Det baskiske selvstyre
I teksten præsenteres splittelsen mellem de forskellige baskiske provinser og karakteren af den baskiske nationalisme.
Uddrag af Hugh Thomas: The Spanish Civil War, 1961.
De baskiske krav om selvstyre blev altid fremført på en værdig måde. Dette i forbindelse med baskernes katolske holdning var skyld i, at de ikke opnåede nogen hurtig aftale med de republikanske eller Venstre-orienterede partier, som dengang på grund af deres Wilson’ske indstilling var tilbøjelige til at støtte kravet om selvstyre fra enhver egn, der ønskede det. De baskiske deputerede udvandrede af Cortes under en diskussion om de klerikale bestemmelser i forfatningsudkastet. Dog blev der omsider udarbejdet en baskisk statut, som ville have givet baskerne stort set samme grad af selvstyre som den, catalonerne havde op-nået. I juni 1932 mødtes delegerede fra de fire provinser i Pamplona. De delegerede fra Navarra forkastede statutten med så lille et flertal som 123 mod 109. Fra da af gik de andre veje end de øvrige baskere. De dele-gerede fra de tre andre provinser godkendte nemlig statutten med overvældende flertal. Denne godkendelse blev derefter anerkendt ved en folkeafstemning i de tre provinser. På dette tidspunkt støttede nemlig alle klasser i de baskiske provinser, deriblandt også socia-listerne (af hvilke mange var indvandret fra Asturien, Andalusien eller Galicia) kravet om begrænset selvstændighed. Alle gav i realiteten deres støtte til det ældgamle baskiske slagord »For Gud og vore gamle love«. Ikke desto mindre bestod der intet forbund af nogen art mellem de baskiske nationalister og arbejderklassens organisationer.
Disse baskiske separatister var mere eksklusivt nationalistiske end catalonerne. Deres bevægelse fik stærkere dynamik og styrke ved republikkens antiklerikalisme. I modsætning til Barcelonas markeder lå baskernes bedste afsætningsområder uden for Spanien. De troede halvvejs, at de kunne leve selvstændigt ved hjælp af deres eget træ og jern. Det er derfor let at forstå, hvorfor de havde fået nok af Spanien. Det er en tragisk ironi, at denne modvilje mod forbindelse med Spanien drog dem ind i borgerkrigen og ødelagde dem.
De baskiske nationalisters leder var en ung sagfører ved navn Jose Antonio Aguirre. Han var af borgerlig og carlistisk familie, og hans succes skyldtes for en ikke ringe dels vedkommende hans kønne ydre, hans ungdom og hans duelighed som fodboldspiller i Bilbaos idrætsklub.
Tekst 8 (I bogen) | Oversigten over kildetekster | Tekst 10 (I bogen)
