Tekst 8: Ladies' Home Journal: Stanley A Case-familien, 1940
I 1940 bragte Ladies’ Home Journal den første af en lang række artikler om ’How America Lives’. Intentionen med artiklerne var hver måned at profilere en amerikansk familie og vise, hvordan familien håndterede børneopdragelse, deltog i fælles aktiviteter i det omgivende samfund, budgetterede deres indkomst og i øvrigt klarede kriser som sygdom og økonomisk tilbagegang. De udvalgte familier skulle repræsentere forskellige geografiske områder og forskellige indkomstgrupper. Det følgende uddrag er fra en artikel fra maj 1940 omhandlende familien Stanley A. Case i Dearborn, Michigan.
Uddrag fra: J.C. Furnas: Dagligt Liv i Amerika, Gjellerups Forlag, 1946, s. 37-42.
Hver Morgen Kl. ca. 7.15 kan man se en lille, spændstig Mand med krøllet Haar og uden Hat hastigt, men inderligt blive kysset til Farvel af en slank og straalende ung Kvinde foran Indgangen til Audette Avenue Nr. 21241 i Dearborn i Staten Michigan. Saa stikker han en Madkasse under Armen og gaar med hurtige Skridt henimod Dearborns Forretningskvarter. Lidt over 5 kommer han igen – denne Gang er Madkassen tom – og bliver hjerteligt modtaget af sin lille, kønne Datter paa 5 Aar og en lille, rask Søn paa 4. En lille, krøllet Hundehvalp paa 6 Maaneder bjæffer ham henrykt imøde og venter paa, at han skal lege med den.
Dagen igennem har den unge, krøllede Mand arbejdet i Cadillac Fabrikken i Detroit og hjulpet General Motors med at fremstille flere nye skinnende, næsten lydløst spinnende Cadillac’er. Hans egen Vogn er en Pontiac Sedan, der er 7 Aar gammel, og det vil efter al Sandsynlighed vare længe, før han bytter den til en nyere Model. Det nye Sæt Tøj, han købte sidste Aar, var det første nye Sæt, han havde faaet i de sidste 5 Aar, og det lille graa Hus, som han hver Dag vender hjem til, er absolut for lille til at rumme dem alle 5.
Men selvom den gamle Pontiac i høj Grad trænger til en ny Omgang Maling, klarer den sig dog stadig godt; det samme gør ogsaa Hr. og Fru Stanley A. (Absalom) Case, Beverly Jane Case og Dean Wellington Case. Den Kendsgerning, at Den amerikanske Kennelklub vilde afvise »Skippy«, der er en Mellemting mellem en irsk Terrier og en ruhaaret Foxterrier, gør ingen Forskel for dens Ejere; de holder lige meget af den alligevel. De siger selv, at det er en køn og klog lille Hvalp, som allerede 9 Uger gammel har lært selv at bede om sin Mad og hente sin Madskaal, der var næsten lige saa stor, som den selv var dengang.
Baade Edith og Stanley Case er Mestre i at »sætte Tæring efter Næring«. De gaar rundt og lægger Planer om at bygge et bedre Hus, hvis de kan rejse et Laan, saaledes at den Fjerdedel af deres Indtægter, der bruges til Husleje, kan blive et Aktiv i Stedet for bare at forsvinde. Da Edith blev spurgt om, hvilken Periode i deres Ægteskab, der havde været den bedste, hvor de rigtig havde haft en god Tid, de vilde huske Resten af deres Liv, tænkte hun sig om et Øjeblik og sagde saa med stor Overbevisning: »Det er lige nu! Vi klarer os selv. Gud være lovet har vi aldrig været nødt til at bruge saa meget som en eneste Øre af andres Penge. Vi har to dejlige Børn. Vi har det pragtfuld lige nu.« Stanley nikker samtykkende, og af det fortrolige Blik, de sender hinanden, fremgaar det klart, at der i Familien gaar man ikke rundt og sukker efter det uopnaaelige. Hvordan klarer de sig da? Det forklarer Edith med lige saa stor Sikkerhed. »Naar Stan ikke har fast Arbejde, sørger vi bare for at faa noget at spise og Huslejen betalt; og naar det gaar godt med Arbejdet igen, saa køber vi de Ting, vi mangler.«
En erfaren Husmoder lader sig dog ikke narre af denne enkle Leveregel. Som »Værktøjsinspektør«, rangerende midtvejs mellem de ufaglærte Arbejdere ved Samlebaandene og Elitehaandværkerne i Værkstederne, tjener Stanley gennemsnitligt 1.600 Dollars om Aaret. Sidste Aar var dette Tal næsten det nøjagtige Gennemsnit af, hvad alle Automobilarbejdere i USA tjente (32,48 Dollars om Ugen i Henhold til De forenede Staters Arbejderstatistik). Hver Fredag Aften afleverer han sin Lønningskuvert til Edith og faar kun et ganske lille Beløb igen. Af lang Erfaring ved de begge to, at i Reglen medgaar alle Sedlerne i Kuverten til at føde, huse og klæde Familiens 5 Medlemmer samt til at betale Forsikringer.
Edith administrerer disse Penge med stor Dygtighed. Selv om hun laver alt selv undtagen Brød, løber Maden alligevel op til 9-10 Dollars om Ugen, og for at holde det inden for dette Beløb skal hun endda regne det godt ud, men der er ikke Tale om, at hun kniber paa de vigtige Ting. Af Mælk og Smør faar de saa meget, som de vil have, men der er dog ikke noget, der staar og bliver fordærvet. »Børnene kan spise Brød til Smørret, om de vil,« siger Edith, og Virkningerne af denne Politik ser man tydeligt paa Beverly Jane og Dean Wellington Case, der er »godt i Stand« og ligefrem strutter af Sundhed. For at holde Købmandsregningen nogenlunde inden for Rimelighedens Grænser sylter og henkoger Edith selv henved 200 Glas Frugt og Grøntsager hvert Aar. En Fjerdedel heraf er Ferskner, fordi hele Familien er helt vilde efter Ferskner i forskelligt Bagværk. De har selv to Ferskentræer i Haven, og sidste Aar gav de næsten 100 Pund. Desuden har de selv Druer og Hindbær. Enten Familien Case nu lever økonomisk eller ej, faar de dog god Mad og ovenikøbet Mad, de kan lide. De er allesammen friske som Fisk og har ikke Lægeregninger til yderligere at belaste det i Forvejen stramme Budget.
Den gamle Pontiac staar dem kun i ca. 6 Dollars om Maaneden, fordi de ikke bruger den ret meget. De første Par Aar, de var gift, byttede de Vogn hvert Aar, men nu, da den kun gaar ca. 6ooo miles om Aaret, kan de bruge den saa længe, den overhovedet kan hænge sammen. Stanley kører ikke til Arbejde om Morgenen, men overlader Vognen til Edith, saa at hun kan besørge Indkøbene og køre Beverly i Skole, naar Vejret er daarligt. De er nogle Kammerater, der slaar sig sammen om at betale Benzinen og kører saa sammen til Arbejde i en af de andres Vogne. Hver eneste Morgen gaar han et Par Kilometer for at møde dem paa et Gadehjørne midt inde i Dearborn.
Lys og Brændsel beløber sig gerne til 9,50 Dollars om Maaneden. Aviser og Blade til 12,50 Dollars om Aaret. Forsikringspræmier tager et større Indhug, det er ca. 10 Dollars om Maaneden. Som Grundlaget i et Uddannelsesfond har de en Kapitalforsikring for hvert af Børnene paa 500 Dollars, 1000 Dollars for Edith og desuden en paa 320 Dollars som Tillæg til Børnenes Forsikringer og som ikke staar dem i ret meget. Endvidere er der en Sygeforsikring paa Stanley paa 9 Dollars om Aaret. Og saa Skatterne? »Bare Omsætningsskatten i Michigan, det er ikke saa lidt,« siger Edith. »Jeg tør slet ikke tænke paa, hvad det løber op til.« Hvis man saa lægger de 35 Dollars i maanedlig Husleje til, er man hurtig klar over, at det er nødvendigt for Familien Case at passe paa Skillingerne. Ikke desto mindre har de dog flere Ting – for Størstedelen betalt kontant – f.Eks. et stort elektrisk Køleskab, elektrisk Vaskemaskine (Edith vasker alting selv), Støvsuger og en gammeldags Trædesymaskine – og desuden Bil og Radio. Men det kræver en Del Behændighed og Forudseenhed lidt efter lidt at lægge Penge tilside til saadanne Nyanskaffelser – og især ikke at røre dem. Stanley overlader roligt alt den Slags til Edith, men naar det drejer sig om større Udgifter, taler de dog om det, før de træffer nogen Beslutning.
Hele den Del af Michigan, hvor de bor, er naturligvis behersket af Automobilindustrien New Bedford. Direkte eller indirekte arbejder Halvdelen af Befolkningen eller har arbejdet for General Motors, Chrysler, Ford eller en af de »uafhængige«. Alle, der boede inden for en Omkreds af 50 miles fra Cadillac Square i Detroit, aandede lettet op, da Strejken paa Chrysler Fabrikkerne i 1939 blev afblæst. De Handlende siger, at man ligefrem kunde mærke, hvordan Folks Tegnebøger aabnedes paa et Par Dage. Dearborn, hvor Familien Case bor, fordi Lejen er lav – Luften god og Skolerne udmærkede – beherskes især af Automobilnavnet »Ford«. Ude i Horisonten kan de lige se Ford Lufthavnen, Ford’s Dearborn Inn, den berømte Greenfield Village. hvor Henry Fords Rigdom og Dyrkelse af den nøjsomme Fortid har reproduceret Husene og Skikkene fra Midten af det 19. Aarhundrede. Familien Case har aldrig foretaget Udflugter til Dearborn Village. Det er ligesom med Udsigten fra Empire State Building for Folk, der bor i New York. Men om Vinteren kan de godt lide at løbe paa Skøjter paa Ford’s Pond, der ogsaa ligger lige i Nærheden.
Selv Cases Hus er ikke uden Forbindelse med Automobilindustrien. De boede tidligere i et større Hus for samme Leje, 35 Dollars, og der var endda et Værelse, hvor Børnene kunde lege. Men Værten satte Lejen op til 40 Dollars om Maaneden, da alle Funktionærerne paa General Motors efter Strejken for 5 Aar siden fik en Forhøjelse paa 5 Cents i Timen. For at undgaa, at det meste af Lønforhøjelsen ganske automatisk skulde opsluges, var Familien Case nødt til at se sig om efter noget andet. Det Hus, de har nu, lignede nærmest en Svinesti, da de flyttede ind. De tidligere Lejere havde været saa sløsede og ligeglade, at Naboerne stadig fortæller om, hvordan Barnet plejede at ligge alene hjemme hele Natten og græde, medens Faderen og Moderen var ude at solde paa Kroerne. Edith Case satte sig ganske stille ned og græd, da hun saa alt det Snavs og Roderi, de havde efterladt, men senere, da hun var kommet sig over det, smøgede hun Ærmerne op og tog fat. Nu er Huset net og ordentligt og saa rent, at det skinner – men desværre ikke større. (...)
Forældrene tænker altid først og fremmest paa, hvad der vil være bedst for Børnene, og hvis de blev flere, vilde det blive vanskeligt at byde dem de gode Kaar, de gerne vil. Og gode Kaar skal Børnene have. Stanley har længe været klar over, at det var til stor Skade for ham, at han ikke havde faaet en bedre Uddannelse. Han var Søn af en dygtig Snedker i Plymouth i Pennsylvanien. Han gik ud af
»Highschool« efter kun at have gaaet der 1 Aar, for at komme ud i det praktiske Liv. En Tid var han paa Kontoret hos en Købmand i Wilkes-Bare, derefter arbejdede han paa et Silkespinderi, hvorfra han under Krigens Højkonjunkturer korn til Detroit, hvor han med sine 22 Aar begyndte at arbejde i Automobilindustrien som Værktøjsmager for 25 Dollars om Ugen i den gamle Chalmers Fabrik. Senere lavede han Traktorlarvefødder til Staten. Nu gaar han 2 Aftener om Ugen paa Kursus i Trigonometri og højere Maskinteknik. Det er pudsigt nok, naar man virkelig har Brug for Matematik, er det ikke halvt saa kedeligt, som det var i Skolen. Han haaber paa, at disse Kundskaber vil betyde et Trin opad og tilsvarende Lønstigning hos Cadillac, hvad det sandsynligvis ogsaa vil. Selskabet opmuntrer til saadant Initiativ. Hans Guldarrnbaandsur er en Belønning og vidner om, at han har været ansat i Selskabet i 17 Aar.
