Arbejdets Lov af 6. marts 1938

Den nationalistiske regering vedtog i marts 1938 den nye arbejderlov – en lov som i vid udstrækning tilfredsstillede falangisternes ønske om et vertikalt fagforbund. Udover at angive rammerne for forholdet mellem virksomhedsejere og arbejdere er lovens tekst ganske illustrativ for samfundsopfattelsen hos nationalisterne.

Uddrag af Maria Carmen García-Nieto & Javiar M. Donézar: Bases documentales de la Españia contemporánea, vol. X. Guadiana. Madrid 1974.

I

1) Arbejdet er menneskets deltagelse i produk­tionen gennem dets frivillige udfoldelse af intellek­tuelle og manuelle evner, alt efter det personlige kald, under hensyntagen til dets sømmelighed og velfærd og en bedre udvikling af nationens øko­nomi.

[…]

5) Arbejdet vil, som en bestanddel af sam-fundet, blive ubønhørligt afkrævet i alle sine afskygninger af alle spaniere, der ikke er for-hindrede deri, og det vil blive vurderet som tributbetalt til nationens rigdom.

[…]

8) Alle spaniere har ret til at arbejde. Opfyldel­sen af denne ret er statens vigtigste opgave.

II

1) Staten forpligter sig til konstant og effektivt at forsvare arbejderen, hans liv og arbejde.

Den vil på passende måde afgrænse arbejdsda­gens varighed, så at den ikke bliver for lang, og den vil underkaste arbejdet alle former for beskyt­tende og humanitære garantier. Især vil den for­byde kvinders og børns natarbejde i værksteder og på fabrikker.

2) Staten vil opretholde søndagshvilen som en ukrænkelig betingelse for arbejdsydelsen.

3) Uden tab af fortjeneste og under hensyn-tagen ­til virksomhedernes tekniske behov, vil lovene pålægge, at de religiøse højtider, som traditionen byder, samt de anerkendte verdslige højtider og de ceremonier som Bevægelsens ledelse beordrer, bliver respekteret.

[…]

5) Alle arbejdere vil få ret til en årlig lønnet ferie for, at han kan få en velfortjent hvile. Til dette for­mål skal der oprettes institutioner, der sikrer den bedste opfyldelse af denne bestemmelse.

III

1) Arbejdslønnen skal, som minimum være til­strækkelig til at sikre arbejderne og hans familie et moralsk og værdigt liv.

[…]

3) Gradvist og uafvendeligt vil arbejdernes leve­standard blive hævet efterhånden som nationens højerestående interesser tillader det.

4) Staten vil fastsætte rammer for arbejdets re­gulering, i overensstemmelse med hvilke man vil etablere relationer mellem arbejdere og virksom­heder. Det væsentligste indhold af de nævnte rela­tioner vil være såvel arbejdets omfang og dets af­lønning, samt den gensidige loyalitetspligt, bi­stand og beskyttelse fra arbejdsgiverens side og lydighed fra personalets side.

[…]

7) Virksomhederne skal informere deres perso­nale om produktionen i det omfang det er nødven­digt for at højne deres ansvarsfølelse over for produktionen, i det omfang lovene forudsætter.

[…]

V

1) Man vil bestræbe sig på at tildele hver fa-milie på landet et lille jordstykke, en nytte-have, der skal tjene til at dække dens elementære behov og be­skæftige den i perioder med ledighed.

[…]

5) Man vil arbejde for en forskønnelse af livet på landet ved at forbedre bøndernes bolig og forbedre de hygiejniske forhold i Spaniens landsbyer og gårde.

6) Staten vil sikre forpagterne stabilitet i jordens dyrkning gennem langfristede kon-trakter, der sik­rer dem mod uberettiget op-sigelse og sikrer dem udbytte af de forbed-ringer, som de måtte have foretaget. Det er statens hensigt at overveje, hvilke midler der er mest hensigtsmæssige for at jorden, under rimelige vilkår, overgår direkte til dem, der dyrker den.

[…]

XI

1) Den nationale produktion udgør en økono­misk enhed i Fædrelandets tjeneste. Det er enhver spaniers pligt at forsvare den, forbedre den og for­øge den. Alle de faktorer, der indgår i produktio­nen, underordnes Nationens overordnede inter­esser.

2) Individuelle eller kollektive handlinger, på nogen måde forstyrrer den normale produktion eller retter angreb på den, vil blive opfattet som landsskadelig virksomhed.

3) Forbryderisk nedsættelse af arbejdets ud-bytte vil blive gjort til genstand for passende straf.

4) Normalt vil staten ikke optræde som arbejds­giver, medmindre der savnes privat initiativ, eller nationens overordnede interesser kræver det.

[…]

6) Staten anerkender det private initiativ som en frugtbar kilde til Nationens økonomiske liv.

XII

1) Staten anerkender og beskytter den private ejendom som et nationalt middel til at opfylde individuelle, familiemæssige og sociale funktioner. Alle former for ejendom er underordnet Natio­nens højere interesser, hvis fortolker Staten er.

XIII

1) Statens nationalsyndikalistiske organisatio­ner vil blive inspireret af principperne: Enhed, to­talitet og Hierarki.

2) Alle økonomiske faktorer vil, alt efter pro­duktions- og servicefag, blive indpasset i vertikale fagforeninger. De liberale og tekniske erhverv vil blive organiseret på tilsvarende vis, ifølge lovens bestemmelser. ­

3) Den vertikale fagforening er en officiel sam­menslutning, der medfører, at alle de enkeltdele, der viser deres aktiviteter til den økonomiske pro­ces inden for en given produktionsgren, skal opta­ges i et enhedsorgan, der indrettes hierarkisk under statens ledelse.

4) Fagforeningernes ledelse skal tilfalde med­lemmerne af FET y de las JONS.

5) Den vertikale fagforening er et instrument i statens tjeneste, gennem hvilken den hovedsagelig vil virkeliggøre sin økonomiske politik. Fagfor­eningerne må kende produktionens problemer og foreslå løsninger herpå, der svarer til nationens interesser. Den vertikale fagforening kan via de pågældende organer tage del i til-rettelæggelsen, overvågningen og udførelsen af arbejdsforhol­dene.

[…]

Tekst 25 (I bogen) | Oversigten over kildetekster | Tekst 27