Fortabt i en dyster fortid
Fortiden tynger i Cambodja. I De Røde Khmerers sidste hovedbastion, Anlong Veng, er sporene fra den frygtede Pol Pots diktatur stadig synlige overalt. Regeringen gør intet for at integrere byen i det omgivende samfund. Teksten er en artikel fra Politiken, 17. april 2000 og skrevet af Anette Marcher:
Pol Pot havde en fantastisk udsigt fra sin luksusvilla på toppen af Dangrek-bjerget. Omgivet af luksuriøse villaer kunne det aldrende overhoved sidde på sin balkon og se ud over den tætte jungle og rismarkerne i dalen nedenfor.
Nogle kilometer væk i horisonten kunne han skimte Anlong Veng - De Røde Khmerers sidste hovedbastion, hvor hans trofaste partisankadrer ville være i fuld sving med at leve livet efter strenge kommunistiske diktater.
Hen på eftermiddagen lige før solnedgang sad den berygtede topleder af Cambodjas frygtede partisanbevægelse ofte og hvilede sig på balkonen.
Måske brugte han disse stille stunder til at udtænke nye strategier for kampen mod de allestedsnærværende 'fjender'. Måske sad han bare og tænkte på den ideologiske diskussion, han tidligere på dagen havde haft med andre Røde Khmer-ledere i det store møderum, som optog halvdelen af villaen.
Nedenunder ville hans kone og teenagedatter være i færd med at dække bord til husfaderens aftensmåltid i den store stue med orange og grå gulvklinker. Et sted i det fjerne fortsatte hans partisaner krigen mod de forræderiske regeringstropper. Alt åndede som regel fred og revolutionær lykke i den 250 kvadratmeter store residens, hvor Pol Pot tilbragte sine sidste år. I mere end tre årtier havde den gamle nestor på bjerget ved grænsen til Thailand udøvet nærmest uindskrænket magt over sin fanatiske bevægelse. Siden 1960ernes første oprør fra primitive baser i junglen, over De Røde Khmerers rædselsregime 1975-1979, hvor anslået 1,7 millioner mennesker mistede livet, og hele vejen gennem den blodige borgerkrig i 1980erne og 1990erne havde Pol Pot ført sine kadrer til konstant kamp mod utallige 'interne fjender' og 'eksterne aggressorer'.
Uindskrænket magt
Trods udbredt undertrykkelse var han respekteret og beundret blandt folk i Anlong Veng. Og frygtet. Få kunne eller turde sige Pol Pot imod.
Først i sommeren 1997 gik det galt. I et anfald af paranoia beordrede Pol Pot sin forsvarsminister gennem mange år, Son Sen, og hele dennes familie likvideret. Andre medlemmer af bevægelsens topledelse blev sat i husarrest.
Men taktikken gav bagslag. De Røde Khmerers militære chef, den frygtede Ta Mok, slog igen. Uden nåde detroniserede han sin gamle læremester og tog selv magten. Et år senere døde en træt og sygdomsramt Pol Pot i en lille træhytte, hvor han var sat i husarrest.
Det blev for alvor begyndelsen til enden på en af verdens mest berygtede og brutale partisanbevægelser. Et par uger forinden var hele Anlong Veng - en by med dengang godt 14.000 indbyggere - gået over til regeringsstyrkerne. De var grundigt trætte af krig og kommunistisk undertrykkelse.
Et halvt år senere var De Røde Khmerer reduceret til Ta Mok og en håndfuld af hans personlige livvagter, som holdt til i bjergene omkring Anlong Veng. De blev arresteret i marts i fjor.
I dag er Anlong Veng en integreret del af Cambodja. I hvert fald formelt set. For arven efter mange år som uindtagelig Røde Khmer-bastion forsvinder ikke bare af sig selv. Sporene efter Pol Pot og Ta Mok er stadig synlige - både i bybilledet og i folks hoveder. Analytikere i Cambodja påpeger, at alt for mange tidligere Røde Khmer-baser er blevet svigtet og overladt til sig selv efter den obligatoriske, officielle integrationsceremoni.
Den uvante handel
I Anlong Veng er indbyggerne først lige ved at vænne sig til, at de nu må købe ind og handle, som de har lyst til. Under det benhårde kommunistiske styre blev markeder og handel anset for at være korrumperende kapitalistiske onder. Men det sidste halve år er et lille marked vokset frem langs den støvede, røde hovedgade midt i byen.
I en halv snes små træskure sidder småhandlende nu bag stabler af plasticspande og -baljer i alle farver, rækker af flasker med madolie og nudelpakker, cigaretkartoner, gummisandaler og malede porcelænskopper. Under lofterne hænger aluminiumsgryder og -potter i beskyttende plasticposer, og i bagbutikkerne står tunge sække med ris.
»Før i tiden var folk nødt til at snige sig til Thailand eller (den regeringskontrollerede by) Siem Reap, hvis de havde brug for sådan noget som en lille gryde. Derefter måtte de smugle den tilbage til deres hus. Nu kan de bare komme her og købe ind«, bemærker en kvindelig butiksejer.
Men Anlong Vengs spirende marked er ikke et udtryk for, at byens indbyggere alle har fundet sig til rette med den nyligt introducerede markedsøkonomi. Størstedelen af butikkerne ejes af tilrejsende lykkejægere, som aldrig har været Røde Khmerer. Kun et par lokale beboere har haft mod til at slå sig på handelen.
Til gengæld er flere og flere begyndt at fiske i den store sø midt i byen. For nogle år siden var området kun oversvømmet i regntiden, men for at byen kunne have adgang til vand året rundt, besluttede Ta Mok at bygge en dæmning og skabe en kunstig sø.
Desværre druknede vandet alle de høje, slanke træer, der tidligere havde kastet skygge over området. Som et plaster på det visuelle sår satte Ta Mok en masse fisk ud i søen i stedet - og indførte så dødsstraf for at fiske uden tilladelse.
Nu trækker fiskere ubekymret store fede maller og mudderfisk op af søen.
Men hundredvis af nøgne, døde træer står stadig som et vidnesbyrd om Ta Moks evner for miljøplanlægning. Især ved daggry, når morgendisen omklamrer de krogede, grå stammer, damper stedet uhyggeligt, som var det af spøgelseshistorier og underjordisk hekseri.
Det lod dog ikke til at genere Ta Mok, der i øvrigt fik tilnavnet 'Slagteren' på grund af sin berygtede brutalitet. Han besluttede sig for at bygge sin to-etages residens på søbredden med udsigt over trækirkegården.
Huset med de smukke vægmalerier af cambodjanske oldtidstempler står endnu. Møbler og indbo fra den nu ubeboede villa er dog på mystisk vis forsvundet. Et par af blomsterkasserne lavet af gamle missilhylstre er endt nede foran militærhovedkvarteret. Men Ta Moks tre badeværelser med de vestlige porcelænstoiletter har ingen rørt.
Pol Pots pragtvilla oppe på Dangrek-bjerget mødte en anderledes krank skæbne. Huset blev bombet sønder og sammen af fremrykkende regeringssoldater for halvandet år siden og derefter plyndret for alt af værdi. Selv den gamle kommunistiske topleders toiletsæde er væk.
På trods af det enorme turistpotentiale i Pol Pots gamle residens har myndighederne i Anlong Veng ingen intentioner om at rydde op i ruinerne. De har mere travlt med andre ting, såsom at holde den gamle skole, som blev startet af Ta Mok, kørende nede i byen.
Den firkantede, hvidmalede bygning i tre etager blev oprindelig bygget som et hotel. Men der kom ikke så mange gæster til Anlong Veng, så i stedet rykkede 1.200 skoleelever ind. I år er første sæson, hvor børnene ikke har militære pligter efter skoletid.
Tidligere blev elever under ti år sat til at samle bambuspinde og spidse dem til, mens deres ældre skolekammerater bar dem ud til fronten, hvor soldaterne kæmpede med alt for få og primitive våben.
Isoleret
Skolens 17 lærere blev alle uddannet under Røde Khmer-regimet, og indtil for halvandet år siden lærte de eleverne slogans som, at »kød, der lugter dårligt, og fjender iblandt os skal udryddes for enhver pris«.
Børnene fik også at vide, at for at blive en god leder måtte man studere taktik i lynangreb.
I dag består skoleskemaet af mere ufarlige fag som geografi, matematik og samfundsfag. Men udover et par pædagogikkurser har Anlong Vengs skolekontor ikke fået megen hjælp til at tilpasse sig de nye samfundsforhold. 65-70 procent af områdets indbyggere er analfabeter, og ingen af skolelærerne får løn. Skolechef Phong Kim Chhan ved ikke engang, hvor meget en normal lærerløn bør være.
»Vi kommer fra en mørk periode inden for uddannelse. Men vi får ingen penge fra regeringen, og lærere fra andre dele af landet vil ikke flytte til Anlong Veng, fordi det ligger så afsides og har mange problemer med malaria«, siger Chhan.
Faktisk har Anlong Veng meget få kontakter til det officielle Cambodja.
Byen hørte tidligere til den relativt velstående provins Siem Reap, som stadig tjener store penge på turistattraktionerne ved Angkor Wat-templerne.
Men da provinsen sidste år blev delt, kom Anlong Veng til at høre under den fattige provins Oddar Meanchey, som selv har problemer med at få administrationen til at fungere.
Det var ikke populært i Anlong Veng.
»Vores udvikling går helt klart langsommere nu. Vi er fattige folk i et nyt distrikt, som blev overført fra en velfungerende provins til en fattig, ny provins«, siger vicedistriktschef Pe Saroeun.
Han får kun sjældent besøg af sine overordnede i den nye provinshovedstad, Samrong. Turen dertil kan tage op til to dage, alt efter vind og vejr og vejforhold.
Den forkerte vej
Den cambodjanske regering har besluttet at reparere og udvide det smalle hjulspor, som udgør hovedvejen sydover mellem Anlong Veng og Siem Reap.
Arbejdet går langsomt på grund af landminer, men når vejen er færdig, kan man køre fra Anlong Veng til den nærmeste landsby, Sre Noi, på to til tre timer.
På den anden side er vejen vestpå til Samrong stadig et mudret, minebefængt søle.
Og den slags fremmer ikke integrationen, siger flere eksperter. Således påpegede Ok Serei Sopheak fra det Cambodjanske Center for Konfliktløsning for nylig, at løbende kontakt til relevante myndigheder er helt altafgørende for de tidligere partisanbaser.
»Det er vigtigt, at de tidligere Røde Khmer-folk er overbevist om, at regeringen bekymrer sig om dem«, skrev Sopheak i en rapport.
I Anlong Veng er mange slet ikke sikre på, at nogen bekymrer sig om dem overhovedet.
Så de forsøger på egen hånd at ryste fortiden af sig - en fortid som indtil for halvandet år siden bestod af krig, terror og et mangeårigt obligatorisk had til alle fremmede fjender.
