Kongen, militæret og 23F
I en lang samtale med monarkisten José Luis de Vilallonga i 1993 udtalte kong Juan Carlos I sig om årsagerne til kupforsøgets udfald:
Kilde: Vilallonga, José Luis de: Juan Carlos I, konge af Spanien. Forum, København 1993, s. 129-130 og s. 132.
– Jeg ville have spurgt Dem, om en så streng militæruddannelse som den, De har modtaget, virkelig var nødvendig for udøvelsen af Deres hverv som konge?
– Jeg tror, begivenhederne den 23. februar 1981 er det bedste svar, jeg kan give dig. Militærfolkene adlød mig ikke kun, fordi jeg var en af deres, men også og især fordi jeg var de væbnede styrkers øverste chef. Hvilken autoritet ville jeg ellers have haft over disse mænd, hvoraf mange var i god tro, når de mente, at det ville gå ad Pommern til med Spanien, og som var rede til at kaste sig ud i voldens onde cirkel, lige netop den fælde, ETA-terroristerne lagde for dem? Hvem ville have taget mig alvorligt, hvis jeg ikke havde kunnet trække i generalkaptajns uniformen, da jeg henvendte mig til dem foran tv-kameraerne?
[…]
Det ærgrer mig meget, siger don Juan Carlos, at høre Milans’ og Tejeros kupforsøg omtalt som et »operette-komplot«:
– Det var kun et operette-komplot, fordi det mislykkedes. Men hvad ville der være sket, hvis de folk havde gennemført deres kup, José Luis? Vi to ville ikke sidde her og snakke i dag.
– Få dage efter det mislykkede statskup offentliggjorde et illustreret blad – jeg tror, det var Tiempo – en liste over flere hundrede personer – politikere, journalister, skuespillere, forfattere og endda et par militærfolk – som oprørerne Milans og Tejero havde lovet hinanden at skyde ned inden otteogfyrre timer efter deres sejr. Mit navn var der også.
– Hvor var du på kupnatten? spørger don Juan Carlos.
– Her i Madrid, Señor. Hjemme hos mig selv på Paseo de la Castellana. Det var i radioen, jeg hørte, hvad der var sket i Cortes. Lidt senere forklarede min kone, der kom hjem fra frisøren, at hun var kommet forbi en masse lastvogne fyldt med civilgardister på gaden.
– Tænkte I ikke på at tage et eller andet sted hen?
– Nej, Señor. Spørg mig ikke hvorfor, men trods min angst troede jeg ikke et øjeblik, at oprøret ville lykkes. Jeg ventede som millioner af spaniere på, at Deres Majestæt skulle tale i radioen eller fjernsynet. Men apropos radioen, Señor … Ved De, hvad der virkelig fik blodet til at stivne i årerne? Det var at høre på militærmusikken fra 1936 uafbrudt i flere timer. Legionshymnen, etc. Jeg så allerede Spanien gøre et spring fyrre år baglæns!
[…]
– Hvad var det efter Deres mening, Señor, der drev militærfolkene?
– … visse militærfolk, korrigerer kongen.
– … visse militærfolk til at rasle med sablerne?
– Hvad der drev dem? Mumler don Juan Carlos eftertænksomt. Der var mange grunde. For disse mænd, der levede i deres eget univers, så at sige i et lukket kredsløb, var der grunde nok til at føle sig urolig. De næsten daglige ETA-mord, Baskerlandets uafhængighedsbevægelse, Cataloniens mere snigende, næsten lysky. For militæret kunne Spaniens enhed ikke diskuteres.
– Husk på, siger don Juan Carlos, at Franco på sit dødsleje tog mine hænder mellem sine og sagde: »Det eneste, jeg beder Dem om, Deres Højhed, er at opretholde Spaniens enhed«.
– I hvor høj grad identificerer De Dem med militærfolkene, Señor?
Efter et øjebliks forvirring samler don Juan Carlos sig hurtigt:
– Så meget, det overhovedet er muligt for en som mig, der kender dem og holder af dem. Jeg ved, hvordan de tænker, og hvordan de kan reagere, når de bliver trængt op i en krog.
