Felipe Gonzales ser tilbage

Felipe Gonzáles var ministerpræsident i Spanien 1982-1996, men også i transitionsårene spillede han en væsentlig rolle i spansk politik som formand for socialistpartiet PSOE. I anledningen af 25-året for Francos død så han i en artikel i El Pais tilbage på den forvirrende tid.

I disse dage kan vi fejre 25-årsdagen for genindførelsen af monarkiet, begyndelsen på ’la transición’ (overgangsepoken, red.) og Francos død.

Hvad skete der? Hvordan gik det til? Her følger så mine oplevelser af perioden. Nogle få personer, der besad ansvarsfulde poster, havde tilstrækkelig åndsnærværelse til at opfatte den vilje til forandringer, der eksisterede i flertallet af det spanske folk. Samtidig undlod disse personer heller ikke at være agtpågivende over for den minoritet af spaniere, der våndede sig ved tanken om selv den mindste ændring af deres status.

I spidsen for disse stod Kong Juan Carlos med sin intuitive sans for magtens væsen og indsigt i menneskelige relationer. Han vidste bedre end nogen, hvilken fortid vi kom fra, og han havde en ’majestætisk’ næse for at opfatte folkets vilje.

I de første måneder bestred han de absolutte magtbeføjelser, der var blevet ham tildelt, og da han mente at have opnået tilstrækkeligt råderum, overraskede han hele verden ved at udpege Adolfo Suárez til leder af en regering, der skulle samarbejde, forhandle og navigere sig frem mod det første frie valg i fire årtier.

Nogle uger efter denne udpegelse, i de første dage af august 1976, lærte jeg Suárez at kende. Det blev begyndelsen til et intenst venskab, der for mange forekom uforståeligt. Det varede lige til sommeren 1980, da vi i PSOE (Det Spanske Socialistparti, red.) fremsatte en mistillidserklæring til hans regering, hvilket lagde vort forhold på is i adskillige måneder efter.

Adolfo Suárez’ regering var efter min mening den virkelige grundpille i overgangsepoken. Overgangsepoken begynder med Kong Juan Carlos’ kroning og slutter med PSOE’s valgsejr i oktober 1982.

 Fra det øjeblik trådte vi ind i en epoke, der var præget af demokratiets konsolidering, konstitutionelle udvikling og af Spaniens modernisering.

Alt sammen til trods for, at visse af de trusler, der havde præget transitionen, stadig eksisterede: Terrorismens voldshandlinger og reaktionære spændinger. I dag er det kun terrorismen, der fortsat martrer den frihed og den fredelige sameksistens, vi dengang erobrede, da de reaktionære kræfter i dag forlængst er visnet bort.

Overgangen fra et autoritært, nationalistisk styre til demokrati var frugten af gensidig dialog og aner-kendelse af modparten.

Under mine seneste besøg i Mexico, der for tiden er ved at opleve sin egen følelsesladede overgangsperiode, omend den adskiller sig ganske og aldeles fra den spanske, er jeg gentagne gange, selv af den nyvalgte præsident, blevet spurgt ud om Moncloapagten (en social pagt om den demokratiske overgang fra 1977, red.). I disse tilfælde svarer jeg altid, at pagtens mest betydningsfulde landvinding ikke så meget var, at den forventede inflation i stedet for den faktisk blev brugt som beregningsgrundlag for lønforhandlingerne. Det var derimod det klima, der opstod i efteråret 1977 efter valget i juni.

Vores forfatning er absolut det mest værdifulde resultat af transitionen, men ikke det eneste. Den er det mest håndgribelige eksempel på en ny måde at føre politik på i det moderne Spanien, men svær at forstå uden de mindre bemærkelsesværdige elementer, jeg lige har nævnt.

For første gang siden 1812 fik vi en forfatning, der kunne fungere som virkefelt for fredelig sameksistens for alle, også for dem, der hverken brød sig om måden, den var blevet til på, eller dens indhold.

Det var første gang i Spaniens historie, at der blev udfærdiget en forfatning, som ikke var en parts redskab til undertrykkelse af den anden part.

Er der virkelig gået 25 år siden diktatorens død og mere end 20, siden forfatningen blev skrevet under? »Tiden er flygtig«, og i kølvandet på de sidste 25 år af det frygtelige 20. århundrede, porten til det nye årtusind – endda en ny æra – undrer vi os stadig over transitionens forløb og karakter.

I den senere tid har jeg gentagne gange givet udtryk for, at jeg, som tiden går, føler mig stadigt mindre nationalistisk anlagt – hvis jeg altså nogensinde har været det. Det skyldes, at vi bestræbte os på at skabe plads til mangfoldig-heden for at kunne mødes med vore medmennesker, ikke kun i den pluralistiske udveksling af tanker og ideer, der ligger bag demokratiets borgerskab i klassisk forstand, men også inden for den kollektive identitets rammer.

Alligevel støder vi på udlægninger af denne identitet, der lukker til og udstøder og derfor er urigtige og forenklede. Og det skyldes, at vi i dag er ved at kunne skimte konturerne af et større sammenstød af identiteter, når fortidens ekskluderende udlægning genopstår og stiller sig op mod de allerede eksisterende. Og hvad der er endnu værre og endnu sværere at rette op på, er brugen af en forfatning, der indbefatter alle, som våben i denne kamp.

Vi synes at være faldet tilbage til vore gamle unoder. Tilbage til en politik, der nærer sig ved hadet. Til en brug af forfatningen som et våben til at sætte udenfor snarere end at invitere ind. Det betyder, at vi står over for en tid med politisk krise, hvor nationalismen i centrum og periferien er på kollisionskurs.

Jeg ved, at man kan få vanskeligt ved at udlægge disse ord, som jeg ikke ønsker at uddybe ret meget mere. Men det er værd at erindre sig, at nogle af de nuværende forfatningens vogtere var imod den, dengang den blev skabt. De var uenige i de konsensusmetoder, der blev anvendt i dens skabelse og i dens fundamentale grundlag. Forfatningens storhed viser sig i den kendsgerning, at den også omfattede disse mennesker, endda i så høj grad, at det nu er dem, der er ved magten.

Omvendt bliver nogle af dem, som gav deres tilslutning til konsensus, i dag forhånet af disse, som jeg just har hentydet til med henvisning til deres påståede mangel på ansvarsfølelse over for forfatningen. Når jeg overværer sligt, tænker jeg på hine personer, der i sin tid harcelerede mod skilsmisseloven og nedgjorde os, der forsvarede den, men som nu selv frejdigt benytter sig af den.

Hvis forfatningens nyomvendte vogtere føler, at den også er til for dem og er godt tilfredse med det, så kan intet være til større behag for dem af os, som udformede den med den præcise hensigt, at den skulle indbefatte disse. Men lad os bede dem om at fortsætte med at bruge den i en inkluderende forstand selv over for dem, der ikke accepterer den, alt imens vi respekterer dem, som søger at ændre dele af den og forbedre den efter de kriterier, som nu er deres.

Såfremt de anvender de regler, som forfatningen giver dem i hænde, til at udvirke denne forandring eller omstødelse, så nyder de godt af forfatningens beskyttelse.

Den bedste hyldest til transitionen og til den forfatningsmæssige frugt, den afsatte, ville være at anerkende det identitets-sammenfald, der er mellem dens oprindelse og dens kald, såvel som den administrative praksis, den knæsætter, og således derudfra drage konklusioner angående dens bedste anvendelses- og udviklingsmetode.

Kommer hyldestceremonierne på denne 25-årsdag mon til at tjene noget formål?

Tekst 16 (UDGÅR) | Oversigten over kildetekster | Tekst 17