Den spanske borgerkrig i tilbageblik
Hobsbawn sætter i sit værk Den spanske Borgerkrig i et større perspektiv.
Uddrag af Eric Hobsbawn: Ekstermernes århundrede. Verdenshistorie 1914-94. Samleren, 1997. (s. 181-186).
1930'ernes problemer var således trans-nationale, uanset om kampene blev ud-kæmpet inden for staterne eller imellem dem. Dette var intetsteds mere ind-lysende end i Den Spanske Borgerkrig 1936-39, der blev indbegrebet af denne globale konfrontation.
I tilbageblik virker det måske over-raskende, at denne konflikt øjeblikkelig fik både venstre- og højrefløjens sympatier frem i lyset i Europa og Nord- og Sydamerika – især de intellektuelles. Spanien var en perifer del af Europa, og landets historie havde konstant været ude af trit med det øvrige europæiske kontinents, som det var adskilt fra af den mur, der hed Pyrenæerne. Spanien havde holdt sig uden for alle europæiske krige siden Napoleon og skulle også komme til at holde sig uden for Anden Verdenskrig. Siden begyndelsen af det 19. århundrede havde Spaniens anliggender ikke for alvor vedkommet de europæiske regeringer, selvom USA havde fremprovokeret en kortvarig krig mod landet i 1898 for at kunne berøve det de sidste dele af det gamle verdensimperium fra det 16. år-hundrede – Cuba, Puerto Rico og Filip-pinerne. Faktisk var Den Spanske Borgerkrig – i modsætning til, hvad forfatterens generation troede – ikke første fase af Anden Verdenskrig, og sejren til general Franco (der, som vi har set, ikke engang kan beskrives som fascist) fik ingen væsentlige globale konsekvenser. Den holdt bare Spanien (og Portugal) uden for verdenshistorien i endnu 30 år.
Men det var ikke noget tilfælde, at dette notorisk unormale og indesluttede lands indenrigspolitik skulle blive sym-bolet på en global kamp i 1930'erne. Tidens centrale spørgsmål blev aktua-liseret: på den ene side demokrati og re-volution, eftersom Spanien var det eneste land i Europa, som var modent til en sådan; på den anden side en umådelig kompromisløs modrevolutionær eller reaktionær lejr, inspireret af en katolsk kirke, der afviste alt, hvad der var sket i verden siden Martin Luther. Mærkeligt nok havde hverken Moskvakommunismens eller de fascistisk inspirerede kræfter været af nogen særlig betydning forud for Den Spanske Borgerkrig, eftersom Spanien fulgte sin egen excentriske kurs både på den anarkistiske venstrefløj og på det carlistiske højre.
[…]
Og desuden: der og kun der blev venstre-fløjens uendelige og demoraliserende tilbagetog standset af mennesker, der kæmpede en væbnet kamp mod højrefløjen. Allerede før Kommunistisk Internationale begyndte at organisere de internationale brigader (hvis første delinger ankom til deres fremtidige base midt i oktober) – ja, faktisk før de første organiserede kolonner af frivillige (fra den italienske liberalt-socialistiske bevægelse Giustizia e Libertri) dukkede op ved fronten, kæmpede udenlandske frivillige for republikkens sag i et vist tal. I alt drog over 40.000 unge frivillige fra over 50 nationer ud for at kæmpe, og mange for at dø, i et land, som de fleste af dem sikkert ikke vidste andet om, end hvordan det så ud på et skoleatlas. Det er væsentligt at slå fast, at kun omkring 1000 frivillige kæmpede på Francos side (Thomas 1977, s. 980). Og af hensyn til læsere, der er opvokset i det sene 20. århundredes moralske klima, må det tilføjes, at disse frivillige hverken var lejesoldater eller – bortset fra nogle få – eventyrere. De drog ud for at kæmpe for en sag.
Hvad Spanien betød for liberale og ven-streorienterede i 1930'erne, er nu vanskeligt at fastholde, selvom det for mange af os overlevende, der har lagt et langt liv bag os, er den eneste politiske sag, som stadig selv i tilbageblik virker lige så ren og tvingende, som den gjorde i 1936. Den forekommer nu at tilhøre en forhistorisk fortid, selv i Spanien. Men dengang virkede den for dem, der bekæmpede fascismen, som deres kamps vigtigste front, fordi den var den eneste, hvor der var konstant aktion i over 2 ½ år, den eneste hvori man kunne deltage som individer – om ikke i uniform, så ved at samle penge ind, hjælpe flygtninge eller gennem konstante kampagner for at lægge pres på sin egen feje regering. Og den gradvise, men tilsyneladende uimodståelige frem gang for den nationalistiske side, republikkens forud-sigelige nederlag og død, gjorde bare behovet for at få skabt en enhedsfront mod verdensfascismen så meget mere desperat påtrængende.
For den spanske republik kæmpede, trods al vores sympati og den (utilstrækkelige) hjælp, den modtog, en håbløs kamp imod nederlaget lige fra starten. I tilbageblik står det klart, at dette skyldtes dens egne svagheder. Efter normerne fra det 20. århundredes folkekrige – vundne som tabte – står den republikanske krig i 1936-39 med al sin heroisme sig dårligt. Dette skyldes dels, at den ikke gjorde alvorlig brug af guerilla-krigen, dette magtfulde våben imod over-legne konventionelle styrker – mærkeligt i det land, hvorfra denne ureglementerede krigsforms navn stammer. I modsætning til nationalisterne, der kæmpede for en politisk og militær sag, var republikken hele tiden politisk splittet og fik aldrig – trods kommunisternes bidrag – nogen samlet militær vilje eller strategisk overkommando, i hvert fald ikke før det var for sent. Det bedste, man kunne stille op, var fra tid til anden at slå potentielt dødelige offensiver fra modpartens side tilbage og dermed forlænge en krig, som udmærket kunne have været effektivt afsluttet i november 1936 med indtagelsen af Madrid.
