Tekst 13: Thorvald Friis: Erindringer og fortællinger, 1898
Danske Thorvald Friis udvandrede til USA som 18-årig i 1889. Hans bror var på dette tidspunkt allerede bosat i landet. I følgende uddrag erindrer Friis sin rejse og sit møde med broren, Ulrik, der af amerikanerne kaldes Oli. Erindringerne er nedskrevet i 1898 – året efter, at Friis var hjemvendt til Danmark.
Teksten stammer fra Thorvald Friis: Erindringer og fortællinger. Om nybyggertiden i Amerika 1889-1897, udgivet 1985, side 39-42.
Efter en tid gik det nedad. Kovalski pegede ud og sagde: ”Der bor Oli”. Jeg så en stor dal for mig og under mig, månelyset var ikke stærkt nok til at man kunne se tydeligt, og desuden lå der en dis ud over dalen. Jeg så store højder rage op på den anden side af dalen, ellers gik det hele i et for mit Øje. ”Her begynder Oli’s land”, sagde Kovalski, ”og der kan du se huset.” Jeg stirrede og stirrede, men så intet uden denne disede luft og nogle mørke punkter hist og her.
Jeg ved ikke, om nogen kan tænke sig, hvilken stemning jeg var i. Det lader sig ikke beskrive, men prøv selv at sætte dig ind i mine tanker i min hele stilling, her stod jeg endelig ved min rejses mål, ved min broders hjem. Jeg vidste at moders, og mine søskendes tanker havde fulgt mig fra dag til dag, de ventede med spænding at høre om den stund, hvor jeg traf ham, og nu stod jeg ikke 1000 skridt fra hans bolig, herude i det vildeste vest. Hver en smule står så tydeligt indprentet i min erindring og går næppe nogensinde deraf.
Snart stod vi uden for en lille hytte, for en hytte var det unægtelig. Døren stod åben. Uden for døren under et halvtag hang en masse hjorteskind. Kovalski gik først ind og råbte: ”Hallo, her kommer jeg med en broder til dig.” Jeg dukkede hovedet og trådte ind og hilste: ”God aften Ulrik”. Jeg hørte at han rodede rundt efter svovlstikker, strøg en og betragtede mig, det første han sagde var ”Men, herregud, hvordan er du da fundet herud, som du da er blevet lang”. Og så var vi jo snart i en livlig samtale. Selvfølgelig skulle vi have noget at spise, han havde nu ikke ret meget beklagede han: ”Men hvad huset formår, sætter vi på bordet.” Han fik snart ild op og en stor sort jenpotte sat over, det var bønner, sagde han. Bønner og hjortekød, og hjortekød og bønner det stod den på uge efter uge. Thevand uden sukker og sort kaffe, det var retterne, jeg nu gjorde bekendtskab med. Da bønnerne var såpas varme, de kunne dampe, satte han potten midt på bordet. Det stod lige ved vinduet, og der var plads til tre personer, en ved hver side. Bordet flød af alt muligt, af husgeråd og madrester, stoppenåle og sysager imellem hinanden. Han skrabte en plads midt på bordet og lagde der noget tørret hjortekød, som vi fik gnave istedet for brød.
Melet var sluppet op, klagede han, det sidste havde en af hans heste ædt for en lille tid siden. Den havde lige stukket hovedet ind ad døren, der næsten altid stod åben, og der lige indenfor stod melet – farvel mel. Nå, vi satte os jo så til at stage efter disse bønner, og de gled helt brilliant. Vi skyllede dem ned med noget thevand serveret i blikkopper der just ikke så særlige probre ud. Jeg opdagede lige med det samme, at det huslige vist ikke var en af min kære broders stærke sider, og jeg tænkte ved mig selv, om jeg ikke kunne få det noget bedre.
Klokken var blevet omkring 2, og vi måtte til ro. Jeg betroede nu Ulrik, at jeg havde kammeratskab med fra Danmark, en ordentlig dynge fede danske lus, det lod ikke til at anfægte ham meget, ”Ah pyt, nu sover vi sammen i nat, og så koger vi tæpperne og skjorterne i morgen”. Det fandt jeg meget naturligt og kravlede i sengen, om jeg ellers må beære den med det navn. Den bestod af en dynge hjorteskind, der lå på nogle tynde lægter, som var stukket inde mellem husets tvær, og hvilede på en træstub. Ovenpå skindene var der et par uldtæpper, til hovedpude havde han en melpose med grovsfjer i. Det var en lindring at få støvlerne af og få fødderne i koldt vand, og snart strakte jeg mig på hans leje, og brød mig til skam om lus og overståede strabadser. Næste morgen, da vi vågnede, bemærkede Ulrik, at jeg vist havde mange lus med mig, han havde følt en livlig indvandring. Kovalski sov på gulvet, på nogle udbredte hjorteskind med et tæppe over sig. Vi skiftede nu al vor tøj, og jeg blev vasket over hele kroppen. Jeg fik så noget af min broders tøj på, nogle sære brokker af alle slags, og vi fik da bugt med lusene efter en lille tid.
Såvidt jeg husker, var jeg ene hjemme den første dag. Ulrik tog ud for at finde sine heste. Jeg var med et stykke vej, og så nogle hjorte, men gik så tilbage til hytten, hvor jeg gav mig i lag med at rydde op, havd der i sandhed trængtes til. Jeg lavede hylder af småbrædder og placerede de forskellige småting derpå, der kom ret til at se pynteligt ud i hytten. Jeg morede mig over Ulrik, da han kom hjem og ind i hytten. Han så sig om og sagde så, at det kunne han også have gjort, om han havde tænkt over det. Ulrik var glad over at kunne skubbe husholdningen noget over på mig, og jeg tog jo fat efter bedste evne.
Her var ikke meget at slå til side med. Det vigtigste var at få bagt noget tåleligt brød. Han havde fået fat i noget mel, han havde haft tilgode hos en tysker. Der var ellers kun få fødevarer i huset. Han havde haft rigeligt fra efteråret, men da der var knaphed over det hele, havde beboerne lånt hos dem der havde mest. Forbindelserne med jernbanen var jo meget vanskelige, så de få købmænd havde udsolgt og fik ingen frisk forsyning, så længe vejene var næsten ufarbare.
Den første gang jeg prøvede at bage brød, var en af de første dage jeg var der, det var lige før påske. Min broder var ikke hjemme, og jeg var ikke helt klar over hvad der skulle bruges dertil, så jeg tog noget af alle slags. Men det hele blev en tung uspiselig masse, som jeg straks i min fortvivlelse gik ud og begravede. Jeg ville dog ikke, at Ulrik skulle få alt for ringe tanker om min færdighed til at bage. Påskemorgen blev vi enige om, at gå på jagt for om muligt at få noget spiseligt. Vi var så heldige at få en hjort, som vi skar det bedste af, den var nu radmager ovenpå den strenge vinter, men vi var glade for det, og begav os på vej hjem. Da vi kom til hytten, sad Kovalski og beklagede sig over, at hans proviant var ved at slippe op, så han fik en stump af hjortekødet.
Jo længere der gik, jo værre blev det med fødevarerne, og stadig kom der ingen frisk forsyning. Ulrik og jeg havde fuldstændig spist op, vi havde kun lidt bønner og lidt sukker tilbage. Kødet var også slut, og hjortene var gået tilbage til bjergene, der var intet at opdrive. Vi havde bud hos flere, der havde lånt i vinterens løb, men de var i lige så stor forlegenhed som vi, og hekse kunne de desværre ikke. Vi blev så matte og utidige, at vi ikke kunne bestille noget. Vor nærmeste nabo F. Deland skyldte min broder 50 pund mel, noget kaffe og fedt. Han sadlede sin hest og lovede at skaffe proviant i løbet af nogle dage. Han ville lade sig ro over Kolumbia af indianerne og så blive ved, til han fik fat i fødevarer. Ulykken var, at hans hest var så radmager, at der ikke var ravns bid på den, så han kunne ikke færdes ret rask. Imidlertid gik vi og ventede og sultede efter noder, og nu kom den fortræd til, at vores ammunition slap op, så vi kunne intet skyde. Vi blev så led ved disse tørre bønner, at vi næsten ikke gad se til dem, de bekom mig så ilde, nu da jeg ikke fik andet. Vi ventede med længsel efter Deland, der stadig udeblev.
Ulrik kom i tanke om, at der noget fra os boede en mand, der hed ”Store Nik”, eller rettere kaldtes sådan. Vi havde nemlig også en ”Lille Nik”. Denne Store Nik var rejst ud, da han ikke havde mere at leve af, men nu kom Ulrik i tanker om, at det skulle da være sært, om han havde spist op hver smule der fandtes i huset. Det måtte undersøges, så vi begav os straks afsted og kom til huset, som både var lukket og stænget, men vi tog meget venskabeligt og brød døren op og kom ind. Hytten blev gennemrodet. Vi fandt en stump flad brød, der måske kunne veje et lille ½ pund, men det var velkommen. Vi delte det broderligt, og mere fik vi ikke den aften. Hvor længe denne sultekur stod på, mindes jeg ikke bestemt, men en nat hørte vi et brøl uden for døren. Det var Deland med provianten. Hvor han havde fået fat på det husker jeg ikke, men en drøj tur havde han haft. Nu kom han med mel, kaffe, fedt og sirup. Min broder stod straks op og rørte pandekager sammen og lavede kaffe. Han ville, at jeg skulle blive i sengen, nu skulle jeg ret blive forsynet. Vi spiste så pandekager og drak sort kaffe dertil. Vi vågnede ikke sultne op den følgende morgen, og fra den tid var vi aldrig i forlegenhed mere for fødevarer. Nu strømmede det ind med, hvad han havde til gode. Vi fik blandt andet også en skinke, så nu svælgede vi i mad, men lige kede af at lave det til var vi nu.
