John Reeds beretning om stormen på Vinterpaladset
Den amerikanske journalist John Reed (1889-1920) var personlig ven af Lenin og en ivrig tilhænger af revolutionen. Han opholdt sig i Rusland 1917-1918 og skrev en bog om sin oplevelse af revolutionen, Ti dage der rystede verden, der udkom i 1919. Teksten her er et uddrag fra bogen og handler om stormen på Vinterpaladset den 25. oktober 1917.
Som en sort flod i hele gadens bredde, uden sagn og hurraråb væltede vi gennem den Røde bue, hvor manden lige foran mig med lav stemme sagde: »Pas på, kammerater! Stol ikke på dem. De skyder, vær vis på det!« Ude på pladsen begyndte vi at løbe, sammenbøjede og bumpende imod hinanden. Pludselig stod vi sammenpakkede bag Aleksandersøjlen.
»Hvor mange af jer blev dræbt?« spurgte jeg.
»Jeg ved det ikke, en halv snes [...]«. Da vi havde stået et øjeblik bag søjlen, vi var nogle få hundrede, syntes armeen at have fået selvtillid og styrtede uden ordrer fremad. Nu kunne jeg i lyset fra Vinterpaladsets vinduer se, at de første to-tre hundrede mænd var rødgardister, med enkelte soldater imellem. Vi klatrede over barrikaderne af favnebrænde, og da vi sprang ned og snublede over en bunke rifler, som officerseleverne havde smidt fra sig, lød der triumfhyl. På begge sider af hovedindgangen stod dørene vidtåbne, lyset strømmede ud, og fra den vældige bygning kom der ikke en lyd.
Vi blev draget med af menneskebølgen og fejedes igennem indgangen til højre, ind i et stort nøgent rum, en forhal til østfløjen, hvorfra der udgik et virvar af trapper og korridorer. Store pakkasser stod rundt om, og rødgardisterne og soldaterne styrtede sig med vildskab over dem og slog dem op med riffelkolberne, ud væltede tæpper, gardiner, dækketøj, porcelænstallerkener, glas [...]. En mand stoltserede om med et bronzeur på skulderen, en anden fandt nogle strudsefjer og satte dem på sin hat plyndringen var lige begyndt, da der løb råb: »Kammerater, rør ikke noget! Tag ikke noget med jer! Det er folkets ejendom!« Øjeblikkelig lød der tyve andre stemmer: »Stop! Læg alt tilbage! Tag ikke noget! Folkets ejendom!" Mange hænder rev byttet fra bærerne, damask og gobelin blev lagt tilbage, to mænd tog bronzeuret igen. Tingene blev hurtigt og provisorisk pakket ned, hvor de havde ligget, og selvudnævnte skildvagter stod vagt. Det var aldeles spontant. Gennem korridorerne og oppe fra trapperne hørtes råbene fjernere og fjernere. »Revolutionær disciplin, folkets ejendom [...]«.
Vi krydsede tilbage over til den venstre indgang, til vestfløjen. Der var orden også etableret. »Ryd paladset!« skrålede en rødgardist ud af en dør længere inde. »Kom nu kammerater, lad os vise, at vi ikke er tyve og banditter. Alle ud af paladset undtagen kommissærerne, indtil vi har fået skildvagterne ud«.
To rødgardister, en soldat og en officer stod med revolvere i hænderne. En anden soldat sad ved et bord bag dem med pen og papir. Råbene »Alle ud! Alle ud!« kunne høres fjernt og nært indefra, og armeen begyndte at mase ud gennem døren, skubbende, formanende og kritiserende. Hver mand blev ved sin tilsynekomst standset af den selvudnævnte komité, der undersøgte hans lommer og kiggede under hans frakke. Alt, hvad der oplagt ikke tilhørte ham, blev taget, manden ved bordet noterede det på papiret, og det blev båret ind i et lille rum. Den mest forbavsende samling genstande blev på den måde konfiskeret, statuetter, blækflasker, sengetæpper med kejserens monogram, lysestager, et lille maleri, skriveunderlag, sværd med guldskæfte, sæbe, alle mulige klædningsstykker og tæpper. En rødgardist bar tre rifler, de to havde han taget fra officerselever, en anden havde fire mapper, der bulede ud, stopfyldte med dokumenter. Synderne gav godset fra sig, enten ligegyldigt eller argumenterende som børn. Alle talte i munden på hinanden, komiteen forklarede, at tyveri ikke var folkets foregangsmænd værdigt, og det skete ofte, at de afslørede gjorde omkring og begyndte at hjælpe med ransagningen af resten af kammeraterne.
Officerseleverne kom ud, tre eller fire ad gangen. Komiteen behandlede dem overdrevent pågående, ransagningen af dem var ledsaget af bemærkninger om »Åh, provokatører! Kupmænd! Kontrarevolutionære! Massemordere!« Der skete ingen voldshandlinger, men alligevel så officerseleverne rædselsslagne ud. De havde også deres lommer fyldt med små koster. Det blev omhyggeligt noteret af skriveren og dynget op i det lille værelse [...]. Officerseleverne blev afvæbnet. »Vil I så bruge våben mod folket mere?« forlangte man højrøstet at få at vide.
»Nej,« svarede officerseleverne en efter en. Hvorpå de fik lov at gå.
Vi spurgte, om vi kunne gå ind i paladset. Komiteen vidste det ikke, men den store rødgardist svarede bestemt, at det var forbudt. »Hvem er I for resten?« spurgte han. »Hvordan kan jeg vide, at I ikke er Kerenskijs folk alle sammen?« (Vi var fem, deraf to kvinder).
»Giv plads, kammerater!« En soldat og en rødgardist viste sig i døren og vinkede skaren til side, og derpå kom andre rødgardister med påsatte bajonetter. Efter dem kom i gåsegang en seks–syv mand i civilt tøj – medlemmer af den provisoriske regering. Først kom Kisjkin med furet og blegt ansigt, derpå Rutenberg, der sløvt stirrede ned i gulvet, Terestjenko kiggede sig hastigt omkring og stirrede derpå koldt og vedholdende på os [...]. De passerede i tavshed, de sejrende oprørere trængtes om dem, men der var kun få, der kom med vrede bemærkninger. Først senere erfarede vi, at folk på gaden havde villet lynche dem, og at der faldt skud – men at matroserne bragte dem velbeholdne til Peter Pauls fæstningen.
