Protestskrivelse fra CNT’s nationalkomité mod for-følgelsen af POUM, 28. juni 1937.

Uddrag af Maria Carmen García-Nieto & Javier M. Donézar: La Guerra España 1936-1939. Bases documentales de la España contemporánea, vol. X. Madrid, 1974.

Fremfor alt ligger det os på sinde at erklære, at CNT i kraft af sin intakte og mægtige styrke, gennemorganiseret og disciplineret som det er i dag, overhovedet ikke frygter, at denne etapevise elimineringsproces i morgen kan ramme det. CNT er hævet over denne halv interne kamp og vil blot opridse et konkret aspekt af sagen, og bekræfte sin stilling som det finder nødvendigt og retfærdigt. CNT vil ikke diskutere, om der i POUM er eller ikke er provokatører, spioner der er betalt af fascismen, folk i ledtog med fjenden. Det er der sandsynligvis, eftersom de findes skjult i alle andre partier og organisationer. CNT ville intet sige, hvis man havde anlagt sag mod bestemte personer og foranstaltet retssager, der kunne garantere en juridisk stadfæstelse af anklagerne. Men elimineringen af POUM, der blev påbe­gyndt i Cataluña i december og som siden da er blevet fortsat systematisk, blev ikke startet som en proces mod nogle folk, der havde infiltrere t organisationen, og nogle agenter for fas-cismen. Men derimod er denne proces, som udmærket kunne være et snedigt udtænkt påskud – begivenhedernes mistænkelige rækkefølge tvin­ger os ovenikøbet til at frygte det – kommet nu, hvor POUM som parti er blevet udelukket fra alle antifascistiske aktiviteter, ekskluderet af Generalitat-regerin­gen, og smidt ud af Forsvarsrådet, ja endda af Sundhedsrådet i Cataluña. En eliminering, der ikke begyndte i maj, men som be-gyndte i december sidste år. Efter majbegi-venhederne tydeliggøres forfølgelsen og får offentlig status. Ikke mod nogle enkelt-personer, men mod partiet. Selvom man i dag siger; at det er mod nogle enkelt-personer, når man har behov for at person-liggøre forbrydelsens karak­ter.

Ydermere vil vi anføre, at forfølgelsen af POUM ikke er noget, alle partier og organisationer betragter som en nødvendighed, dette gælder både i Cataluña og i resten af Spanien. Kun eet parti gør dette og gennemtvinger forfølgelsen, og det gør det med den stædighed og vedholdenhed, der karakte-riserer det. De øvrige er tilskuere til denne ulige og en kende uværdige kamp mellem et svagt parti og et stærkere parti, der i den loyale del af Spanien har den moralske styrke, som Ruslands støtte til vores sag giver det.

Justitsministeriets dekret, der nedsætter særlige domstole for lukkede døre, og de nye Bloddomstoles frygtelige udstyr, forekommer at være endnu en indrømmelse til det spanske og det sovjetiske Kommunistpartis behov og hensigter om at eliminere det parti, der hedder Partiet for marxistisk Enhed (POUM). Og vi finder, at dette kan den liberale spanske føderation ikke tillade (den spanske enhedsstat var blevet omdannet til en forbundsstat med Cataluñas og Euzkadis indre selv­stændighed, o.a.).

Lad dem i USSR løse deres problemer, som de kan eller således som omstændig-hederne tilråder dem.

Det kan ikke lade sig gøre at overføre den samme kamp til Spanien, og med blod og ild forfølge et oppositionsparti eller en gruppe, der ikke er enig i en bestemt ideologi eller en bestemt politik. Denne forfølgelse sker ved hjælp af pressen og her i landet ved hjælp af loven, brugt som våben, og ved hjælp af en umoralsk svinestreg.

At der i POUM er infiltratorer, Franco-agenter, spioner og provokatører, er der in­gen tvivl om. Vel, lad dem blive anholdt, lad dem blive retsforfulgt, og, med garanti for at det ikke drejer sig om en manøvre, lad dem blive skudt. Men netop agenter­ne, spionerne, provokatørerne. Ikke medlemmerne af et parti, som man ønsker at destruere, og som man eliminerer først ved at illegalisere det og dernæst ved at lade dets repræsentanters hoveder rulle, folk som i kraft af deres lange historie nyder massernes bevågenhed. Os kan man kun overbevise om, at Nin, Andrade, Gorkin og David Rey er forrædere, fascistiske agenter, spioner etc, ved at bevise det. Vi vil have beviser, før vi tror på det, ligesom vi ville have beviser, før vi ville tro på, at f.eks. Gordon Ordás eller Albornóz tjener fascismens interesser, eller at general Miaja gør det. Og disse beviser skal nødvendigvis fremstå klart og kategorisk; og ikke for lukkede døre, hvilket alt for mistænkeligt efterligner fremgangsmåder, der er importerede fra andre lande.

Tekst 36 (I bogen) | Oversigten over kildetekster | Tekst 38