Spanien i begyndelsen af 1980’erne

Interview med forfatteren Jorge Semprun om Spaniens tilstand i begyndelsen af 1980’erne. Semprun var kulturminister 1988-1991 i PSOE-regeringen. Interviewet er foretaget af Bodil Bjerring og bragt i Information den 5. marts 1981.

Kilde: Information, den 5. marts 1981.

Hæren – den store ukendte

– Jeg tror vi er kommet til det interessanteste, men sandelig også det farligste punkt for demokratiets frem­tid i Spanien. Bortset fra den baskiske terrorisme har der været ro så længe det drejede sig om at lave et formelt demo­krati. Nuhar vi på den ene side et helt moderne samfund, der har udviklet sig – også i Fran­cos tid – fra et landbrugsland til et højtindustrialiseret sam­fund. Og på den anden side har vi stadig de gamle stive struk­turer, der hindrer demokrati pt. i at fungere og befolkningens ligegladhed med dette demo­krati – en stemmeprocent på 25-30 som ved sidste valg er meget farlig nu, hvor de mind­ste ting kan få det hele til at gå galt. Da den baskiske terrorist døde under tortur i Madrid for­leden dag, var regeringens re­aktion positiv – og hvad gjor­de politicheferne? Indgav de­res afskedsbegæring! Nuender det formentlig med en længe tiltrængt udrensning, men det viser hvor spændt situationen er i dette land, hvor den store ukendte er hæren. Denne er paradoksalt nok det eneste af det francoistiske apparat, der er blevet reformeret – det var et spørgsmål om liv eller død for kongen – og det er lykkedes ham at svække den på helt fre­delig måde, uden udrensninger, ved omposteringer og førtids­pensionering. Men hæren er stadig meget konservativ og reaktionær og mener, at dens kald er at intervenere i det poli­tiske liv.

[…]

Jeg tror den nuværende krise efter Suarez’ afgang var uundgåelig. Det er den første siden Francos død, og det var naturligt, at det var hans folk der gennemførte overgangen til demokrati. En republikansk regering hav­de ikke været mulig, men Spa­nien har nu en forfatning, der er lige så demokratisk som f.eks. Frankrigs. Suarez har personificeret overgangen til demokrati. Han er udgået fra falangen og var selv minister under Franco, men i dag står han langt til venstre for sin forgænger Are­ilza. Han gik af for ikke at være med i sit partis højredrejning, inden presset fra kirken og hæ­ren havde tvunget ham til at gå, men utvivlsomt for at kun­ne vende tilbage i en stærkere position senere.

[…]

– Ser De nogen ligheder mellem situationen op til borgerkrigen og situationen nu?

– Ja, der er den historiske fatalitet at både i 1931 efter etableringen af den 2. republik og igen siden 1975 har vi skul­let gennemføre reformer midt i en økonomisk krise. Derfor er der naturligvis naive menne­sker, der identificerer demo­krati med nedsat levestandard. Og derfor er jeg overbevist om, at i den nuværende krise må Spanien regeres fra centrum, hvis der skal ske stadige frem­skridt, selv om det går lang­somt. Fra venstrefløjen af centrum, hvad jeg selv ville foretrække, ellers fra højre­fløjen. Spanien er endnu for skrøbeligt og erindringen fra borgerkrigen for stærk til, at man kan tillade sig mere direkte konfrontationer inden demokratiet er mere etableret. Og en regering kan ikke regere uden de catalanske og baski­ske minoriteter. Catalonien er den rigeste del af landet, mest åbne, mest europæiske del af landet, og Baskerlandet må med allerede, fordi en stor del af landets arbejderklasse bor her. De havde tidligere den høj­este levestandard i Spanien, og kan ikke forstå, at det be­standig går tilbage for dem. Det skyldes sværindustriens krise, men det skyldes også at baskerne etnisk er et samfund på vej mod udslettelse og der­for angst. Deres sprog udvikler sig ikke, og jeg tror at deres fortvivlelse over at se sig selv reduceret mere og mere er en af grundene til deres forbitrede væbnede kamp. De gør volden til erstatning for deres svigten­de kulturelle magtstilling.

– Hvilken rolle spiller kon­gen i den demokratiske proces?

– Uden det konstitutionelle monarki som garant for en fredelig overgangsperiode ville kræfter som hæren allerede have gjort oprør tyve gange, samtidig med at Juan Carlos I forbinder denne rolle med et liberalt syn på Spanien. Han kan naturligvis ændre sig, hvad bourbonerne ofte har gjort, men jeg synes det er lykkedes ham at følge med ud­viklingen. Man kunne udmær­ket forestille sig ham i spidsen for en regering ledet af so­cialisten Filipe Gonzalez. Pro­blemet ville være, at Gonzalez ikke kunne klare biskopperne og hele den store del af den her­skende klasse, hvis tankegang er helt reaktionær og uden forbindelse med det virkelige Spa­nien. Landet er langt mere libe­ralt end dem der styrer det.

– Er kirken stadig det an­det store problem ved siden af hæren?

– En ven sagde for nylig til mig: »I Spanien har vi altid brændt kirkerne, men vi har al­drig hugget hovedet af en kon­ge«. Det er rigtigt, monarkiet har aldrig været en hindring i en udviklingsperiode, men kir­ken har, og problemet er, at vi snart begynder at brænde kirkerne. Kirkens magt er stadig en af de store modsætninger i det spanske samfund. Den er reelt, fordi den har indflydelse på de opinionsdannende kredse, undervisere, embedsmænd osv., men den er helt kunstig, fordi kirken har mistet sit tag i befolkningen. At kirken allige­vel nægter folk at bestemme over deres eget liv uden Guds indblanding er fantastisk – man kunne skrive et Calderon’sk skuespil om det.

– Hvordan vil det gå forslaget om adgang til skilsmisse?

– Skilsmisseloven vil med garanti blive forkastet, ændret eller udsat. Det er en ganske naturlig lov i dag, lavet efter fransk og italiensk model, af F. Fernandez Ordoñez, der selv er en meget troende katolik, en åben og moderne mand. Det spanske borgerskab – ikke de lavere klasser – lever i det mest fuldkomne hykleri, for skilsmisse eksisterer ikke, dvs. at mængden af ulykkelige ægteskaber til-
tager og masser af børn fødes uden for ægteskab uden at opnå retlig anerkendelse. Men selv om kvindens stilling er totalt ændret og selv om et kæmpe flertal ville stemme for loven ved en folkeafstemning, er man magtesløs så længe de ledende kræfter er stærkt forbundet med kirken. Selv en del af venstrefløjen tør ikke føre politik mod den. Paven skal have udtalt, at han agter at aflyse sit planlagte officielle besøg i Spanien til oktober, hvis skilsmisseloven gennemføres – den slags betyder noget i Spanien, selv om det er helt middelalderligt. Og med bispernes fordømmende brev for nylig er der lagt op til et korstog. Vi er tilbage i de bedste historiske traditioner – som Don Quijote sagde til Sancho Panza: »Con la Iglesia hemos topado, Sancho«. »Vi er stødt mod kirken, Sancho«. Og så er der som sagt – mere end nogensinde – den store ukendte: hæren med dens historiske ’kald’til at intervenere i det politiske liv. Det er svært at sige noget om fremtiden, men Spanien er et land, der meget nemt kan gå i stykker.

Tekst 14 | Oversigten over kildetekster | Tekst 16 (UDGÅR)