Arbejdets Lov af 6. marts 1938
Francos regering vedtog i marts 1938 en ny lov for arbejdsmarkedets organisering. Loven kom i første omgang til at gælde i nationalisternes områder af Spanien og afspejlede i høj grad Franco-diktaturets generelle samfundssyn.
Kilde: Uddrag af Maria Carmen García-Nieto & Javiar M. Donézar: Bases documentales de la Españia contemporánea, vol. X. Guadiana. Madrid 1974.
I.1. Arbejdet er menneskets deltagelse i produktionen gennem dets frivillige udfoldelse af intellektuelle og manuelle evner, alt efter det personlige kald, under hensyntagen til dets sømmelighed og velfærd og en bedre udvikling af nationens økonomi.
[…]
I.5. Arbejdet vil, som en bestanddel af samfundet, blive ubønhørligt afkrævet i alle sine afskygninger af alle spaniere, der ikke er forhindrede deri, og det vil blive vurderet som tributbetalt til nationens rigdom.
[…]
I.8. Alle spaniere har ret til at arbejde. Opfyldelsen af denne ret er statens vigtigste opgave.
II.1. Staten forpligter sig til konstant og effektivt at forsvare arbejderen, hans liv og arbejde. Den vil på passende måde afgrænse arbejdsdagens varighed, så at den ikke bliver for lang, og den vil underkaste arbejdet alle former for beskyttende og humanitære garantier. Især vil den forbyde kvinders og børns natarbejde i værksteder og på fabrikker.
II.2. Staten vil opretholde søndagshvilen som en ukrænkelig betingelse for arbejdsydelsen.
II.3. Uden tab af fortjeneste og under hensyntagen til virksomhedernes tekniske behov, vil lovene pålægge, at de religiøse højtider, som traditionen byder, samt de anerkendte verdslige højtider og de ceremonier som Bevægelsens ledelse beordrer, bliver respekteret.
[…]
II.5. Alle arbejdere vil få ret til en årlig lønnet ferie for, at han kan få en velfortjent hvile. Til dette formål skal der oprettes institutioner, der sikrer den bedste opfyldelse af denne bestemmelse.
III.1. Arbejdslønnen skal, som minimum være tilstrækkelig til at sikre arbejderne og hans familie et moralsk og værdigt liv.
[…]
III.3. Gradvist og uafvendeligt vil arbejdernes levestandard blive hævet efterhånden som nationens højerestående interesser tillader det.
III.4. Staten vil fastsætte rammer for arbejdets regulering, i overensstemmelse med hvilke man vil etablere relationer mellem arbejdere og virksomheder. Det væsentligste indhold af de nævnte relaioner vil være såvel arbejdets omfang og dets aflønning, samt den gensidige loyalitetspligt, bistand og beskyttelse fra arbejdsgiverens side og lydighed fra personalets side.
[…]
III.7. Virksomhederne skal informere deres personale om produktionen i det omfang det er nødvendigt for at højne deres ansvarsfølelse over for produktionen, i det omfang lovene forudsætter.
[…]
V.1. Man vil bestræbe sig på at tildele hver familie på landet et lille jordstykke, en nytte-have, der skal tjene til at dække dens elementære behov og beskæftige den i perioder med ledighed.
[…]
V.5. Man vil arbejde for en forskønnelse af livet på landet ved at forbedre bøndernes bolig og forbedre de hygiejniske forhold i Spaniens landsbyer og gårde.
V.6. Staten vil sikre forpagterne stabilitet i jordens dyrkning gennem langfristede kontrakter, der sikrer dem mod uberettiget opsigelse og sikrer dem udbytte af de forbedringer, som de måtte have foretaget. Det er statens hensigt at overveje, hvilke midler der er mest hensigtsmæssige for at jorden, under rimelige vilkår, overgår direkte til dem, der dyrker den.
[…]
XI.1. Den nationale produktion udgør en økonomisk enhed i Fædrelandets tjeneste. Det er enhver spaniers pligt at forsvare den, forbedre den og forøge den. Alle de faktorer, der indgår i produktionen, underordnes Nationens overordnede interesser.
XI.2. Individuelle eller kollektive handlinger, på nogen måde forstyrrer den normale produktion eller retter angreb på den, vil blive opfattet som landsskadelig virksomhed.
XI.3. Forbryderisk nedsættelse af arbejdets udbytte vil blive gjort til genstand for passende straf.
XI.4. Normalt vil staten ikke optræde som arbejdsgiver, medmindre der savnes privat initiativ, eller nationens overordnede interesser kræver det.
[…]
XI.6. Staten anerkender det private initiativ som en frugtbar kilde til Nationens økonomiske liv.
XII.1. Staten anerkender og beskytter den private ejendom som et nationalt middel til at opfylde individuelle, familiemæssige og sociale funktioner. Alle former for ejendom er underordnet Nationens højere interesser, hvis fortolker Staten er.
XIII.1. Statens nationalsyndikalistiske organisationer vil blive inspireret af principperne: Enhed, totalitet og hierarki.
XIII.2. Alle økonomiske faktorer vil, alt efter produktions- og servicefag, blive indpasset i vertikale fagforeninger. De liberale og tekniske erhverv vil blive organiseret på tilsvarende vis, ifølge lovens bestemmelser.
XIII.3. Den vertikale fagforening er en officiel sammenslutning, der medfører, at alle de enkeltdele, der viser deres aktiviteter til den økonomiske proces inden for en given produktionsgren, skal optages i et enhedsorgan, der indrettes hierarkisk under statens ledelse.
XIII.4. Fagforeningernes ledelse skal tilfalde medlemmerne af FET y de las J.O.N.S.
XIII.5. Den vertikale fagforening er et instru-
ment i statens tjeneste, gennem hvilken den hovedsagelig vil virkeliggøre sin økonomiske politik. Fagforeningerne må kende produktionens problemer og foreslå løsninger herpå, der svarer til nationens interesser. Den vertikale fagforening kan via de pågældende organer tage del i tilrettelæggelsen, overvågningen og ud-
førelsen af arbejdsforholdene.
[…]
