Forklar inden I dør
Nedenstående er et åbent brev skrevet af den cambodjanske journalist Bou Sarouen i forbindelse med 25-årsdagen for De Røde Khmerers magtovertagelse. Brevet er rettet til De Røde Khmerer tidligere udenrigsminister Ieng Sary, præsident Khieu Samphan og ledende partiideolog Nuon Chea. Det blev trykt i Phnom Penh Post 14. april 2000:
Kære Nuon Chea, Khieu Samphan og Ieng Sary: De folk, som blev gjort fortræd under jeres regeringstid mellem 1975 og 1979, har brug for at vide, hvorfor I opførte jer, som I gjorde under jeres tid ved magten.
Deres vrede vil kun formindskes, hvis I ærligt afslører Demokratisk Kampucheas mysterier.
Jeg var 11 år gammel, da I kom til magten, og jeg husker stadig dagen tydeligt. Min bedstemor havde taget mig med til Phnom Penh som en udflugt under det cambodjanske Nytår. Jeg havde ønsket mig at se Cambodjas hovedstad på trods af, at mine forældre havde fortalt mig, at der var krig i området.
Men da vi ankom, fandt vi ud af, at kamphandlingerne var værre end forventet. Mine bedsteforældre samlede mad og medicin sammen og pakkede noget tøj i en taske, i tilfælde af at vi var nødt til at flygte med kort varsel.
Det varede ikke længe, før jeg gerne ville tilbage til min landsby, men vi kunne ikke rejse. Min bedstefar gravede en bunker ud bag huset, og vi gemte os i den om morgenen den 17. april.
Senere fik jeg lov til at se de unge Røde Khmer-soldater gå ind i byen. De bar B-40 raketstyr og AK-47'ere. Folk hængte hvide flag i deres vinduer, og selv en helikopter, som fløj hen over byen, havde et hvidt flag.
Min ferie endte 18. april. Alle i byen blev tvunget til at forlade den. Da vi gik ud af Phnom Penh, kunne jeg lugte de døde kroppe og forbrændt kød. På et tidspunkt i maj ankom jeg til min hjemlandsby og gik tilbage til skolen, men fagene havde ændret sig. Der blev nu undervist i politiske tanker.
Jeg husker min lærer snappe et par øreringe fra min tante, som var i samme klasse som mig, og smide dem ud af vinduet, mens han sagde: "Vores Angkar hader kapitalisme".
Jeg blev ikke i skolen længe. De Røde Khmerer startede en krig mod vietnameserne, så snart befandt jeg mig midt i krigen igen.
En Røde Khmer-kommandant, som ikke havde nogen ører, og som bar på en AK-47 og en pistol, kom igennem vores landsby og bad mig om at melde mig ind i hans tropper. Han sagde "Det er sjovt", så jeg gik med dem.
Få timer senere dukkede en gruppe af vietnamesiske soldater op, og en ildkamp brød ud.
Jeg var meget bange og begyndte at græde, men en Røde Khmer-soldat lukkede munden på mig og maste mit hoved ned i jorden. Jeg var heldig: De Røde Khmerer vandt slaget, og jeg kom ikke til skade.
Derefter blev kampene omkring min landsby mere intense, så De Røde Khmerer evakuerede os. Vi tog af sted til fods, og efterhånden som vi rejse gennem landet, så vi mange børn, som var døde af sygdom og sult. Der var lig over det hele – liggende på jorden, flydende rundt i vandet, og i utallige stinkende lave grave.
På et tidspunkt gik vi forbi en kanal, og mine forældre bad mig om at hente noget vand. Jeg var glad: Vandet var klart, og jeg drak af det i dybe slurke og vaskede mig selv. Netop da jeg var færdig, kiggede jeg op og så tre lig bundet på hænder og fødder flyde i vandet.
Alle forældrene forsøgte at finde mad til deres børn og undlod selv at spise, så vi kunne få maden i stedet. Vi børn skreg hele tiden på mad, fordi vi ikke indså, hvor svært det var for dem at finde noget at spise. Jeg husker at se dem græde og deres udmattelse på grund af sult. Vores forældre blev tiggere på rejsen, men de lokale afslog ofte at hjælpe dem og kaldte os Kbal Yuon Kloun Khmer (vietnamesisk hoved, khmer krop).
Efter evakueringen blev jeg skilt fra mine forældre. Jeg blev sendt til en Kong Koma (ungdomsgruppe), hvor jeg blev bundet og banket.
Hvis I ikke ved, hvad jeres regime gjorde ved Cambodjas børn, så lad mig fortæller jer det.
Jeg blev anklaget for at have stjålet en kokosnød. Jeg havde samlet den op fra jorden og var ved at give den til en ældre mand, som var syg. For dette blev jeg klædt af og bundet til en gren på en myretue i solen.
Jeg råbte om hjælp, men ingen turde hjælpe mig. De løslod mig efter solnedgang. Jeg kunne ikke spise grød, og jeg havde fået en alvorlig og smertefuld feber. Næste dag tvang de mig til at gå ud og hjælpe de voksne med at sætte ris i markerne. Jeg kunne ikke gå og fald i søvn på diget, men blev sparket ned i vandet af lederen af ungdomsgruppen. I kan forestille jer, hvordan jeg havde det. Jeg husker en tårevædet kvinde, som forsøgte at hjælpe mig, men hun var så bange.
Min kammerat blev behandlet endnu mere hårdhændet. Han blev forkrøblet permanent, efter at lederen af ungdomsgruppen lagde en gren over hans talje og lod folk hoppe på den.
Når vi var sultne, havde vi brug for mad til at fylde vores maver. Så vi var tvunget til at stjæle bananer, mangofrugter og hvad som helst, der kunne spises. Vi kendte ikke meningen af ordet 'tyv'. Vi tog bare maden for at overleve. Har I nogen anelse om, hvor sultne vi var, hr. Ieng Sary, hr. Khieu Samphan og hr. Nuon Chea? Ved I, hvordan det føles at være så sulten, at man piller ufordøjede korn ud af menneskelig afføring og spiser dem? Børnene af 1975's Cambodja ved alle, hvordan den slags hunger føles.
Hvorfor skulle vi leve på denne måde? Hvem er de øverste ledere? Hvem er den mystiske 'Angkar', som er ansvarlig for dette, spurgte vi os selv.
To sætninger, som jeg vil huske for evigt, er Touk Min Chom Nenh Dork Chenh Kor Min Kat (At beholde dig er ingen fordel, at miste dig er intet tab) og Sam At Kmang (Udrens fjenden). Efter min mening brugte De Røde Khmerer disse ord til at myrde folk.
Vi var børn. Troede I, at vi var fjenden – eller CIA?
Er I ansvarlige for vold og brutalitet mod børnene?
Det må være hårdt for jeres hjerter at have den viden i jeres hoveder. I må tale ud, før I dør. Hvis I dør uden at have forklaret, hvorfor I opførte jer sådan, vil der fortsat være mysterier og ingen løsning for jeres ofre. Khmerer vil stadig mistro khmerer.
Nu har vi allerede mistet to nøglepersoner – Pol Pot og Son Sen.
I må tænke på de generationer, som kommer efter jer. Jeres egne efterkommere vil fordømme jer for jeres handlinger, hvis I ikke forklarer, hvorfor I gjorde, som I gjorde.
Hr. Khieu Samphan, jeg har hørt, at De er en god mand, ikke korrupt og en intellektuel, så De må stå frem og fortælle os, hvorfor mere end en million khmerer døde.
Jeg fælder en tåre, når jeg hører udlændinge sige, at khmerer kan lide at myrde khmerer.
For nylig deltog jeg i et seminar i udlandet, og da jeg præsenterede mig selv som cambodjaner, var den første reaktion uvægerligt "åh, Pol Pot". Folk spurgte mig igen og igen om Pol Pot, og hvorfor khmerer slog deres eget folk ihjel.
Ved de åbne fora, som blev afholdt for nylig om Røde Khmer-tribunalet, var der en kalden på retfærdighed og sandhed.
I kan hjælpe disse mennesker.
Hr. Khieu Samphan og hr. Nuon Chea, I sagde "undskyld" på pressemødet, efter at I hoppede af. Det er ikke nok. Det, I gjorde mod folket, må forklares mere gennemgribende. Vi har brug for at vide, hvorfor I myrdede jeres eget folk – folk som talte det samme sprog og var en del af den samme nation.
Hr. Khieu Samphan, en af Deres tidligere studerende sagde, at De kun var et redskab for de magtfulde, og at De blev brugt, fordi De var populær blandt folket. Hvis det er tilfældet, håber jeg, at De vil fortælle os, hvem disse menesker var, og hvad de beordrede Dem til at gøre.
Jeg beder også FN om at sørge for sikkerhed ved en hvilken som helst retssag, så han kan stå selvsikkert frem for retten og svare på, hvorfor disse folk døde.
Please, please fortæl os, hvad der skete, og hvorfor så mange mennesker døde, før I går bort.
