Petrogradsovjettens dekret om fred fra Isvestija
Dekretet om fred blev trykt i avisen Isvestija, den 27. oktober 1917.
Enstemmigt vedtaget på arbejder-, soldater- og bondesovjetternes anden alrussiske kongres den 26. oktober 1917.
Den arbejder- og bonderegering, som dannedes gennem revolutionen den 24.-25. oktober og som støtter sig på arbejder-, soldater- og bonderepræsentanternes sovjetter, opfordrer alle krigsførende folk og deres regeringer til øjeblikkeligt at indlede forhandlinger om en retfærdig, demokratisk fred.
En retfærdig, dvs. demokratisk fred, som den overvældende majoritet af de gennem krigen udmattede, udpinte og martrede arbejdere og de øvrige arbejdende klasser i alle krigsførende lande længes efter, og som de russiske arbejdere og bønder på den mest bestemte og eftertrykkelige måde krævede efter zarens fald – en sådan fred er ifølge regeringens opfattelse en øjeblikkelig fred uden anneksioner (dvs. uden erobring af fremmed jord, uden fremmede nationaliteters tilknytning med vold) og uden skadeserstatninger.
Ruslands regering opfordrer alle krigsførende folk til straks at slutte en sådan fred, og den erklærer sig beredt til straks, uden mindste udsættelse, at tage alle sådanne nødvendige forholdsregler – indtil alle betingelser for en sådan fred bliver endeligt bekræftet gennem bemyndigede forsamlinger af folkerepræsentanter i alle lande og fra alle nationer. Som anneksion eller erobring af fremmed jord anser regeringen, i overensstemmelse med demokratiets retsbevidsthed i almindelighed og de arbejdende klassers i særdeleshed, enhver lille eller svag nationalitets tilknytning til en stor eller stærk stat uden at et eksakt, klart og frivilligt samtykke eller tilsvarende ønske fra denne nationalitet foreligger, uanset tidspunktet, hvor denne tilslutning med vold fandt sted og ligeså uanset hvor udviklet eller tilbagestående den nation er, som med vold indlemmes eller tilbageholdes indenfor en given stats grænser. Og endelig ligeledes uanset om denne nationalitet lever i Europa eller i fjerne oversøiske lande.
Hvis nogen nation med vold holdes indenfor en given stats grænser, hvis den imod sit udtalte ønske – ligegyldigt om dette ønske er kommet til udtryk i pressen, ved folkemøder, i beslutninger fra partier eller i demonstrationer og oprør mod de nationale undertrykkere – ikke får ret til gennem frie afstemninger og uden den ringeste tvang selv at afgøre formerne for sin statslige eksistens, efter den annekterende eller overhovedet den stærkere nations anneksion, forstår vi det som en erobring og et overfald. At fortsætte denne krig for at afgøre, hvordan de stærke og rige nationer skal fordele de svage nationaliteter, som de har erobret, anser regeringen for at være den største forbrydelse mod menneskeheden, og den erklærer højtideligt sin vilje til straks at underskrive fredsvilkår, som gør en ende på denne krig på de nævnte, for alle nationaliteter uden undtagelse, lige retfærdige vilkår.
Samtidig erklærer regeringen, at den slet ikke anser de ovennævnte fredsvilkår for at være ultimative, dvs. den indvilliger i at undersøge selv andre fredsvilkår og arbejder kun på, at de fredsvilkår, hvilket som helst af de krigsførende kommer med, skal fremlægges så hurtigt som muligt, fuldstændig klart, med absolut udelukkelse af al tvetydighed og hemmelighedskræmmeri.
Regeringen afskaffer det hemmelige diplomati og erklærer, at den på sin side er fast besluttet på at føre alle forhandlinger åbent for hele folket. Den vil snart gå i gang med at offentliggøre alle hemmelige aftaler, som er blevet bekræftet eller indgået af godsejernes og kapitalisternes regering fra februar til den 25. oktober 1917. Hele indholdet af disse hemmelige aftaler, for så vidt de er indrettet på – som tilfældet for det meste plejer at være – at skaffe de russiske godsejere og kapitalister fordele og privilegier, at opretholde eller udvide storrussernes anneksioner, erklærer regeringen for at være uvilkårligt og øjeblikkeligt sat ud af kraft.
Regeringen henvender sig til regeringerne og folkene i alle lande og foreslår, at åbne forhandlinger om en fredsslutning snarest skal indledes samt erklærer sig på sin side beredt til at føre disse forhandlinger, både skriftligt, telegrafisk og gennem forhandlinger mellem repræsentanter for de forskellige lande eller på en konference mellem sådanne repræsentanter. For at fremskynde sådanne forhandlinger udnævner regeringen en befuldmægtiget repræsentant til de neutrale lande.
Regeringen opfordrer alle regeringer og folkene i alle krigsførende lande til straks at indgå en våbenstilstand, hvorved den på sin side anser det for ønskværdigt, at denne våbenhvile indgås for mindst tre måneder, dvs. for en tid, som fuldt ud er tilstrækkelig til at færdiggøre fredsforhandlinger med deltagelse uden undtagelse af repræsentanter for alle folkeslag eller nationer, der har været draget ind i krigen eller tvunget til at deltage i den, og til at indkalde befuldmægtigede forsamlinger af folkerepræsentanter i alle lande for endeligt at fastsætte fredsvilkårene.
I det Ruslands provisoriske arbejder- og bonderegering stiler dette fredsforslag til regeringerne og folkene i alle krigsførende lande, henvender den sig også i særdeleshed til de bevidste arbejdere i menneskehedens tre mest avancerede nationer og de største stater, som deltager i den nuværende krig: England, Frankrig og Tyskland. Arbejderne i disse lande har gjort fremskridtets og socialismens sag de største tjenester og givet storslåede eksempler: chartistbevægelsen i England, en række revolutioner af verdenshistorisk betydning, som gennemførtes af det franske proletariat, og endelig den heltemodige kamp mod ’socialistloven’ i Tyskland samt det for arbejderne i hele verden mønstergyldige, langvarige, ihærdige og disciplinerede arbejde for at skabe proletariske masseorganisationer i Tyskland. Alle disse forbilleder på proletarisk heltemod og historisk slagkraft er for os en borgen for, at arbejderne i de nævnte lande vil forstå den opgave, som nu ligger foran dem, nemlig at befri menneskeheden fra krigens rædsler og dens følger, at disse arbejdere gennem deres alsidige, bestemte og yderst energiske virksomhed vil hjælpe os til med fremskridt at føre fredens sag igennem og samtidig gennemføre de arbejdende og udbyttede befolkningsmassers frigørelse fra al slags slaveri og al slags udbytning.
Formanden for Falkekommissærernes Råd
Vladimir Uljanov-Lenin
