Den nationale bevægelse
I modsætning til Republikken enedes de oprørske grupper tidligt i krigen om at gøre Franco til deres leder – Gaudillo (fører), statschef og generalisimo. Parterne blev samlet i Falange Espanola Traditionalista y de las J.O.N.S., der herefter var det eneste tilladte parti i Spanien. I 1959 blev navnet ændret til Den Nationale Bevægelse (Moviemiento Nacional).
Det fascistiske Falange var fjernet af navn, men de fascistiske strukturer vedblev at eksistere. Bevægelsens tankegods vedblev at være det, som Franco sagde i talen ved skabelsen i Salamanca den 19. april 1937, der angivet i uddrag nedenfor.
I det hellige Spaniens navn og i mindet om de mange, der gennem århundreder er faldet for et stort, samlet, frit og universelt Spanien, henvender jeg mig til vort folk for at sige dette: Vi står over for en krig, der dag for dag tager mere og mere karakter af et korstog, af historisk storhed og af folkets og civilisationernes betydningsfulde kamp. En krig, der endnu engang i historien har udset sig Spanien som tragediens og ærens kampplads for her at løse sig og bringe fred til denne forrykte verden. Vor strid og borgerkonflikt, der indledtes den 17. juli, står nu som en stærk flamme, der i de næste århundreder vil vise vejen. Med ren samvittighed og fast overbevisning om min mission for Spanien beder jeg jer alle i disse tider, i overensstemmelse med de spanske kæmpendes ønske, om en eneste ting: samling. Samling til straks at afslutte krigen. Til at tage fat på den store fredsopgave det er at indføre den nationale revolutions ideer og stil i den nye stat. Den samling, som jeg kræver i Spaniens navn og i mindet om dem, der er faldet for hende, er ikke en sammenhobning af kræfter, ej heller regeringsmøder eller mere eller mindre patriotiske og hellige foreninger. Det, jeg beder om, er hverken noget uorganisk, flygtigt eller kortvarigt. Jeg beder om samling i marchen mod et fælles mål. I det indre som i det ydre. I troen og doktrinen, som i dens manifestationsformer over for verden og over for os selv.
Til denne hellige og nødvendige – uundgåelige – samling, som er i alles hjerter, og som kvæler de små personlige forskelle, som fjenden med sin sædvanlige falskhed lever af, rækker det for mig at anråbe om det påtrængende i disse to store opgaver, som jeg lige har gjort.
[…]
Den bevægelse, som vi i dag leder, er netop det: en bevægelse mere end et program. Den befinder sig derfor i en bearbejdningsproces og er under konstant revision og forbedring, efterhånden som virkeligheden giver den råd.
Den er hverken stiv eller statisk, men fleksibel.
[…]
For at fuldføre arbejdet lover vi to ting: for det første at vi vil opretholde den ånd og den stil, som dette øjeblik i verden kræver af os, og som vort fædrelands ånd tilbyder os. Vi vil kæmpe loyalt mod nedrigheden og den skruppelløse higen efter magt og rigdom. Vi vil være soldater, soldater i troen frem for politiske kandestøbere og kværulanter; og for det andet, at vore hjerter og vor vilje vil forblive tro mod frontkæmperne og Spaniens ungdom. Vi ønsker ikke et gammelt og fordærvet Spanien. Vi ønsker en stat, hvor det spanske fortidsideal med dets rene tradition og substans danner rammen om vor tids stærke og heroiske facon, som ungdommen af i dag og i morgen benytter i denne vort folks imperiale morgenrøde.
Jeg vil nu sige til de nationer, der i mangel på følsomhed og optændt af en ødelæggende materialisme sælger deres presse til det røde guld, overlader deres radioudsendelser til kriminel propaganda, handler med tyvekoster og giver efter for landevejsrøvere og mordere, at imperiernes største fjende, at den stærkeste fare for landene ikke er de naboer, der en dag kæmper ædelt ved grænserne, eller de, der med fuld kraft blomstrer op i det internationale liv og kræver en andel i verdens overskud. En langt større fare har set dagens lys: den ødelæggende bolsjevisme – de kommunistiske russeres marcherende revolution. Når en fjende først har slået rod, er han svær at komme til livs. Han nedbryder imperier, ødelægger civilisationer og frembringer store menneskelige tragedier, der – som den spanske – af verden betragtes med ligegyldighed og ikke helt forstås, eller måske ønsker man ikke at forstå den.
Den røde propaganda påkalder sig demokratiet, folkets frihed og broderskab, mens den beskylder det nationale Spanien for at være fjende af sådanne principper. I denne liberale verdens ordrige og formelle demokrati, der ikke fører nogen steder hen med dets forestillinger om partier, valglove og afstemninger fyldt med formularer og konventioner, der sammenblander middel med mål, glemmes de sande demokratiske værdier. Vi andre, der har forladt denne doktrinære bekymring, giver folket det, der i sandhed interesserer det: et effektivt demokrati, hvor regeringsmagten ses og føles i en stræben efter den fuldstændige retfærdighed i såvel moralske som social-økonomiske forhold. Den moralske frihed tjener den patriotiske tro, det evige ideal og den økonomiske frihed, uden hvilke deri politiske frihed forbliver en spøg.
Og efter denne liberale udnyttelse af spanierne følger alles fornuftige deltagelse i statens march gennem familien, kommunen og fagforeningens virke. Vi vil skabe en retfærdighed og en offentlig ret, foruden hvilken den menneskelige værdighed ikke kan eksistere. Vi vil danne en hær, der er magtfuld på havet, på jorden og i luften, og som er på højde med de heroiske dyder, som spanierne kender så godt. Vi vil kræve det klassiske universitet tilbage og videreføre denne ærefulde traditions ånd, doktrin og moral. Det vil igen blive det spanske folks lys og fyrtårn!
Dette er den nye stats profil, som den aftegnede sig sidste år i oktober, og som nu fuldendes med faste skridt og uden vaklen. Den deles af flertallet af de spaniere, der ikke er forgiftet af hverken materialisme eller marxisme. Den figurerer i den Spanske Falanges tro. Den indeholder vore traditionalisters ånd. Den er den fælles faktor hos de folk, der efter at have begravet en falsk liberalisme nu har rettet deres politik ind på autoritetens vej med fædrelands lovprisning og social retfærdighed. Den rummer vor spanske historie, så rig på virkelige friheder med sine landsbylove, rettigheder og fællesskaber. Den rummer den katolske doktrin, som hele nationen går ind for.
[…]
Til slut vil jeg over for denne heroiske ungdom, der kæmper i skyttegravene, over for disse agtværdige soldater, der med glæde modstår vinterens strenghed ved fronterne, og som med beundringsværdig gavmildhed giver deres liv for Spanien, love, at deres ofre vil bære frugt. At det Spanien, som de forestiller sig under de hårde slag i felten, vil opnå enhed og styrke, og at intet kan splitte det nationale Spanien. At den spanske ungdoms varme fællesskab, der er ædelt, generøst og uden forbehold, ikke skal berøves kraften af nogen eller noget. Den, som forsøger at ødelægge denne velordnede nationale bevægelse ved at fremhæve en nedrig uro eller ved at nyde godt af tabet af så meget blod, vil støde mod vor ungdoms virile patriotisme og mod vore kæmpendes magt, som vil pålægge enhver lunkenhed eller uenighed på fædrelandets vej en streng straf. Jeg lover jer patriotisme og det spanske folks forening, den mest intime forening i fædrelandets tjeneste. Jeg bekendtgør, at I, når krigen snart er slut og Spanien er organiseret, vil kunne være stolte over at kalde jer spaniere. Når vor nations anseelse gør den værdig til de øvrige nationers respekt; når vore skibe, mægtige og majestætiske, på ny fører fædrelandets flag over havene; når vore fly gennemkrydser luften og genrejser Spanien i verdens øjne; når alle I spaniere løfter armene og løfter hjertet til fædrelandets hyldest; når der i de spanske hjem ikke længere mangler ild, brød og livsglæde, så kan vi sige til vore faldne og vore martyrer: jeres blod har båret frugt. Af det Spanien, som svævede mellem liv og død, har vi skabt det Spanien, I drømte om, og opfylder hermed jeres befaling og ærer jeres heroiske ofre.
Og på kamppladserne, hvor våbnenes ild funklede, og hvor heltenes blod flod, vil vi rejse gravsten og monumenter med inskriptioner for dem, der med deres død, dag efter dag, er med til at opbygge det nye Spaniens tempel. En dag vil vandrende og rejsende gøre stop ved de ærefulde sten og mindes de heroiske kunstnere bag dette store spanske fædreland.
Alle spaniere med hjertet på rette sted: Fremad Spanien! Leve Spanien!
