Foregangsland eller balkanisering?
Javier Tusell er professor i samtidshistorie og har skrevet mange værker om Spaniens nyere historie. I et interview med Martin Tønner den 10. december 1999 fortæller han om sin vision for det etniske kludetæppe i Spanien. Interviewet er således fra tiden umiddelbart efter, at ETA havde ophævet våbenhvilen, hvilket gjorde forholdet mellem Aznar-regeringen og alle slags baskiske nationalister endnu mere anstrengt. Uddraget indledes af Martin Tønners oprids af de relevante problemstillinger.
Er Baskerlandet på vej til at blive Den Iberiske Halvøs svar på Kosovo? Og er det gamle spanske kongerige, som visse højreorienterede kommentatorer hævder, i fare for at ende på en »balkaniserings-anstalt«, revet i stumper og stykker af aggressiv nationalisme?
Eller kan Spanien snarere gå hen og blive en slags trendsætter for den europæiske nationalstat i det 21. århundrede? En model for hvordan man kan håndtere en udvikling, hvor nationalstaten på én gang må afgive suverænitet opad til EU og nedad til de stadig mere betydningsfulde lokale og regionale institutioner.
[…]
Det er ikke mindst følelsesladet retorik som Aznars udtalelser forleden, der skaber kriser i forholdet mellem centralregeringen og nationalisterne i især Baskerlandet og Catalonien, mener Javier Tusell. I en artikel offentliggjort kort før, ETA aflivede våbenhvilen, sammenlignede han fredsprocessen i Baskerlandet med et fly i vanskeligheder. De baskiske politikere i cockpittet er nødt til at samarbejde med regeringen i kontroltårnet, hvis flyet skal bringes sikkert ned på landingsbanen, skriver han. Skal man fortsætte analogien, har ETA’s fornyede bombetrussel i lufthavnens terminal vel ikke just gjort manøvren lettere?
»Nej, det mest sandsynlige er, at flyet må holde sig i luften foreløbig. Men på et eller andet tidspunkt skal vi jo have det ned«, siger Javier Tusell og fortsætter: »ETA er naturligvis et grundlæggende problem i Baskerlandet. I Nordirland anerkendte IRA allerede i 1997 de demokratiske spilleregler. Det har ETA ikke gjort endnu. Selvfølgelig kommer organisationen på et tidspunkt til fornuft, men vi kan ikke sidde med hænderne i skødet og vente på, at det skal ske«.
For Javier Tusell er det afgørende vigtigt, at man ikke som Aznar dæmoniserer de moderate nationalister. Men hvordan skal den spanske stat reagere, når nogle PNV-ledere taler om et uafhængigt Baskerland om fem år?
»De udgør et mindretal. PNV ved udmærket, at mere end en tredjedel af befolkningen aldrig vil stemme for selvstændighed. Hvis vi i stedet tilbød at udvide Baskerlandets selvstyreordning, ville vi formentlig kunne bryde uafhængighedsretorikken hos PNV«, siger Javier Tusell.
[…]
»Historiens tilfældigheder har gjort, at Spanien i slutningen af 1400-tallet endte under én krone i stedet for fire forskellige, og centralmagten har aldrig formået at gøre op med denne rodfæstede mangfoldighed. Da nabolande som Frankrig og Italien udviklede sig til moderne nationalstater, var Madrid simpelthen for svag til at sætte sig igennem ude i regionerne« forklarer Javier Tusell.
[…]
Faktisk er grundloven fra 1978 det første virkelige forsøg på at organisere Spanien på en måde, der anerkender mangfoldigheden som et grundvilkår. Landet er i dag det mest decentraliserede i EU efter Tyskland, og grundloven sørger for, at de regioner, hvor nationalismen er mest rodfæstet, også har den højeste grad af selvstyre. Javier Tusell mener, at nationalismen i dag drejer sig mere om symbolsk anerkendelse end den ret til selvbestemmelse, som regionerne i vid udstrækning allerede har.
»Hvorfor ikke acceptere, at Baskerlandet og Catalonien kan have deres egne fodboldhold, ligesom Skotland og Wales har det. Og hvorfor ikke beslutte at kongen, når han besøger de respektive regioner, holder halvdelen af sin tale på baskisk, catalansk eller galicisk. Nationalisme er først og fremmest en følelse« siger Javier Tusell.
Men hvad er der så overhovedet tilbage af Spanien andet end en diskret kongefamilie og et stykke geografi. Som en catalansk nationalist udtrykte det for nylig: »Hvad skal vi med Spanien, når vi har EU som hjemmemarked og NATO til at beskytte vore grænser?«.
»Det er oplagt, at nationalstaten hele tiden mister magt. Udenrigspolitikken føres andre steder, og møntunionen dikterer vores økonomiske politik.
Samtidig har regionerne fået øget indflydelse og ikke blot her i landet. Men eksempelvis den catalanske kultur kan kun forstås i sammenhæng med den spanske. Og jeg, der er født i Catalonien, føler mig på én og samme gang som catalaner, spanier og europæer«, forklarer Javier Tusell.
Det er dette kinesiske æskesystem af identiteter, til fri afbenyttelse alt efter sammenhængen, som Tusell betegner som postnationalisme. En ideologi der på én gang er kosmopolitisk og lokal, og som har blikket rettet mod fremtiden. Som eksempel peger Tusell på, at en anseelig del af de politologiske udgivelser om Europas fremtid er skrevet af catalanere på catalansk.
»Der er endnu et stykke vej, før nationalisterne holder op med at bruge argumenter, der fører tilbage til Karl den Stores tid. Men måske er det rigtigt, som en fransk historiker har foreslået, at vi i Spanien, netop fordi det aldrig rigtig er lykkedes at opbygge en nationalstat, er et skridt foran andre europæiske lande i en ny, globaliseret verden. Det er en optimistisk synsvinkel, men hvorfor skulle den ikke være rigtig« siger Javier Tusell og tilføjer: »Men først skal vi jo have det baskiske fly ned, vi har hængende. Og selvfølgelig er der en risiko for, at det styrter ned, og at alle om bord bliver dræbt. En kollega på El Païs skrev som svar på min artikel, at det politiske felt, jeg betegner som en landingsbane, i virkeligheden er en nationalismens slagmark. Det viser lidt om, hvor stor uenigheden er om dette spørgsmål, men jeg tror nu mest på landingsbanen«.
