.
De historiske erfaringer med lidelser og tragedier, som folket har stået over for, minder dem om, at de skal vælge middelvejen og bevæge sig fremad langsomt og forsigtigt. Lad tiden afgøre og dømme, hvad der skete. For at sikre retfærdigheden og nøjagtigheden af en retssag mod de tidligere ledere af Demokratisk Kampuchea, må man følge denne vej.
Der er enighed i hele Cambodja, såvel som i verden, om, at Demokratisk Kampuchea var en tragedie for det cambodjanske folk. Lederne på alle niveauer, særligt de som gav de vigtigste ordrer, må holdes ansvarlige for deres handlinger meget mere end andre.
Det er lige meget hvor gode, deres hensigter var; når de faktiske handlinger adskiller sig fra hensigten, så disse politikere må acceptere sandheden. De må ikke være bange for at blive retsforfulgt for deres handlinger. Men spørgsmålet er, om de midler, vi vælger (dvs. tribunalet), tilfredsstiller ofrene. Er der mere effektive måder, som kan bruges til tydeligt at afgrænse og fastslå de forbrydelser, som blev begået mod almindelige mennesker? Jeg mener, at tribunalet er et følsomt emne.
Ingen kan spå, at der ikke bliver nogen problemer. En stor krig er selvfølgelig en umulighed, men hvad med små angreb og tilfældige uroligheder? Da situationen med fred og sikkerhed i Cambodja stadig er skrøbelig – særligt i tidligere Røde Khmer-områder, er der stadig ukendte usikkerheder, og ingen kan forudse, hvordan de vil udvikle sig. Nogle af de folk, som lever i mit lokalområde, er holdt op med at bygge på deres huse i denne sæson, fordi de er bange for, at situationen kan udvikle sig til at være den samme som før.
En anden ting er, at mange mennesker har været involveret i spørgsmålet om Demokratisk Kampuchea. Næsten ingen person eller intet land kan hævde, at de ikke har nogen forbindelse til emnet. Derfor er fænomenet, som vi i daglig tale kalder 'som rejesuppe' – hvilket betyder en kompliceret situation, som forbinder mange mennesker – svært at undgå. Hvor meget kan vi kontrollere situationen, hvis problemerne fortsætter med at vokse, og deres udbredelse bliver større og større. Vi har tidligere oplevet sådanne situationer i vores nylige historie.
Når foranstaltninger, som vi sætter i værk eller fremelsker, vokser sig større, kan vi miste grebet om dem, og de kan begynde at have indflydelse på vores handlinger. Så er det foranstaltningerne, der kontrollerer os. En anden bekymring er, at hvis vi kun tænker på Røde Khmer-tribunalet, vil vi automatisk være mindre opmærksomme på at tage os af andre presserende problemer, som nationen står overfor.
Den nuværende situation, som vores land står overfor, indeholder mange komplicerede problemer og forbundne konflikter. Derfor kan muligheden for socialt kaos ikke afvises. Alle disse problemer påvirker tydeligt vores tilværelse.
I en så ustabil situation, kan det ikke undgås, at nogle folk vil forsøge at forplumre vandene for at kunne fange fisk. Hvis der ikke er social sikkerhed, vil der ikke være politisk stabilitet. Det er politisk ustabilitet, som vi er så bange for, fordi det er svært for os at slippe af med den, og den er en forhindring for udvikling.
Så alt i vores land er for tiden skrøbeligt og ungt. Derfor er det let at miste eller ændre den spirende proces for fred, national forsoning og helelse af samfundets sår.
Vi cambodjanerne har pligt til at passe og tage os af disse unge spirer. Vi må gøre, hvad vi kan. Vi må tillade og hjælpe regeringen med at udfylde dens politiske dagsorden. Vi har ikke nogen alternativer. Dette koncept kan forklares med ordsproget 'vi må være tilfredse med den ene ting, vi allerede har, i stedet for to ting, vi måske vil få i fremtiden'.
Vi må forsones og styrke solidariteten blandt os, i ét hus, under ét tag. Dette var meningen og formålet med vores reintegration i samfundet og i regeringen, som fandt sted i august 1996, og med Den Nationale Demokratiske Samlingsbevægelse, som blev ledet af Ieng Sary. Kongeriget Cambodja er hjemsted og beskyttelse for os alle. Regeringen er vores beskytter og den, som er ansvarlig.
Alle cambodjanere uanset klasse eller position bør stå sammen i broderskab. Derfor skal vi hjælpe, passe på og påskønne hinanden, som om vi var én familie. Fejltagelser og mangler angår os alle.
Vi bør ikke kun se fejltagelser. Vi bør hjælpe, opfordre og være stolte af vores cambodjanske folk. Vi er hverken bedre eller værre end andre nationaliteter. Vi bør være stolte af at være født som khmerer. Vi khmerer har en storslået civilisation og kultur. Få nationer kan sammenlignes med khmer-nationen.
Min konklusion – og min anmodning – er: For det første: De, som er ansvarlige for Demokratisk Kampuchea, og som allerede er under arrest, bør stå til ansvar for regeringen og retten.
For det andet: De andre ledere, som allerede er integreret i samfundet, bør forblive i deres nuværende situationer, fordi de selv, deres familier og venner er tilfredse med det, og ingen påvirker andre.
Men, hvis nogen cambodjaner, som mistede sine familiemedlemmer under Demokratisk Kampuchea, har brug for retfærdighed og sandhed, kan de klage til den nationale ret, og retten kan udføre sine pligter. Vi må afslutte det hele inden for en begrænset periode.
Vi kan ikke forlænge dette, for vi har mange udfordringer foran os. Vi bør mobilisere alle vores ressourcer for at behandle disse presserende sager.
For det tredje: Med hensyn til Ieng Sary, præsident for Den Nationale Demokratiske Samlingsbevægelse, så bør vores nation og folk udtrykke taknemmelighed til ham, fordi han og andre kolleger som Ee Chhien og Sok Pheap var dem, som bragte fred til landet i august 1996.
Men en med en stærk politisk vilje til at etablere fred og national forsoning er ministerpræsident Hun Sen. Han iværksatte den dobbelte vinderstrategi, hvor ingen vinder og ingen taber. Han respekterer Aftalen for Fred og Forsoning med Demokratisk Kampucheas tidligere styrker under ledelse af Ieng Sary. 21 december sagde ministerpræsidenten, at "Uden Den Nationale Demokratiske Samlingsbevægelse ville der stadig være krig".
Et andet punkt er, at da han sad i ledelsen af Demokratisk Kampuchea, deltog Ieng Sary ikke i de vigtige beslutninger såsom evakueringen af byerne og administrationen af lokalsamfundene og så videre.
Det skyldtes, at han på det tidspunkt var ude af landet. Derudover hjalp han med at redde nogle intellektuelle såsom Keat Chhon, Chuon Praseth, Chan Youran, Long Norin, In Sopheap, Mak Ben, Ok Sakun and Pech Bunreth og så videre.
Mine sidste ord til dette åbne forum er "tilgiv og glem fortiden".
