Francos ideologi

Teksten gengiver en række af Francos udtalelser fra august 1936 til 1938 og viser udviklingen i Francos beskrivelse og holdning til det nationalistiske Spanien.

Uddrag af Ricardo de la Cierva: Francisco Franco - un siglo de España, bind l, s. 429-32. Editora Na­cional, 1973.

August 1936, i det portugisiske dagblad O Seculo:

»Spaniens styre skal være det republikanske, som landet selv indførte. Det drejer sig om at gen­nemtvinge retfærdighed, at skifte for-brydelser ud med orden, at erstatte bandit-væsen med arbejde . . . Det drejer sig ikke om mere eller mindre re­spektable ideer, men om en national rejsning, der har påtaget sig det ædle hverv at gøre en ende på det tyranniske styre, som de marxistiske elementer udøvede. Vi vil genoprette et ærerigt, ordnet, tra­ditionsbundet og hæderligt Spanien, så snart kam­pen mod denne håndfuld genstridige galninge er ophørt. Bevægelsen er udelukkende militær og dens karakter er national. Spaniens højeste inter­esser skal afgøre fremtiden«.

Den 31. august 1936 i en film-reportage foretaget af et udenlandsk nyhedsmagasin:

»Den nationale spanske rejsning er ikke en klas­sebevægelse, ejheller finder den sted til gavnfor et bestemt parti. Det er en folkelig rejsning, som modsætter sig at blive kvalt af den russiske kom­munismes barbari som i alliance med kriminelle le­dere ville udslette grundlaget for vores civilisation og forberedte de røde horders angreb. Hverken forfatningen, lovene eller retten gjaldt i vort land. Hærens og flådens disciplin blev antastet og un­dermineret af selve ministrenes handlinger. Tu­sindvis af spaniere sad i fængsel og en af dem blev myrdet af regeringens politi. Kommuner og byer var overladt til samvittighedsløse for-bryderkomi­teer. Underskolen var forvandlet til et propagan­dacenter, hvor afskyelige perversiteter blev ud­øvet. Arbejderklassen blev forfulgt og plaget til de­speration af de styrende, der indlemmede den i revolutionære fagforeninger, der gejlede den op til den mest vilde klassekamp. Sådan lå Spanien i dødskamp. Derfor har vi set det som en pligt at lede nationens fædrelandskærlighed, da sammen­bruddet var overhængende og da det ikke mere var muligt at redde dette folks liv, da vi stod foran dets ødelæggelse, med patriotiske og lovlige midler, derfor har vi kaldt til oprør og forsvar for Spanien, for en civilisation, der stod i begreb med at for­svinde«.

Den 28. februar 1937:

»Efter at det parlamentariske styres uorganiske stemmeret har vist sig at være en fiasko på grund af de udueliges tyranni og mangel på sammen­hæng, manifesterer den nationale vilje sig i sine faglige organer: korporationerne som med rod i selve landets indre repræsenterer dens mest ægte behov og idealer«.

Den 18.juli 1937:

»Det er ikke tilladt en hær at sætte sig op mod et parti eller en forandring, fordi man ikke kan lide den, men den har pligt til med våben i hånd at rejse sig for at forsvare fædrelandet, når det er i fare.«

August 1937:

»De valg, der gik forud for oprettelsen af Folkefrontsregeringen, i februar 1936, blev forfalsket af de ekstremistiske partier. De fik stemmer ved hjælp af trusler og terror, enten blev man truet til ikke at stemme eller til at stemme på dem. Trods alt fik højrepartierne flest stemmer. Så greb ven­strepartierne til sådanne storslåede metoder som annulering af resultaterne i visse valgkredse og lig­nende, takket være hvilke ekstremisterne fik mag­ten. Da de først havde den, behøvede de ikke lang tid til at sprede anarki og kaos i landet. . . Hærens ledere greb ikke ind før de var forvissede om, at kun deres handling kunne redde landet fra fuld­stændig ødelæggelse. De besluttede sig til at handle den dag de erfarede, at Folkefrontens yderliggåen­de elementer forberedte en kommunistisk revolu­tion lig den sovjetiske. Oprøret var fra folkets side en legitim forsvarshandling: fra dets lederes side et udtryk for en retfærdig harme«.

1938, i den italienske avis, Corriere della sera:

»Der fandtes ikke frihed, den var skiftet ud med regeringspartiernes tøjlesløshed. Der var ingen lig­hed, fordi de i regeringen, der kaldte sig krigs­førende, udslettede den; der var intet broderskab, for dette blev gjort til skamme af mordene på op­positionens politikere, mord der blev udført med regeringens og myndighedernes samtykke og med­delagtighed«.

Tekst 26 | Oversigten over kildetekster | Tekst 28