Tekst 22: Truman-komiteens borgerretsbetænkning, 1947
Harry S. Truman (1884-1972) var amerikansk præsident fra 1945 til 1953. Hans regering nedsatte en komite til undersøgelse af borgerretsspørgsmålet. I komiteens betænkning To Secure These Rights fra oktober 1947 understreges især betydningen af undervisning, boligpolitik og beskæftigelse. Det følgende er et uddrag af denne betænkning. I 1949 fremsatte Truman et større velfærdsprogram, der bl.a. indeholdt forsalg om borgerretslove, men denne del blev ikke vedtaget.
Fra: Erik Arne Hansen: Negeren i USA – raceproblemet før og nu, Gyldendal 1976, s. 76-79.
(…) Det er naturligvis navnlig i Syden, at man har svigtet med hensyn til at give negrene lige uddannelsesmuligheder. Syden er en af nationens fattige regioner og har i bedste fald kun begrænsede midler til rådighed, når det drejer sig om penge til undervisning. De 17 sydstater plus District of Columbia repræsenterer 34,5 % af landets befolkning, men 39,4 % af dets skolesøgende børn. Syden har imidlertid på den anden side kun en femtedel af landets skatteevne. Faktisk erlægger Syden en større procentdel af sin indkomst på undervisning end de mere velhavende stater i andre dele af landet. Mississippi har det laveste udlæg pr. barn, men er nr. 9 stat i henseende til procent af indkomst ofret på undervisning. En undersøgelse for nylig viste, at Mississippi brugte 3,41 % af sin indtægt på undervisning, mens New York kun brugte 2,61 %. Dette betød imidlertid, at der blev brugt 400 dollars pr. klasseværelse i Mississippi mod 4.100 dollars i New York. Både negerbørn og hvide børn lider under denne fundamentalt svigtende evne hos Syden til at kunne klare et undervisningsudbud svarende til det, der præsteres i andre dele af landet.
Men det er Sydens raceadskilte skolesystem, som især og mest direkte virker diskriminerende imod negeren. Denne adskilthed findes i dag i 17 stater og i D.C. Selv om Syden var nok så tynget af fattigdom ved borgerkrigens ophør, valgte det dog at etablere to skolesystemer, et for hvide og et for sorte. Hvad angår undervisning og i øvrigt andre offentlige tjenester, tror komiteen ikke, at regelen om ”adskilt, men lige” er blevet fulgt i praksis. Der er en umiskendelig forskel på de uddannelsesfaciliteter, som ydes hvide børn og negerbørn i adskilte skoler. Hvilket kriterium man end vælger at bruge – udgift pr. elev, lærerlønninger, antal elever pr. lærer, transport af skoleelever, skolebygninger og skoleudstyr, antal skoledage pr. år, antal skolefag – viser det sig, at negereleverne altid er forfordelt. De muligheder, som negrene har i Syden for højere uddannelse – og især videregående uddannelse efter college frem til en embedseksamen – er stærkt begrænsede.
Der foreligger statistik, som kan understøtte ovenstående konklusioner. Tal tilvejebragt af USA’s undervisningsbureau for skoleåret 1933-34 viser, at antallet af skoledage i områder med adskilte skoler var 173,5 dage for hvide og 164 dage for sorte. Antallet af elever pr. lærer var 28 for hvide, 34 for negre. Den gennemsnitlige årsløn for negerlærere var lavere, end den var for hvide lærere i de 15 ud af 18 områder.
Derpå viser betænkningen, at der er sket fremskridt med hensyn til disse tal inden for det seneste årti (1937-1947); men den understreger:
Til trods for den forbedring, som utvivlsomt er ved at finde sted, er komiteen overbevist om, at kløften mellem hvide og sorte skoler aldrig helt kan overvindes ved statens egne midler alene. Omkostningerne ved at opretholde ”adskilte”, men virkelig ”lige” skolesystemer synes absolut uoverkommelige for mange af Sydens stater. Det synes sandsynligt, at den eneste udvej, om et sådant mål skal nås, må være økonomisk bistand fra forbundsregeringen. En udbygning af systemet med hjælp fra Unionen til undervisning – noget, vi har i forbindelse med land-grant colleges1 og erhvervs- og handelsgymnasier – synes at være både nært forestående og ønskelig. Om hjælp til selvhjælp fra Unionen kan bruges til at opretholde adskilte skolesystemer, er et spørgsmål, som nationen snart må tage stilling til.
I Norden eksisterer der ikke formelt adskillelse i undervisningen, og i nogle stater er der direkte forbud ved lov om adskillelse. Ikke desto mindre har boligmæssige restriktioner i mange nordlige byer haft diskriminerende virkninger på negerbørns skolegang. I Chicago, f.eks. (...)
Dernæst omtaler komiteen boligmarkedet, ejendomsmæglerpraksis og specielt problemet om restriktive servitutter, og så følger dette centrale punkt:
Vi mener ikke, at forbundsmidler, tilvejebragt af skatteborgere ud over hele nationen, må bruges til at støtte eller fastholde raceadskillelsesmønstre inden for undervisning, offentligt boligbyggeri, offentligt sundheds- og hospitalsvæsen eller andre offentlige tjenester og faciliteter i almindelighed. Vi erkender, at disse tjenester er uundværlige for den enkelte i det moderne samfund og for yderligere socialt fremskridt. Det ville være beklageligt, om hjælp fra Unionen, givet på betingelse af ikke-raceadskilthed, skulle blive forkastet af de dele af Unionen, som mest trænger til en sådan hjælp. Komiteen mener, at der bør gives et rimeligt stykke tid til, at en sådan politik kan blive ført ud i praksis. Men den er overbevist om, at adskilthed er forkert både af moralske og rent praktiske grunde, og at adskilthed ikke bør understøttes finansielt af befolkningen som helhed.
Et mindretal inden for komiteen mener, at man som endeligt mål bør acceptere elimineringen af adskilthed, men er modstander af princippet om sanktioner fra Unionen [angsten for unionskontrol med undervisningen osv.].
---
1 Unions- og statsstøttede colleges, som lægger vægt på landbrugsvidenskab, teknik og husholdning.
