Det stillestående liv i Spanien
Tvivlens have er udformet som en fiktiv brevveksling mellem Voltaire og en spansk overklassedame,Carolina, der keder sig. Selvom bogen er skrevet i 1995 giver nedenstående uddrag et fint billede af Spaniens stillestående liv i slutningen af 1700-tallet.Savater forsøger først og fremmest at give et indblik i Voltaires tanker og dermed oplysningstidens ideer, men i det nedenstående uddrag fokuseres altså på modsætningen..
Uddrag af Fernando Savater: Tvivlens Have – En roman om Voltaire. Forum, 1995. (s. 71-75).
Madrid, juli 177…
Det ville være en alvorlig fejl at vurdere Spanien ud fra det, som foregår i Frankrig, for slet ikke at tale om det som jeg forstår er almindeligt i England. Dette land er næsten ubeboet som følge af krige, de mange, der udvandrer til Den nye Verden for at søge El Dorado, det store antal munke og nonner – personer, der ganske vist formerer sig oftere end man tror, men mindre end de burde – og den skæve fordeling af jorden, der tvinger mange fattige til at leve alene. Det eneste, de få mennesker, der bor her, stædigt holder fast ved, er dovenskaben, og de nærer en ind-ædt modvilje mod alt arbejde, der helt svarer til den forbandelse dette gøres til genstand for i Biblen. Industri og handelsvirksomhed er nærmest ukendte fænomener her. I det indre af landet er der mangel på sikre veje, på kanaler og sejlbare floder. Køretøjer er en sjælden luksus, lige så snart man bevæger sig uden for de tre vigtigste byer. Man kan i al korthed sige, at Spanien i sammenligning med de andre civiliserede nationer er mindst et par århundreder bagefter.
Efter Deres udsagn er englænderne brændende optaget af fornyelser, der kan forøge deres velfærd. Og jeg ved, at franskmændene, i hvert fald de, der bor i Paris, begejstret kaster sig over alt nyt, omend det kun er udtryk for deres behov for underholdning og stræben efter nye fornøjelser. Blandt spanierne derimod er det et fast princip altid at gøre, som man gjorde i går og gøre det på samme måde, som man altid har gjort. Dette dogme respekteres af såvel store som små.
[…]
Hoffet er ikke bedre end landmændene, hvad sædvaner angår. Alt der synes ordnet med det overordnede formål at dyrke skøn-heden og storheden ved det uforanderlige. Underkastet et helt fast ceremoniel fungerer det efter ritualer, der er lige så hellige som religionens. Selv de mest ubetydelige handlinger i paladset styres af regelsæt, hvis oprindelse fortaber sig i fortiden. Det er umuligt at ændre på noget, eftersom man kunne komme til at begå helligbrøde, og også selveste kongen må bøje sig under følgerne af den dræbende hægen om fortiden. Om kongen så var ved at dø af tørst, kunne man ikke servere et glas vand for ham uden først at tilkalde den kammertjener, der tager sig af dette hverv, og som skal overholde hele ceremoniellet i dette hofteater.
Hvis De rejste i Spanien, ville De også støde på andre ejendommeligheder. Kom De for eksempel til en kro, ville De – blandt andre mere ubetydelige mangler – opdage, at døren ikke er forsynet med lås, men kun med en simpel smækrigel. De ville imidlertid ikke få noget ud af at protestere, eftersom der er tale om en forholdsregel, indført af Inkvisitionen. På denne måde kan inkvisitorerne når som helst komme ind i værelset og se, hvad gæsten foretager sig, uden at skulle forcere en irriterende lås for at få stillet deres nyfigenhed. Og hvorfor kommer inkvisi-torerne? For at undersøge forskellige delikate forhold såsom, om man afholder sig fra at spise kød under fasten, om der i værelset opholder sig personer af forskelligt køn, om kvinderne sover alene eller sammen med mænd og – i bekræftende fald – om disse mænd er deres lovformelige ægtemænd, hvilket de skal kunne dokumentere ved at fremvise den dertil hørende attest.
Inkvisitionen tager hele tiden hånd om vor evige frelse, så den, der ikke vil frelses, er fortabt her. I påsken hænger præsterne i de forskellige sogne lister op på kirkedørene over ikke-troende eller kættere, der ikke har overholdt nadverforskrifterne. Bagefter tager Inkvisitionen sig af dem.
Carolina
