Lenins brev til centralkomiteen den 24. oktober 1917
Kammerater! Jeg skriver disse linjer den 24. om aftenen. Situationen er yderst kritisk. Det er soleklart, at en udsættelse af opstanden nu virkelig er ensbetydende med døden.
Jeg gør alt, hvad der står i min magt for at overbevise kammeraterne om, at alt nu hænger i en tråd, at der står spørgsmål på dagsordenen, som ikke afgøres af konferencer og kongresser (ikke engang af sovjetkongresser), men udelukkende af folkene, af masserne, af de bevæbnede massers kamp.
Bourgeoisiets Kornilav-fremstød og fjernelse af Verkhovskij viser, at man ikke må vente. Man må for enhver pris arrestere regeringen i aften, i nat, efter at man har afvæbnet officerseleverne (efter at man har besejret dem, hvis de yder modstand) osv.
Man må ikke vente!! Man kan tabe alt!!
Værdien af at tage magten med det samme er, at folket (ikke kongressen, men folket, i første række hæren og bønderne) beskyttes mod den Kornilovske regering, som har jaget Verkhovskij ud og iscenesat en ny Kornilovsammensværgelse.
Hvem skal overtage magten?
Det er ikke vigtigt nu: lad den revolutionære militærkomite overtage den, ’eller en anden institution’, som erklærer, at den kun vil overgive magten til de sande repræsentanter for folkets interesser, hærens interesser (tilbud om øjeblikkelig fred), bøndernes interesser (den må øjeblikkelig overtage jorden og afskaffe privatejendomsretten), og de sultendes interesser.
Det er nødvendigt, at alle bydele, alle regimenter, alle kræfter straks bliver mobiliseret og ufortøvet sender delegationer til den revolutionære militærkomite, til bolsjevikkernes centralkomite med det indtrængede krav, at magten under ingen omstændigheder må blive i hænderne på Kerenskij og co. til den 25., under ingen omstændigheder; sagen må ubetinget afgøres i aften eller i nat.
Historien vil ikke tilgive de revolutionære, hvis de tøver, når de kan sejre i dag (og afgjort vil sejre), mens de i morgen risikerer at miste meget, ja risikerer at miste alt.
Når vi tager magten i dag, så tager vi den ikke imod sovjetterne, men for dem.
Magtovertagelsen er opstandens sag; dens politiske mål vil blive klart efter magtovertagelsen.
Det vil være fordærv eller formalisme at vente på den usikre afstemning den 25. oktober. Folket har ret og pligt til at løse sådanne spørgsmål, ikke med afstemninger, men med magt; folket har ret og pligt til i revolutionens kritiske øjeblikke at vise sine repræsentanter, selv sine bedste repræsentanter, retningen og ikke vente på dem.
Det har alle revolutioners historie bevist, og det vil være en uhyrlig forbrydelse af de revolutionære, hvis de forpassede øjeblikket, når de ved, at det afhænger af dem, om revolutionen reddes, om der fremkommer fredstilbud, om Petrograd reddes, om vi reddes fra hungersnød, og bønderne får jord.
Regeringen vakler. Man må gøre det af med den, koste hvad det vil!
En udsættelse af aktionen er ensbetydende med døden.
