Vladimir Lenin: Hvad der må gøres
Uddrag fra V.I. Lenin: What is to Be Done?, Lenin: Collected Works Vol V, pp. 375-76, 451-53, 464-67. Kilde: Internet Modern History Sourcebook http://www.fordham.edu/Halsall/mod/1902lenin.asp
I alle lande har historien vist, at arbejderklassen alene ved egen kraft er i stand til at udvikle en fagforbundsbevidsthed, det vil sige, at arbejderklassen selv erkender behovet for at samle sig i fagforbund, for at tage kampen op mod arbejdsgiverne og for at kæmpe for at tvinge regeringen til at gennemføre nødvendige lovændringer på arbejdsmarkedsområdet, osv. Teorien bag socialismen voksede imidlertid frem på baggrund af de filosofiske, historiske og økonomiske teorier, der blev udformet af veluddannede repræsentanter for de besiddende klasser, altså de intellektuelle. Ser man på deres sociale status, tilhørte grundlæggerne af den moderne videnskabelige socialisme, Marx og Engells, også selv den borgerlige intelligentsia. På samme måde opstod også i Rusland den teoretiske socialdemokratiske doktrin uafhængigt af arbejderbevægelsens spontane fremvækst; den opstod som et naturligt og uomgængeligt resultat af de ideer, der fandtes blandt den socialrevolutionære intelligentsia. På det tidspunkt, altså i midten af halvfemserne, repræsenterede doktrinen ikke kun et færdigformuleret partiprogram for gruppen for Arbejdernes Frigørelse, den havde også allerede vundet tilslutning fra størstedelen af Ruslands revolutionære ungdom.
Det er kun naturligt, at en socialdemokrat, som anser den politiske kamp som værende ensbetydende med den “økonomiske kamp mod arbejdsgiverne og regeringen”, også ser ”organiseringen af de revolutionære” som mere eller mindre identisk med ”organiseringen af arbejderne”. Og dette er rent faktisk, hvad der sker, så når vi taler om organisering, taler vi helt bogstaveligt forskellige sprog. Jeg husker, at jeg engang havde en samtale med en ret konsekvent økonomist, som jeg ikke tidligere havde mødt. Vi diskuterede hæftet Hvem skal stå for den politiske revolution?, og vi kom meget snart til enighed om, at hæftets væsentligste brist var, at det helt ignorerede spørgsmålet om organisering. Vi var efterhånden begyndt at tro, at vi var ganske enige med hinanden – men som samtalen skred frem, blev det klart, at vi talte om to forskellige ting. Min samtalepartner anklagede det nævnte hæftes ophavsmand for at se bort fra strejkekasser, gensidige hjælpeforeninger osv., mens jeg tænkte på organiseringen af de revolutionære som en essentiel del af gennemførelsen af den politiske revolution. Da det stod klart for os begge, husker jeg dårligt et eneste væsentligt spørgsmål, hvor jeg var enig med ham økonomisten! Hvad var kilden til vores uenighed? Det var det faktum, at hvad angår spørgsmål om organisering og politik, så glider økonomisterne konstant bort fra de socialdemokratiske værdier og over i værdier, der tilhører fagforeningsbevægelsen. Den politiske kamp, socialdemokraterne udkæmper, er langt mere omfattende og kompleks end den økonomiske kamp, arbejderne udkæmper mod arbejdsgiverne og regeringen. På samme måde (og faktisk af netop denne grund) må organiseringen af et revolutionært socialdemokratisk parti nødvendigvis være forskellig fra organiseringen af de arbejdergrupper, der dannes til sidstnævnte kamp. For det første skal en arbejdergruppe være et fagforbund; for det andet skal den favne så bredt som muligt; og for det tredje skal den være så offentlig, som omstændighederne nu tillader det (her og i det følgende er det selvfølgelig udelukkende det enevældige Rusland, jeg har i tankerne). En revolutionsgruppe skal derimod først og fremmest bestå af mennesker, der af profession er revolutionære (det er derfor, jeg kalder dem grupper af revolutionære, og her mener jeg revolutionære socialdemokrater). Da medlemmerne af en sådan gruppe altså har dette fællestræk, bør man gøre op med alle skel som dem mellem arbejdere og intellektuelle, særligt skel mellem forskellige håndværk eller erhverv. En sådan gruppe kan selvsagt ikke være særlig udbredt, og den skal holdes så hemmelig som muligt.
Jeg hævder altså:
- At en bevægelse ikke kan bestå uden en stabil gruppe af ledere, der kan bevare dens sammenhæng;
- at jo mere folkemængden spontant drages ind i kampen og kommer til at udgøre bevægelsens grundlag og at deltage i den, desto mere nødvendigt er det at have en sådan ledelsesgruppe, og desto mere stabil skal den være (for det er alt for let for folkeforførere at lede de mindre begavede dele af folkemængden på afveje);
- at ledelsesgruppen primært skal bestå af mennesker, der af profession beskæftiger sig med revolutionære aktiviteter;
- at i et land med en enevældig regering gælder det, at jo mere vi indsnævrer medlemskabet af denne gruppe til kun at gælde mennesker, der af profession beskæftiger sig med revolutionære aktiviteter og som har professionel erfaring i at sætte sig op imod det politiske politi, desto sværere bliver det at fange gruppen, og
- desto bredere bliver den kreds af mænd og kvinder fra arbejderklassen eller fra andre dele af samfundet, som får mulighed for at slutte sig til bevægelsen og arbejde aktivt for den …
Folkemængdens aktive og udbredte deltagelse vil ikke mindskes; den vil tværtimod nyde godt af, at et helt ”dusin” af erfarne revolutionære, som har mindst lige så meget professional erfaring som politiet, overtager den hemmelige del af arbejdet – at udarbejde løbesedler, udtænke passende planer og udpege ledelsesgrupper for hvert bydistrikt, hvert arbejderkvarter og hver uddannelsesinstitution, osv. (Jeg er klar over, at nogle nok vil sætte sig op imod mine ”udemokratiske” holdninger, men denne gennemført uintelligente indvendning skal jeg nok besvare senere). Når de hemmelige arbejdsopgaver i en revolutionsgruppe centraliseres, kommer det ikke til at mindske, men snarere til at øge omfanget og kvaliteten i de opgaver, som findes i en lang række af de andre organisationer, der har et bredt medlemskab og som derfor kan være så løst sammentømrede og så offentlige som de vil, eksempelvis fagforbund, selvuddannelsesgrupper for arbejdere eller grupper, hvor man læser forbudte materialer, såvel som socialistiske og demokratiske grupper for alle andre dele af befolkningen, osv., osv. Det er nødvendigt at have så mange som muligt af denne slags organisationer, med flest muligt forskellige funktioner. Men det er absurd og farligt at forveksle disse med revolutionsgrupper, at udviske den linje, der adskiller dem, og yderligere at sløre folkemængdens allerede meget tågede billede af, at de mennesker, der ”tjener” folkebevægelsen, er nødt til at vie deres liv til socialdemokratiske aktiviteter, og at de er nødt til tålmodigt og standhaftigt at optræne sig selv til at være professionelle revolutionære. Denne forestilling er i sandhed blevet tåget. Hvad angår organisering er den frygteligste synd, vi har begået, den, at vi med vores primitivisme har forringet den prestige, der ligger i at være revolutionær i Rusland. En mand, der er svag og vankelmodig hvad angår teoretiske spørgsmål, som er snævertsynet og undskylder sin egen ladhed med, at folkemængden spontant er ved at vågne, som mere minder om en sekretær i en fagforening end en folketribun, som ikke kan forestille sig en langsigtet og vovemodig plan, som er ude af stand til at indgyde selv sine modstandere nogen respekt for ham, og som er uerfaren og klodset inden for sit eget arbejdsområde – det område, der består i at kæmpe imod det politiske politi – den slags mand er ikke en revolutionær, han er en elendig amatør! Er man en aktiv arbejder, må man ikke blive fornærmet over disse ligefremme bemærkninger, for hvad angår utilstrækkelig erfaring, så gælder de først og fremmest mig selv. Jeg arbejdede engang i en kreds, som satte sig selv store og altoverskyggende mål, og hvert medlem af den kreds led, så det var ren tortur, da vi indså at vi havde vist os at være amatører på et tidspunkt i historien, hvor vi måske kunne have sagt (med en omformulering af et berømt fyndord): ”Giv os en revolutionsgruppe, så skal vi omvælte hele Rusland!”
Oversat fra engelsk af Rebekka Hjelholt Svendsen.
