Opråb fra Sovjetten den 28. februar 1917
Arbejdere og soldater valgte repræsentanter fra hver enkelt virksomhed og militærafdeling, der samledes i en såkaldt sovjet (et råd). Den 28. februar 1917 udsendte Sovjetten af arbejderdeputerede følgende meddelelse til Petrograds og Ruslands befolkning.
Det gamle regime havde ført landet ud i fuldstændig ruin og havde bragt hungersnød til folket. Det kunne ikke tolereres længere. Petrograds befolkning gik ud på gaden for at udtrykke sin utilfredshed. Den blev mødt med geværsalver. I stedet for brød gav tsarregeringen folket bly.
Men soldaterne ville ikke gå imod folket og rejste sig mod regeringen. Sammen med folket erobrede de våben, militære lagre og en række af de vigtigste regeringsinstitutioner.
Kampen varer stadig: den må føres til ende. Det gamle regime skal fuldstændig knuses og vige pladsen for en folkelig ledelse. Deri ligger Ruslands redning.
For en sejrrig afslutning af kampen i demokratiets interesser må folket skabe sin egen stærke organisation.
I går, den 27. februar, blev der i hovedstaden dannet en sovjet af arbejderdeputerede bestående af valgte repræsentanter fra fabrikkerne, fra de oprørske militærenheder og fra de demokratiske og socialistiske partier og grupper.
Sovjetten af arbejderdeputerede, som har sit sæde i statsdumaen, sætter som sin hovedopgave en organisering af folkets kræfter og en kamp for en virkelig sikring af politisk frihed og folkestyre i Rusland.
Sovjetten har udnævnt distriktskommissærer til straks at slutte op om sovjetten, at danne lokale komiteer i distrikterne og at tage lokaladministrationen i sine hænder.
Sammen, med forenede styrker, vil vi kæmpe for en fuldstændig fjernelse af den gamle regering og indkaldelsen af en grundlovgivende forsamling, valg på grundlag af almindelig, lige, direkte og hemmelig valgret.