Om årsagerne til det italienske militære nederlag i Guadalajara-offensiven

Teksten er et uddrag fra et historiespeciale fra Københavns Universitet, som omhandler Italiens intervention i den spanske borgerkrig. Uddraget beskriver de italienske troppers nederlag ved Guadalajara i marts 1937.

Uddrag af Morten Heiberg: Det fascistiske Italiens intervention i den spanske borgerkrig. Romansk Institut, Københavns Universitet, 1997. (s. 52-54).

Der er både strategiske og materielle årsager til nederlaget. Ufficio Spagnas hvidbog, som baserer sig på indkomne og udgående telegrammer i krigsperioden, diverse vidnesbyrd fra generaler, befalingsmænd og feltlæger samt oplysninger indhentet i Francos hovedkvarter, er yderst kritisk i sin analyse. Den undgår at kommentere, men lader citater fra det indsamlede kildemateriale tale. At der er tale om en seriøs rapport, fremgår af, at der fremkommer kritik, som aldrig ville have kunnet tåle offentliggørelse i et regime som det fascistiske.

Rapportens forskellige bidrag, hvis origi-naler befinder sig i arkivet og derfor er nemme at kontrollere, peger stort set alle i samme retning, nemlig at det først og fremmest var republikanernes evne til at slå igen, kombineret med Rossis ringe indsats ved brohovedet Tajuiia, der var afgørende. Ifølge førsteudgaven af Martinez Bandes bog var der omkring 35.000 republikanske tropper mod slutningen af modoffensiven, mens han i den reviderede udgave afstår fra at give præcise cifre. Den massive troppeopbygning var muliggjort, fordi Franco undlod at angribe på Guadalajara-fronten og dermed ikke formåede at holde de republikanske styrker og reserveenheder i skak. For havde det pauvre republikanske forsvar skullet forsvare Guadalajara alene eller med kun ringe troppetilførsel, så ville udfaldet givetvis været blevet et andet. På selve krigsskuepladsen begik italienerne en række dumheder, som det er svært at holde andre ansvarlige for. Ud over det alt for lille brohoved på ved Tajuña-floden, havde den italienske hær stort set ingen defensive op-stillinger. Roatta[1] mente, at defensive kvaliteter var ganske unødvendige, idet de italienske soldater var en slags stormtropper, der ikke havde tænkt sig på noget tidspunkt at stoppe op for at forsvare sig.

Som det fremgår af Roattas telegrammer og den efterfølgende rapport undervurderedes fjenden kraftigt. Modoffensiven kom som en overraskelse for Roatta, der næppe havde begivet sig til Francos hove kvarter for at diskutere de offensive muligheder i Guadalajara-området, hvis han havde haft fuldstændige oplysninger om fjendens potentielle styrke. Helt frem til den 13. marts syntes der at have hersket en barnetro på, at fjendens linier kunne brydes på samme måde og med samme lethed som Málagas.

De manglende flyrekognosceringer udgjorde en alvorlig sikkerhedsrisiko, idet italienerne dermed ikke vidste, hvad der foregik af troppebevægelser på den modsatte side af frontlinien. De italienske soldater var ydermere dårligt klædt på til vejrliget. Godt nok var vinteren 1936-37 en af de koldeste i dette århundrede i Spanien, men i marts måned på et åbent plateau i 1000 meters højde, hvor regn og blæst og høj luftfugtighed er med til at afkøle krops-temperaturen, er varm påklædning under alle omstændigheder en nødvendighed. Vejrliget umuliggjorde ydermere flystøtte til de fremadskridende tropper og gjorde dermed fremrykningen sværere. Desuden var terrænet aldeles uegnet til guerre celeri-taktik, idet kombinationen af tung, leret jord og kraftige regnskyld gjorde det umuligt for de motoriserede enheder at komme frem, ligesom tungere køretøjer måtte holde sig til de større veje. Så snart det stod klart, at man kun kunne anvende hovedvejene, burde Roatta have indset det umulige i at transportere 2400 køretøjer og andet tungt artilleri.

Guerre celeri-strategiens succes afhang i høj grad af overlegenhed i materiel udrustning, herredømme i luften og højt uddannede tropper. På trods af, at vejrliget forhindrede italienerne i at få luftherredømmet, burde de italienske planlæggere have indset, at deres tre tons tunge tanks kun udrustet med maskin-geværer ikke kunne sammenlignes med de russiske T-26'ere.

[…]

Et kapitel for sig er de italienske troppers kvalitet. Der er gennem tiderne sagt mange vittigheder om de italienske soldaters mang-lende mod og styrke. Dette tilsyneladende pacifistiske træk kom også til udtryk ved Guadalajaraoffensiven. Følgende erklæring, som blev inkluderet i den endelige embeds-mandsrapport, får da også enhver anden vittighed til at blegne. Selv ikke en film som Mediterraneo formår tilnærmelsesvis at beskrive virkelighedens garibaldinere så godt som denne italienske feltlæge:

»Jeg har kunnet konstatere, hvordan der i rækken af soldater er blevet rekrutteret personer uegnede på grund af krigstræthed, uduelige og indimellem alt for gamle elementer. Mange var ramt af brok, åreknuder, blindtarmsbetændelse, syfilis, akut som kronisk gonoré, tandløshed samt maveproblemer, og når der var fare på færde, var de hurtige til at gøre opmærksom på deres sygdomme for dernæst at trække sig tilbage bag kamplinien. Andre var derimod ikke teknisk forberedte til krigshandlinger, nogle havde aldrig holdt et gevær i hånden; der var artillerisoldater, som ikke havde det fjerneste kendskab til kanoner, og infanterisoldater, der ikke vidste, hvordan man ladede et våben«.

At det forholdt sig sådan fremgik ligeledes af en republikansk propagandapamflet udgivet på italiensk i Paris. Her beskrives, selvfølgelig med en vis hildethed, men også med en udtalt sympati, de stakkels tilfangetagne italienske soldater:

»De består til dels af drenge, som har let til tårer, rørte over vores høflighed og dels af gamle mænd. Der er en, som har otte børn, andre har både syv, seks og fem børn«.

[1] General Mario Roatta var øverstkommanderende for de italienske styrker i Spanien.

Tekst 21 (I bogen) | Oversigten over kildetekster | Tekst 23