USA’s hærgen 1970-75
Den følgende artikel fra Phnom Penh Post, 14. april 2000 er skrevet af Hurley Scroggins og kaster nyt lys over de amerikanske bombardementers konsekvenser for den cambodjjanske befolkning forud for De Røde Khmerers magtovertagelse i 1975:
Flere detaljer om omfanget og karakteren af de amerikanske bombninger af Cambodja i 70’erne er blevet afsløret som følge af fund af computerbånd fra de fly, der var involveret i angrebene, som er optaget under flyvningerne.
Båndene viser, at der blev foretaget 43.415 bombeangreb af Cambodja, og der blev kastet mere end 2. mio. tons bomber og andet skyts, deriblandt landminer, eksperimentelle våben og missiler.
Disse dokumenter omfatter ikke B-52-angrebene af Cambodja, der var grundstøtten af luftangrebet. Detaljeret dokumentation af B-52-angrebene er ikke blevet frigivet.
De Forenede Stater har aldrig erklæret Cambodja krig og fik ikke Kongressens godkendelse til at angribe landet. Ifølge William Shawcross’ bog Sideshow blev flyvere beordret til at forfalske skrevne dokumenter for at skjule deres intensive bombardement af et neutralt land.
Den amerikanske præsident, Richard Nixon, og udenrigsminister Henry Kissinger godkendte og opmuntrede til denne politik, og iværksatte også angreb på nordvietnamesiske tropper, der benyttede den Cambodjanske grænse om deres base. Man fortsatte så med det for at understøtte Lon Nol-regimet mod De Røde Khmerer.
Cambodja blev en ”ildåbningszone”, hvor hele landet, bortset fra Phnom Penh kunne angribes efter indskydelse. Men kampagnen betragtes som at have givet bagslag.
Røde Khmer-ekspert, Craig Etcheson, sagde, at selv om bombningerne ødelagde de kommunistiske styrker, hvervede den også for dem.
”Den amerikanske luftstyrke tilføjede bitre tab på revolutionstropperne, især under offensiven under tørtiden i 1973,” sagde han.
”Men samtidig radikaliserede den en i ifølge sagens natur konservativ og apolitisk bondestand og gav revolutionstropperne mulighed for mere end at kompensere for deres tab af mandskab på slagmarken ved at rekruttere vrede landsbyboere.
”Det var ingen sag for De Røde Khmerer at hævde, at Lon Nol-regimet kun var en marionet for onde udenlandske kræfter, der var opsat på at ødelægge landbrugslivet.”
Steve Heder, docent ved School of African and Oriental Studies i London er knap så overbevist om bombningernes effekt på rekrutteringen.
I stedet anfører han, at den daværende fyrst Sihanouks opfordring til folket om at søge ud i junglen og kæmpe sammen med De Røde Khmerer var meget mere betydningsfuldt.
Den amerikanske bombekampagne i Indokina var det første eksempel på en datastyret krig.
Om bord på alle fly registrerede en computer, hvad der blev kastet og hvornår. Computerne registrerede alle de skud, der blev affyret, og hver en bombe, der blev kastet.
Computerbåndene, der angiver omfanget af angrebene, er i de senere år blevet opdaget via efterforskning omkring personer, der er meldt savnet i kamp, der søger mere præcise informationer om, hvor fly kan have været styrtet. Ifølge den amerikanske lov om aktindsigt blev computerbåndene om helikoptere og fly frigivet til efterforskerne. Dog ikke om B-52’ere. Informationerne om B-52-angrebene er endnu ikke blevet frigivet.
Selv om efterforskerne blev overdraget båndene, fik de dog ingen assistance i at finde en egnet computer til at køre dem på eller at afkode informationerne.
De forsøgte at kontakte computerens designer, men han var afgået ved døden to måneder inden, de fandt hans adresse. Enken ymtede dog noget om, at den ”store” maskine, som nu stod i garagen, og som hendes mand havde tøvet med at smide ud, måske var den, de søgte.
Da computeren nu var i deres besiddelse, søgte de verden rundt efter en tidligere programmør i det amerikanske militær, der kunne betjene den. Efter at have søgt i Thailand og på Filippinerne fandt man ved et tilfælde en egnet person to etager over deres kontor, og han tilbød gratis sin tjeneste.
Nu, hvor informationerne er blevet dechifreret, er de blevet fordelt til forskellige organisationer, der kunne have praktisk nytte af dem, som eksempelvis CMAC (Cambodian Mine Action Center), der videregav detaljerne til denne avis.
Et udvalg af ammunition blev anvendt over Cambodja med amerikanske fly, og andet artilleri fulgte i 1970-75: det omfatter ikke B-52-tæppebombeangreb. Mængden måles i tons, hvad angår bomber, i andre tilfælde i skud. Af pladshensyn er anvendelse under 2000 tons eller 2000 skud ikke medtaget. Oplysningerne er leveret CMAC:
105 HE Howitzer, 25.278; 105 WP Howitzer, 20.828; 12.7 mm ammo, 6.559; 20 mm ammo; 60.308; 40 mm Misch Metal, 444.617; 40 mm ammo, 107.202; 7.62 CAL ammo, 239.868; BLU1B firebomb, 4.792; BLU27 firebomb 750, 20.270; BLU32b firebomb, 25.784; CBU24 AN-PR/MT, 8.254; CBU25 AN-PR/MT, 19.298;CBU46 Anti-personel, 5.567; CBU Anti PR Mine; 4.205; CBU52 Anti-material, 6.487; CBU58 Anti-personel, 2.540; EX02 New Weapon, 32.000; LAU3 Rocket Launcher, 26.214; LAU59 Rocket Launcher, 12.867; LAU68 Rocket Launcher, 13.055; M117 BP Bomb (750) LD, 374.797; Mk-20 Anti-tank MTL, 31.665; MK-36 GP Bomb, 2.773; MK-81 GP Bomb (250), 34.204; MK-82 GP Bomb, 22.413; MK-82 GP Bomb (750), 850.929; MK-82 HDGP, 50.710; MK-83 GP Bomb, 11.450.
(Se kort der viser USA's bombardement af Cambodja).
Tekst 7 | Oversigten over kildetekster | Tekst 9
