Oberst Lunn om de forskellige landes politik
Den danske oberst C.D.O. Lunn blev i 1937 udpeget til at sikre, at ikke-interventionen blev overholdt i grænseområdet mellem Frankrig og Spanien. Her følger hans opfattelse af de forskellige landes politik i forbindelse med borgerkrigen.
Uddrag af C.D.O. Lunn: I Fredens Tjenneste. Odense, 1939. (s. 35-37).
Jeg kan vist lige så godt først som sidst give en kort oversigt over de forskellige landes politik.
Da det spanske oprør, eller rettere sagt modoprør, brød løs under general Franco's ledelse, råbte den siddende spanske regering (som i fremtiden vil blive kaldt rødspaniere i modsætning til general Franco's hvid-spaniere) højt om hjælp fra alt, hvad der hed kommunisme og yderliggående venstre hele verden over. De første, der sendte hjælp, var den siddende franske regering, og specielt luftfartsministeren, men heraf udviklede sig igen, at forskellige andre parter begyndte at blande sig i tingene. Det land, der var værst stillet – udenfor Spanien naturligvis – var Frankrig. Det er derfor heller ikke at undre sig over, at tanken om ikke-indblanding blev startet i Frankrig.
Denne tanke blev optaget af de andre europæiske nationer, således at man under Englands ledelse dannede en sammenslutning af 26 nationer – d.v.s. samtlige europæiske undtagen Schweiz og Spanien med det formål at kvæle borgerkrigen i Spanien ved at afskære tilførsler og ved at nægte parterne anerkendelse som »krigsførende«.
De små lande spillede i denne sammen-slutning ikke megen anden rolle end stemmekvæg, men de store lande, Rusland, Tyskland, Italien, England og Frankrig førte hver især en egen politik, der ofte var vanskelig at forene med ikke-indblandingens ide; det kneb derfor ofte med sammenholdet.
Ruslands politik gik i hovedsagen ud på at mudre vandene så meget at der kun blev gro-bund for dens kommunistiske ideer, der ikke havde meget med kommunisme at gøre, men som gik ud på at udvide en lille gruppe mænds magtmuligheder, uanset, hvad de iøvrigt trampede hen over. Denne opmudring afvandene skulle dog ikke ske på en sådan måde, at Rusland selv kom til at brænde fingrene, ifald det viste sig, at vandet var varmt, med andre ord, Rusland ønskede kun at få sat samtlige andre europæiske nationer op at slås indbyrdes, således at de selv kunne stå med en kolossal våbenmagt, den dag, alle andre havde forblødt. Der var ikke det standpunkt, Rusland ikke var villig til at tage for at nå dette mål. Vi ser derfor ustandselig Rusland svinge hid og did, uden det altid er muligt at forstå bevæggrundene. Kun var det en givet ting, at når det gang på gang viste sig i de store luftkampe i Spanien, at vel kunne de russiske flyvere flyve umådeligt hurtigt, men at de var tyskerne og italienerne absolut underlegne i manøvredygtighed i luftkamp, så blev russerne fredeligt stemt og råbte højt op om, at man for himlens skyld ikke måtte blande sig i Spaniens forhold.
Tysklands politik var betydelig mere klar. Tyskland var først og fremmest modstander af Rusland og gik med glad hjerte ind på at slå Rusland eller russisk indflydelse ned, hvorsomhelst det traf på sådant. Da Frankrig havde en rød regering, gik en hel del af disse bestræbelser ud over denne regering. På grund af Tysklands klare anti-russiske standpunkt, forsøgte Rusland gang på gang at få tyskerne til at forløbe sig, eller rettere, at slippe krigen løs, som f.eks. den gang, et tysk krigsskib ved Mallorca blev beskudt af en rød flyver. Tyskerne svarede øjeblikkelig med at bombardere AImeria, hvilket jeg personlig tror, at jeg også ville have gjort, men da Tyskland her var kommet i gang med at skyde med skarpt, voldte det megen vanskelighed og overtalelse at få bremset dem så meget, at de ikke slap krigen løs.
Tyskland nærede meget liden tillid til kontrollen ved Pyrenæergrænsen og forsøgte ved adskillige lejligheder at mudre vandene for os. En af mine opgaver var derfor at være stødpude mellem Tyskland og Frankrig og spille mit spil på en sådan måde, at Tyskland aldrig fik noget som helst at hænge sin hat på. Efterhånden benyttede Tyskland Spanien som en eneste stor Amager Fælled, hvor man gjorde sine forsøg hvilket naturligvis havde til følge, at forskellige andre stater gjorde de samme – men alt i alt spillede Tyskland hele tiden igennem den fornærmedes rolle, og fornærmeren var mere eller mindre Rusland eller Frankrig.
Men det, der i virkeligheden lå bagved det hele, længst inde i Hitlers og hans hjælperes og Ribbentrops hjerner, det var ønsket om at få Frankrig til at slippe krigen løs på et tidspunkt, hvor England ville lade Frankrig alene, således at man havde på den ene side et Frankrig, der var forladt af England og svigtet af Rusland. Thi at Rusland ville svigte, er ganske givet, jfr. hvad der foran er sagt om Ruslands politik, og med som eneste hjælpere et Tjekkoslovakiet, der blev holdt i skak af Polen og Ungarn, samt et rødspanien, der så sandt ikke var noget værd og desuden med indre oprør hjemme. Imod det skulle stå Tyskland-Italien samt hvidspanien, der ganske vist ikke kunne meget, men dog nok til at binde et Armekorps.
Mulighederne for at få dette i gang var der, den gang Delbos var afløst som udenrigsminister af Paul Boncour. Når det ikke lykkedes, skyldtes det besindige folk såsom Chamberlain, den franske minister i London, M. Corbin, Lord Plymouth, Daladier og general Gamelin.
Italiens politik var først og fremmest dikteret af Italiens ønske om at træde i Roms fodspor, og disse står såmænd tydeligt nok trampet i jorden rundt om hele Middel-havsbækkenet. Naturligvis måtte Italien i al almindelighed findes i de stater, som nu en-gang eksisterede om Middelhavet, men skulle Italien finde sig i indflydelse fra en fjern russisk stat, som end ikke eksisterede i det gamle Roms tid? Aldrig i livet! Italien fik derfor naturligt en plads ved Tysklands side, men dets stilling var betydelig svagere end Tysklands, fordi det var mere sårbart.
Tekst 13 (i bogen) | Oversigten over kildetekster | Tekst 15
