Det hemmelige politis metoder

I Kommunismens sorte bog redegøres der for den kommunistiske bevægelses historie og hvorledes kommunistiske ledere ophøjede udøvelsen af masseterror til politisk mål. Bogen har et specielt afsnit om forholdene i Spanien under Borgerkrigen. Det valgte tekstuddrag om-handler SIM’s rolle i Spanien.

Uddrag af Stéphane Courtois: Kommu-nismens sorte bog. Høst og søn, 2002.
(s. 387-388).

SIM havde snart 6000 agenter. Et stort antal »teknikere« fra Hertz' Servicio blev overført til SIM. I 1939 fortalte Prieto, at SIM, der på papiret skulle udføre kontraspionage, var blevet oprettet på opfordring af de sovjetiske myndigheder. Og til trods for diverse foranstalt­ninger[1] (i begyndelsen blev tjenesten ledet af en ven til ministeren), fik kommunisterne hurtigt kontrollen over SIM og benyttede organisationen til egne formål. Den 5. april 1938 blev Prieto efter pres fra kom-munisterne og de sovjetiske myndigheder fjernet fra regeringen.

Julian Gorkin har beskrevet SIMs akti-viteter således: »SIM arresterer helt vilkårligt efter eget forgodtbefindende, sandsynligvis for at efterkomme NKVDs plan om politiske repressalier. Den ’mistænkte’ smides i fængsel, og man forbereder hans retssag […]. SIM tilbageholder det pågældende dossier i månedsvis under henvisning til manglende oplysninger. Og i tilfælde hvor dommeren måtte være overbevist om den anklagedes uskyld, går SIM ­dommeres og advokaters skræk – ind i sagen«[2].

Den svejtsiske kommunist Rudolf Frei, en tidligere mekaniker, der i 1931­-32 havde taget kurser på Den Internationale Leninistiske Skole i Moskva, fik i opdrag – fra Basel – at organisere overførslen af frivillige til Spanien. På eget initiativ drog han i slutningen af 1937 til Spanien, hvor han fik ansvaret for SIMs kontroltjeneste og i denne egenskab skulle »følge« svejtserne[3]. Fra foråret 1938 blev mange antifascister, der var indsat i de kommunistisk kon­trollerede fængsler, bragt til fronten og der – i selskab med »frankistiske« fanger – sat til under ek-stremt hårde betingelser at udføre tvangs-arbejde såsom jordarbejde og lignende: uden forplejning og med en konstant trussel om at blive skudt af kommunisterne hængende over hovedet.

En af de overlevende, Karl Brauning, der var medlem af en afvigende tysk kommunistgruppe, og for hvem det var lykkedes at flygte, fortalte i december 1939 – mere end seks måneder efter afslutningen på sin lidelseshistorie – til nogle personlige venner: »Det, vi har oplevet siden juli måned, er ubærligt og grusomt. Billederne fra Dostojevskijs Optegnelser fra dødens hus er blege afbilleder. […] Hertil kommer en tilstand af konstant sult, der grænser til delirium. Jeg er reduceret til det halve af, hvad jeg var. Hud og knogler. Oven i købet syg og fuldstændig tappet for kræfter. På dette stadium forsvinder skellet mellem dyr og menneske. Man når barbariets første stadium. Åh! fascismen har endnu meget at lære af disse banditter og fremstår nærmest som kulturens beskyttere. Vore akter var efter al sandsynlighed behæftet følgende notits: ’Fysisk udslettelse med legale midler’. Det er i det mindste, hvad man forsøgte fra først tilsidst«.

[1] Indalecio Prieto: Comment et pourquoi je suis sorti du ministere de la Defense (Hvordan og hvorfor jeg forlod Forsvarsministeriet). Paris, 1939. I sin bog Espions de la Republique (Repu­blikkens spioner. Allia, 1990), præciserer Ramon Ruffat: »Stik imod de oprindelige planer havde SIM ingen opgaver i den rebelske zone, men udførte sikkerhedsopgaver og kontra­spionage i den republikanske zone. i sit eget bagland«.

[2] Julian Gorkin, op. cit., p. 170.

[3] Peter Huber: »Die Ermordung des Ignaz Reiss in der Schweiz (1937) und die Verhastung dis­sidenter Schweizer Spanienkampfer durch den Geheimapparat der Komintern«. in Kommu­nisten verfolgen Kommunisten. Berlin Akademie Verlag, 1993, p. 68-86.

Tekst 32 | Oversigten over kildetekster | Tekst 34 (I bogen)