I.N. Steinberg: Tjekaen er trodset
Isak N. Steinberg var socialrevolutionær og blev udpeget til justitskommissær den 12. december 2014 i koalitionsregeringen mellem Bolsjevikkerne og De Socialrevolutionære. Han kæmpede imod Bolsjevikkernes magtovertagelse og forbud mod Kadetterne.
I marts 1918 forlod han og de andre medlemmer af De Socialrevolutionære koalitionsregeringen i protest mod fredsaftalen i Brest-Litovsk.
I teksten fortæller Steinberg om, hvordan han har trodset sikkerhedspolitiet Tjekaen.
Teksten er et uddrag fra Steinbergs bog In the Workshop fra the Revolution (1953), side 63-73 og er oversat af Rebekka Hjelholt Svendsen.
Det dekret, der blev udstedt mod Kadetterne den 1. december 1917, udgjorde selvsagt en vældig forhindring for retfærdighedens fremfærd. Skønt det ikke blev vedtaget med den grad af entusiasme, bolsjevikkerne havde forventet, kunne man umuligt benægte den effekt, det kunne tænkes at få på den oprørte folkemængde. Det var trods alt næsten en invitation til at begå terrorhandlinger, og den kom fra landets højeste autoritet. Man kunne forestille sig, at så snart nogle uansvarlige individer blev opmærksomme på, at de ustraffet kunne agere mod formodede kontrarevolutionære, ville der opstå udbredte tilfælde af lynching blandt befolkningen.
Men i løbet af de første få uger under den nye sovjetiske forbundsregering anstrengte begge partier sig for at forhindre sådanne tilfælde af spontan ”lynchjustits”. Et betegnende eksempel var den pludselige, men besindige konflikt, der opstod med garnisonen ved Peter-Paul-fæstningen i Petrograd. Fæstningen var blevet et dobbelttydigt symbol, der på en og samme tid stod for hensynsløst, zaristisk bagstræberi og for ophøjet revolutionært martyrium. Inde bag fæstningens tykke mure, i Trubetskoy-bastionen, havde hundredevis af modige revolutionære siddet fængslet. Mange af dem kom ikke levende ud af fæstningen. I årtier havde man drømt om den dag, hvor den russiske ”Bastille” endelig ville blive ødelagt.
Jeg ønsker her at nedfælde det vedmodige minde om den visit, som Maria Spiridonova, den spirituelle leder af vor bevægelse, aflagde hos mig få dage efter min udnævnelse til retskommissær. Spiridonova havde selv, fra hun var enogtyve år, overværet mange revolutionæres martyrdød i sibiriske fængsler. Hendes sjæl var ikke blot martret af den smerte, hun selv havde følt, men også af lidelsen hos de tusindvis af fængslede, hun havde kendt. I deres navn kom hun til mig og krævede, at vi skulle sprænge Peter-Paul-fæstningen i luften og tilintetgøre dette skammelige levn af det knuste regime. Desværre viste det sig umuligt at efterkomme hendes ædle krav, eftersom de tekniske eksperter forklarede os, at fængslet udgjordes af en enkelt mur inde i selve fæstningen; og i fæstningen selv opbevaredes store mængder dynamit, som det ikke gik an at sprænge i luften.
En halv snes ledere fra den liberale lejr sad på det tidspunkt indespærret i fæstningen – de var blevet arresteret kort tid efter Oktoberrevolutionen. Fængslet var under opsyn af en kommandant og af fæstningens militære garnisonsråd.
Natten til 3. januar 1918 modtog jeg efterretninger om, at garnisonsrådet havde vedtaget en bestemmelse om at forbyde fangerne at modtage besøg af deres slægtninge og mad udefra. Soldaterne ønskede at indskrænke levevilkårene for deres højbårne fanger, som de anså som deres fjender i klassekampen. Beslutningen bar præg af alle tegn på terroristisk hensigt. Jeg henvendte mig med det samme til Lenin, og han gik beredvilligt med til at sende et fælles hastebrev til garnisonen. Eftersom dette var et bemærkelsesværdigt dokument, er det værd at gengive dets ordlyd i sin helhed:
”Til Peter-Paul-fæstningens kommandant og garnisonsråd:
Vi har fået efterretning om, at garnisonsrådet natten til den 3. januar besluttede at fratage fangerne deres ret til at modtage besøg og forsyninger. Skønt vi respekterer garnisonsrepræsentanternes revolutionære iver, finder vi en sådan handling mod individer, der i forvejen er berøvet deres frihed, unødvendig. Eftersom det overordnede tilsyn med alle fængslede i Petrograd tilfalder Folkets Retskommissariat, kan særskilte handlinger udført af individuelle grupper kun tænkes at besværliggøre dets arbejde.
Vi foreslår derfor, at I tager jeres beslutning op til revision og holder os informeret om sagens videre udvikling.
Formand for Folkekommissærernes Råd: V. Lenin
Folkets Retskommissær: I. Steinberg”
Det bemærkelsesværdige ved dette brev er dets tone. I de dage henvendte selv de højeste regeringsmyndigheder sig til de menige med ”henstillinger” og ”forslag”. De udstedte ingen ordrer, i stedet bad de soldaterne om at ”tage deres beslutning op til revision”. Denne tone viste sig at være effektiv, og den risikable beslutning blev trukket tilbage.
Desværre varede dette samarbejde mellem os selv og bolsjevikkerne ikke ved længe. Den åbenlyse propaganda, der hyldede ”revolutionær iver”, viste sig snart at have en giftig indflydelse, både på folkesindet og i de nye magthaveres ledende kredse. Denne udvikling blev illustreret af to dramatiske hændelser.
Den første drejede sig om en ukendt officer ved navn Rutkovsky, der på det tidspunkt sad fængslet i Petrograd. Den anden hændelse fik et tragisk udfald for to tidligere liberale ministre fra kadet-partiet, der blev spærret inde i Peter-Paul-fæstningen.
Det var bitterligt koldt i Petrograd den dag i februar. Folkekommisærerne var optaget af den dramatiske strid mellem den russiske republik og det militære tyske kejserrige som fandt sted i byen Brest-Litovsk. Sovjetregeringen, som var kommet til magten som følge af dens løfte om at krigen skulle afsluttes efter internationale demokratiske præmisser, havde gjort alvorlige forsøg på at tilskynde de vestlige magter (de Forenede Stater, Storbritannien og Frankrig) til at indlede fælles fredsforhandlinger. Vi vidste, at folkene i disse lande også længtes efter at se en ende på blodsudgydelsen, som nu var på sit fjerde år. Men deres officielle talsmand reagerede ikke på opråbet fra det nye Rusland. Sovjetregeringen var dermed efterladt alene ved forhandlingsbordet i Bretsk-Litovsk, hvor den stod ansigt til ansigt med sin værste fjende, de tyske militarister.
Den sovjetiske delegation var anført af bolsjevikkerne Leon Trotsky og Adolph Yoffe, og med dem var også repræsentanter fra De Venstre-Socialrevolutionære. I ugevis fortsatte den bitre strid mellem Ruslands repræsentanter, hvis eneste våben var den ærefulde viden om en sejrrig befrielse, og Kaiserens Tyskland, der stillede sine væbnede styrkers fulde kraft til skue på slagmarken. Det kan ikke undre nogen, at tankerne om fremtiden plagede folkekommisærerne: Ville Rusland være nødt til at bukke under for Kaiserens jernnæve? Og ville en sådan underkastelse redde revolutionen?
Men i folkekommisærernes kontorer gik det daglige arbejde videre. På bemeldte kolde morgen sad også jeg på mit kontor og besvarede en støt strøm af telefonopkald.
Smirnov, der var Venstre-Socialrevolutionær og formand for fængselskommissionen i Kresti-fængslet, var i røret. Med rystende stemme fortalte han mig at Dzerzjinskij, Tjekas overhoved, var ankommet til fængslet. Han havde sagt, at han ønskede at undersøge sagerne mod en række af de kontrarevolutionære, der sad fængslet der, og havde givet ordre til, at deres celler skulle gennemsøges. I en af dem fandt man en revolver, hvorefter Dzershinsky gav ordre til, at den skyldige officer skulle sættes i enecelle og under særlig bevogtning, indtil han senere skulle tages til Tjekas hovedkvarter og skydes.
”Skydes?” afbrød jeg. ”Er De gal!”
”Det er sandt. Dzerzjinskij har mistanke om et komplot. Kammerat kommissær, vi kan ikke lade dette ske.”
”Bestemt ikke. Men hvorfor lod De ham få sin vilje?”
”Vi protesterede, men det hjalp ikke. Kammerat kommissær, De er nødt til at gøre noget med det samme, ellers vil det være for sent.”
”Kammerat Smirnov,” sagde jeg bestemt. ”Jeg forbyder Dem at lade nogen flytte fangen. Hans sikkerhed er nu Deres personlige ansvar. I mellemtiden vil jeg se, hvad jeg kan gøre ved situationen.”
Smirnov var tilfreds med min ordre, som styrkede hans position over for Tjeka. Men jeg var langt fra sikker på, at Dzerzjinskij ville respektere den. Jeg kendte bolsjevikkernes temperament. De var ude af sig selv ved tanken om den forestående vanære, de ville lide når de bukkede under for de tyske imperialister, og de søgte at kompensere for det ved at hævne sig mod deres fjender på hjemmefronten. Jeg følte, at det var mere end én mands liv, der var på spil: det var hele den nye tidsalders karakter.
Men hvad kunne jeg gøre? Det ville ikke hjælpe noget at telefonere til Dzerzjinskij. Han ville trække tiden ud, love at indstille vores konflikt til Folkekommisærernes Råd, og i mellemtiden præsentere os for et fait accompli. Burde jeg måske henvende mig til Alexandrovitch, Tjekas Vestre-Socialrevolutionære? Men hvor kunne jeg finde ham?
Måske burde jeg tage hen til fængslet og personligt forsvare officeren mod hans tilstræbte bødler. Men kunne jeg nå derhen i tide? Og hvad hvis Dzerzjinskij stædigt holdt på sit? Min forvirring varede kun få øjeblikke – i de dage var man nødt til at tage hurtige beslutninger.
Jeg hidkaldte Alexander Schreider, der var Venstre-Socialrevolutionær og min stedfortræder ved Kommisariatet. Schreider førte, med al sin ungdoms glød, en uafladelig kamp mod Tjeka. Jeg bad ham tage af sted til fængslet med det samme og i mit navn forhindre overflytningen af fangen med de midler, han selv anså for bedst, samt at afvente yderligere instrukser fra mig. Jeg skrev en ordre og gav ham den i hånden uden at vente på maskinskrivningen. I ordren stod:
”Denne ordre giver min stedfortræder, Alexander Schreider, myndighed til med alle nødvendige midler at forhindre henrettelse eller forflytning af enhver fange i Kresti-fængslet. Kammerat Schreider har ordre fra Folkets Retskommissær til om nødvendigt at anvende magt. De vagthavende i Kresti-fængslet, herunder fængselskommissæren, er forpligtede til at yde ham fuld assistance. 3. marts, 1918.”
Denne besked kunne ikke misforstås; den betød, at vi var klar til at sætte vores styrke op mod Tjekas. Schreider styrtede ned ad trapperne og sprang ind i en vogn, mens jeg med lige så stor hast begav mig af sted mod Smolny-instituttet, hvor Lenin boede.
Jeg gjorde mig ingen illusioner angående Lenins holdning til denne type sager. Jeg vidste desuden, at han var irriteret over mine vedvarende protester mod Tjeka, primært fordi de var så vedvarende. Men han var den eneste, der havde befalingsret over Dzerzjinskij; kun han kunne afværge henrettelsen.
Klokken var fire om eftermiddagen. Der var ikke planlagt nogen officielle regeringsmøder, og jeg håbede, at jeg ville kunne finde Lenin på hans kontor. På vej op ad Smolnys brede trappe mødte jeg Prosh Proshyan, der også var kommissær og desuden medlem af vores parti. Jeg greb fat i hans arm og fortalte ham, hvad der var sket. Han udbrød indigneret: ”Dette må ikke ske! De vil slå en fange ihjel uden rettergang, en mand, der allerede er i vores magt? Jeg kommer med Dem.”
Lenin var til møde med bolsjevikpartiets centralkomité. Vi sende ham en besked, hvori vi bad ham komme ud og tale med os et øjeblik. Men centralkomitéens arbejde – planlægningen af bolsjevikkernes program og disciplinære foranstaltninger – var særdeles vigtigt for Lenin, og der gik en rum tid, før han kom ud til os.
Proshyan kastede sig med det samme ud i fortællingen, han gengav den med undertrykt sindsbevægelse og krævede, at den planlagte henrettelse blev standset øjeblikkeligt. Lenin, hvis ansigt tydeligt gav udtryk af, at han var optaget af andre tanker, spurgte med en vis forbløffelse hvorfor vi var så oprørte. Proshyan forklarede igen, denne gang med vrede i stemmen:
”Bevares, de fandt en pistol hos fangen. Det er selvfølgelig mod reglementet. Men man kan ikke henrette en forsvarsløs mand for det! Lad ham få en retssag, men hold Dzerzjinskij tilbage. Telefonér til ham øjeblikkelig og få standset henrettelsen! Så kan vi beslutte os for, hvad der skal gøres…”
Da Lenin forstod, hvad det hele drejede sig om, fortrak hans ansigt sig i raseri. Aldrig i mit liv havde jeg set ham sådan. Til folkemøder, under samlinger af ministerrådet og ved alle andre lejligheder havde hans ansigt altid været roligt og havde udvist dyb selvtillid, stærk koncentration og nu og da et vagt ironisk smil. Nu var hans træk imidlertid hverken rolige eller ironiske.
”Er dette den store sag, I kaldte mig væk fra mit vigtige møde for?” spurgte han rasende. ”I bekymrer jer uafladeligt om småtterier. Dzerzjinskij ønsker at skyde en officer? Hvad så? Hvad skal vi ellers foretage os med disse kontrarevolutionære?”
Vores protester hjalp intet. Lenin stod fast. I det øjeblik kaldte en af vagterne mig hen til telefonen. Alexandrovitch, repræsentant for de Venstre-Socialrevolutionære i Tjeka, var i røret.
”De skal ikke bekymre Dem,” sagde han roligt. ”Der sker ikke noget.”
”Men hvordan kender De til sagen allerede?” spurgte jeg.
”Dzerzjinskij kom tilbage til kontoret fra fængslet og afkrævede Tjeka-rådet en officiel godkendelse af henrettelsen af fangen. Men i overensstemmelse med vore partiregler nægtede jeg at stemme for – så der bliver ingen henrettelse. I mellemtiden har hans raseri aftaget noget, og sagen kommer til at gå sin normale gang.”
Det var lykkedes Alexandrovitch, som en gang havde tigget og bedt de Venstre-Socialrevolutionæres centralkomité om ikke at indstille ham til Tjeka-rådet, at afværge Dzerzjinskijs angreb. Proshyan og jeg forlod Smolny-instituttet med tanken om, hvorvidt dette alene ikke var nok til at retfærdiggøre et ”samarbejde” med bolsjevikkerne i regeringen.
Men det var kun begyndelsen – begyndelsen på den Røde Terror. Vi havde reddet én mands liv. Hvad med fremtiden?
Nogle år efter blev en af de involverede i dette drama igen mindet om hændelsen. Det var ikke i Rusland, men i Polen – i hovedkvarteret for det polske politiske politi.
En fange blev ført ind – ingen anden end Alexander Schreider. I 1919 havde bolsjevikkerne erklæret vores parti ulovligt, og Schreider havde forsøgt at bruge et falsk pas til at flygte til Tyskland gennem Polen. Da polakkerne gennemgik hans papirer og opdagede hans sande identitet, besluttede de at fængsle ham og imponere ham med den nye polske republiks magt. I dette dystre øjeblik trådte en officer frem for ham og spurgte smilende, om han ikke kunne genkende ham.
”Jeg er Ruthovsky, den officer, Dzerzjinskij gav ordre til at henrette. De og Deres venner reddede mit liv dengang, ligesom jeg nu vil hjælpe Dem. Jeg giver Dem mit ord som polsk officer, og det kan De stole på.”
Intet går tabt i denne verden – hverken en god eller en ond gerning. Dengang i Petrograd kæmpede vi mod bolsjevikkerne om et abstrakt princip: det menneskelige livs ukrænkelighed. En menneskekærlig stemme var engang blevet hørt i den russiske Tjeka, og dens ekko gav genlyd i hovedkvarteret for det polske politi.”
