Erklæring fra den provisoriske regering
Den 3. marts 1917 fremlagde den provisoriske regering denne erklæring, som også blev trykt i avisen lzvestija.
Borgere!
Den provisoriske komite af medlemmer fra statsdumaen har nu med bistand og sympati fra hovedstadens tropper og befolkning opnået en så stor succes over det gamle regimes mørke kræfter, at den kan skride til mere fast organisering af den udøvende magt.
Til det formål udnævner statsdumaens provisoriske komite til ministre i den første regering, som repræsenterer offentligheden, følgende personer, som ved deres tidligere samfundsmæssige og politiske virke har vundet landets tillid (: der nævnes 10 ministre, hvoraf fem kom fra Kadetpartiet, fire fra højregrupper og en fra de revolutionære partier).
I sit arbejde vil regeringen lade sig lede af følgende principper:
- Fuldstændig og øjeblikkelig amnesti i alle politiske og religiøse sager, herunder: terroristattentater, militæropstande, agrarforbrydelser osv.
- Tale-, trykke-, forenings-, forsamlings- og strejkefrihed til militærpersoner inden for de grænser, som de militær-tekniske betingelser afsætter.
- Afskaffelse af enhver klassemæssig, religiøs og national diskrimination.
- Øjeblikkelig forberedelse til indkaldelsen af en grundlovgivende forsamling på grundlag af almindelig, lige, hemmelig og direkte afstemning; forsamlingen skal fastsætte landets regeringsform og forfatning.
- Politiet erstattes af en folkemilits med valgt ledelse, underlagt organerne for lokalt selvstyre.
- Valg til organerne for lokalt selvstyre på grundlag af almindelig, direkte, lige og hemmelig afstemning.
- De militære enheder, som har deltaget i den revolutionære bevægelse, skal ikke afvæbnes og fjernes fra Petrograd.
- Samtidig med at en streng militær disciplin ved fronten og ved aftjeningen af militærtjenesten bevares, skal soldaterne befries for alle indskrænkninger i de samfundsmæssige rettigheder, som de øvrige borgere har (: ifølge reglerne for soldatertjeneste var der en lang række indskrænkninger i hvad soldater måtte, fx måtte de ikke være medlem af en politisk forening).
Den provisoriske regering anser det som sin pligt at tilføje, at den absolut ikke har til hensigt at udnytte den militære situation til på nogen måde at udskyde gennemførelsen af de ovennævnte reformer og forholdsregler.
Formand for statsdumaen M. Rodzjanko
Formand for ministerrådet fyrst Lvov
Ministrene: Miljukov, Nekrasov, Manuilov, Konolalov, Terestjenko, V. Lvov, Sjingarjov, Kerenskij.