Lenins aprilteser

Straks efter sin hjemkomst fra Schweiz i april 1917 fremsatte Lenin sine aprilteser, der chokerede ikke blot hans politiske modstandere, men også hans egne partifæller. Teserne blev fremlagt i to taler, som Lenin holdt den 4. april 1917. Den 8. april blev teserne forkastet af Petrograds bolsjevikkomite, men det lykkedes efterhånden Lenin at få overbevist partifællerne, således at aprilteserne blev grundlaget for bolsjevikkernes politik.

1. I vort forhold til krigen, som fra Ruslands side også under den nye regering Lvov og Co. ubetinget er en imperialistisk røverkrig som følge af denne regerings kapitalistiske karakter, er selv de mindste indrømmelser til ’den revolutionære forsvarsbevægelse’ [de partier, der støttede Ruslands deltagelse i 1. Verdenskrig] utilladelige.
   En revolutionær krig, som virkelig retfærdiggør en revolutionær forsvarsbevægelse, kan det bevidste proletariat kun bifalde under følgende betingelser: a) magtens overgang til proletariatet og de fattigste dele af bondestanden, som er sidestillet med proletariatet; b) afståelse fra alle anneksioner i gerning, og ikke kun i ord; c) et fuldstændigt og faktisk brud med alle kapitalens interesser.
   I betragtning af den utvivlsomme samvittighedsfuldhed hos brede lag af den revolutionære forsvarsbevægelses repræsentanter blandt masserne, som kun accepterer krigen af nødvendighed, og ikke for erobringens skyld, og i betragtning af at de bliver bedraget af borgerskabet, må man særlig grundigt, vedvarende og tålmodigt forklare dem deres fejl, forklare den uadskillelige sammenhæng mellem kapital og imperialistisk krig, og bevise, at uden at knuse kapitalen er det umuligt at afslutte krigen ved en ægte demokratisk, ikke voldelig, fred.
   Organisering af den mest omfattende propaganda for dette synspunkt blandt tropperne ved fronten.
   
   
2. Det særlige ved den nuværende situation i Rusland består i overgangen fra revolutionens første etape, der har givet magten til borgerskabet som følge af proletariatets utilstrækkelige klassebevidsthed og organisation, – til dens anden etape, som skal give magten til proletariatet og de fattigste lag af bondestanden.
   Denne overgang karakteriseres på den ene side af et maksimum af frihed (Rusland er nu det frieste land af alle de krigsførende lande i verden), på den anden side af fraværet af et voldsherredømme over masserne og endelig af massernes tillidsfulde og ikke-klasse­bevidste forhold til kapitalisternes regering, fredens og socialismens værste fjender.
   Denne særlige situation kræver af os evnen til at tilpasse sig de særlige betingelser for partiarbejde blandt proletariatets uhørt store masser, der netop er vågnet op til et politisk liv.
   
   
3. Ingen støtte til den provisoriske regering, udredning af alle dens løfters totale forløjethed, især vedrørende afståelsen fra anneksioner. Afsløring af regeringen, i stedet for det utilladelige og illusionsvækkende ’krav’ om, at denne regering, kapitalisternes regering, skal holde op med at være imperialistisk.
   
   
4. Erkendelse af det faktum, at i størstedelen af sovjetterne af arbejderdeputerede er vort parti i mindretal, og foreløbig i stærkt mindretal, over for blokken af alle småborgerlige, opportunistiske elementer, der har underkastet sig borgerskabets indflydelse og overfører denne indflydelse til proletariatet, lige fra folkesocialisterne og de social-revolutionære til organisationskomiteen [...].
   Man må forklare masserne, at Sovjetterne af arbejderdeputerede er den eneste mulige form for revolutionær regering, og at vor opgave derfor, så længe denne regering er underlagt borgerskabets indflydelse, kun kan være at forklare masserne fejlene ved deres taktik, tålmodigt, systematisk, vedvarende og på en måde, der især er tilpasset massernes praktiske behov.
   Mens vi er i mindretal er vort arbejde kritik og forklaring af fejl, samtidig med at vi understreger nødvendigheden af at hele statsmagten går over til sovjetterne af arbejderdeputerede, så at masserne ad erfaringens vej kan blive befriet fra deres fejl.
   
   
5. Ikke en parlamentarisk republik – at vende tilbage til den fra sovjetterne af arbejderdeputerede ville være et tilbageskridt – men en republik af sovjetter af arbejder-, landarbejder- og bondedeputerede over hele landet, nedefra og opefter.
   Afskaffelse af politi, hær og bureaukrati.
   Alle embedsmænd skal vælges og kunne afsættes til enhver tid, og deres løn skal ikke være højere end en god arbejders gennemsnitsløn.
   
   
6. I landbrugsprogrammet skal tyngdepunktet overflyttes til sovjetterne af landarbejderdeputerede.
   Konfiskering af al godsejerjord.
   Nationalisering af al jord i landet; de lokale sovjetter af landarbejder- og bondedeputerede skal råde over jorden. Udskillelse i en særlig organisation af sovjetterne af deputerede fra de fattige bønder. Af ethvert stort gods (fra ca. 100 til 300 desjatiner alt efter lokale og øvrige forhold og efter de lokale institutioners bestemmelse) skal oprettes mønsterbrug under kontrol af landarbejderdeputerede og for samfundets regning.
   
   
7. Øjeblikkelig sammenslutning af alle banker i landet til en fælles nationalbank og indførelse af kontrol af den fra sovjetterne af arbejderdeputerede.
   
   
8. Ikke ’indførelse’ af socialisme som vor umiddelbare opgave, men nu blot overgang til kontrol fra sovjetterne af arbejderdeputerede af samfundets produktion og varernes fordeling.
   
   
9. Partiopgaver:
   - Øjeblikkelig indkaldelse af en partikongres.
   - Ændring af partiets program, først og fremmest:
   1. Om imperialismen og den imperialistiske krig.
   2. Om forholdet til staten og vort krav om en ’kommunestat’.
   3. Ændring af det forældede minimumsprogram.
   4. Ændring af partiets navn.
      
      
10. Fornyelse af Internationalen.
    Initiativ til oprettelse af en revolutionær internationale, en internationale modsocialchauvinisterne og mod ’centrum’.

Tekst 17 | Oversigten over kildetekster | Tekst 19