Aznar, bomberne og valget
I en artikel i The Wall Street Journal Europe den 24. marts 2004 forsøgte den afgående ministerpræsident José Maria Aznar (PP) at forklare, hvordan han så på begivenhedsforløbet omkring terrorbomberne i Madrid den 11. marts.
Den 11. marts blev Spanien ramt af det værste terrorangreb i landets historie og et af de blodigste angreb, verden nogensinde har set. Terroristerne planlagde deres feje handlinger med det udtrykkelige formål at dræbe så mange mennesker som muligt for at sprede rædsel og rette et dødeligt slag mod vore friheder og rettigheder. Det var en dag, hvor vi følte umådelig stor smerte, en smerte, vi aldrig vil glemme. Men det var også en smerte, vi alle må lære af.
Læren er enkel. Hvis vi vil have terrorister til at holde op med at myrde os og diktere, hvordan vi skal leve vore liv, må vi konfrontere dem. Nogle mener, at løsningen er at trygle om fred, at forhandle med terrorister, så de tager et andet sted hen og slår ihjel. Men det er en uacceptabel fremgangsmåde for mig og millioner af spaniere. Terrorisme fortjener kun at blive besejret. Det skylder vi ofrene for angrebene og det samfund, der sørger over dem.
I løbet af nogle få minutter lige efter klokken 7.30 om morgenen den 11. marts eksploderede adskillige rygsække fyldt med sprængstoffer på en række pendlertog på linien mellem Guadalajara og Madrid. Over 200 personer blev dræbt, og hundreder af familier ødelagt for altid. En hel nation blev rystet i sin grundvold.
Vi var også vidner til det mest ædle i menneskets karakter: Den uegennyttige opofrelse hos de folk, der strømmede til for at hjælpe de sårede, give blod, tilbyde deres hjælp på hospitalerne eller simpelt hen lytte til dem, der havde brug for lindring. Vi vil aldrig glemme redningsfolkenes professionalisme. Vi ved ikke, nøjagtigt hvor mange personer der døde i forsøget på at komme andre ofre til hjælp, men deres mod viser, at man kan finde liv midt i et blodbad, og at skræk og rædsel kan vige for en beslutning om at værne om friheden, vores mest kostbare aktiv.
Som på enhver anden dag, hvor vi er blevet ramt af en terroristisk voldshandling, havde spanierne ret til at kende sandheden den 11. marts. Under indvirkning af massakren og påvirket af den bestyrtelse, der følger af smerte og raseri fortjente mine landsmænd de reelle beviser, som undersøgelserne afdækkede. Og det er, hvad min regering gav dem.
I timerne efter angrebene samlede vores efterforskning sig om én oplagt mistænkt, den baskiske terroristgruppe ETA. Det var en rimelig slutning at drage, og de, der siger noget andet, er enten naive eller uærlige. Historien har givet os klare beviser på ETAs uhyggelige vane med at dræbe midt i en valgkamp. Terroristerne forsøger altid at drukne vores demokrati i blod de dage, hvor vi spaniere går til stemmeurnerne for at bekræfte vore frihedsrettigheder.
ETA har, blandt mange andre forbrydelser, begået over 800 mord i løbet af tre årtier og altid søgt at svække og splitte vort demokrati, der lige har fejret sit 25-års-jubilæum. Nogle få dage tidligere havde gruppen forsøgt at gennemføre et angreb med 500 kg sprængstoffer, der kun slog fejl på grund af indgriben fra Guardia Civil, det nationale politi. De personer, der blev tilbageholdt i forbindelse med det planlagte angreb havde et kort, der fremhævede området med Henares-banen, hvor togene, der blev angrebet den 11. marts, kører. Og det var ETA, der juleaften forsøgte at fremkalde endnu et blodbad på Chamartin-stationen i Madrid, som også blev afværget af vort nationale politi. Og for at fortsætte den uhyggelige opregning: Den samme terroristgruppe kørte to varebiler lastet med over halvandet tons sprængstoffer til Madrid i december 1999. Endnu en gang forpurrede vore sikkerhedsstyrker det, der kunne være blevet til massemord.
Min regering var ikke ene om at tilskrive ETA angrebene den 11. marts. I løbet af de første timer gjorde blandt andre præsidenten for den selvstyrende region Baskerlandet, socialistpartiets generalsekretær, det forenede venstres koordinator og det catalonske Esquerra Republicanas generalsekretær det samme.
Faktisk var den eneste, der om morgenen den 11. marts offentligt benægtede, at ETA var ansvarlig, lederen af Batasuna, en organisation, som vore domstole har erklæret ulovlig på grund af dens forbindelse til ETA. Både USA og EU klassificerer organisationen som terroristisk.
Derfor bør ingen være overraskede over, at den spanske regering i løbet af de første få timer til sine allierede og venner ønskede at formidle sin overbevisning om, at gruppen var ansvarlig for massakren i Madrid.
Om eftermiddagen den 11. marts gav indenrigsministeriet imidlertid ordre til at indlede en undersøgelse, der fulgte et nyt spor efter at have fået oplysninger om, at man havde fundet et arabisksproget brev og adskillige detonatorer i et køretøj. Dette oplyste ministeriet øjeblikkeligt offentligheden om.
Selv om ETA fortsat var vores hovedmistænkte, affærdigede vi ikke nogen beviser, der pegede i andre retninger. Dette er, hvad jeg gjorde rede for i min tale til offentligheden den 12. marts, dagen efter angrebene. Bortset fra båndet, som var kommercielt i sit indhold og ikke havde nogen bibetydninger, som umiddelbart kunne henføres til terrorisme, var der kun meget tvivlsomme meddelelser fra grupper, der tog ansvaret. Alle disse bevisstumper skulle undersøges med udvisning af den største opmærksomhed og forsigtighed.
Så snart der var tegn på andre muligheder end ETA, forelagde regeringen dem for befolkningen. Samme aften som angrebet havde fundet sted om morgenen, vidste hele Spanien, hvilken kurs undersøgelsen fulgte. Lørdag blev spanierne informeret om alle de anholdelser, politiet foretog. Regeringen offentliggjorde alt, hvad den med rimelighed kunne afsløre uden at sætte efterforskningen på spil.
Og alligevel blev alle disse forsøg på gennemsigtighed og åbenhed hånet som manipulation af vore modstandere, der ydermere anklagede os for at lyve om, hvad vi vidste. Uden tanke for rækkefølgen af begivenhedernes gang eller regeringens bestræbelser opfandt nogle af vore modstandere en parallel virkelighed og anklagede os for mørklægning, selv om regeringen praktisk talt hele tiden holdt offentligheden informeret om alle tilgængelige beviser og efterforskningens gang. De, der fordrejede kendsgerningerne på denne måde, kan ikke være ret stolte i dag. I stedet for at bakke op om regeringen under den værste krise i Spaniens nyere historie erklærede vore modstandere, at de havde sandheden og gennemsigtigheden på deres side.
Blot få timer efter angrebene var vore undersøgere og sikkerhedstjenester såvel som indenrigsministeriet i færd med at frembringe resultater. I løbet af blot to dage havde vi foretaget de første anholdelser. Spanien befandt sig i en tilstand af chok, desorienteret og med et behov for vished. Det var en tid, hvor det gjaldt om at bevare roen og opretholde det nationale sammenhold, at lade politiet gøre sit arbejde og, frem for alt, at undlade at gøre ondt værre i en forfærdelig situation.
Men det var også en tid med et nært forestående valg, og fristelsen til at udnytte situationen til politisk vinding viste sig at være uimodståelig for nogle. På et tidspunkt, hvor vi havde allerstørst behov for at danne fælles front, satte nogle sig for at smide brænde på tvivlens flammer. Der var dårligt gået 24 timer, før de, der selv løj, anklagede min regering for løgnagtighed, for mørklægning, for ting, der ville vække afsky hos alle gode mennesker set på baggrund af et angreb mod vort land.
Denne løbeild af antydninger spredte sig med stor hast blandt mange folk, der med rette var indignerede oven på angrebene. Til anklagerne mod regeringen føjede sig andre an-
klager fra alle, der havde noget som helst at vinde ved den strategi. Spektaklet var så højt, så skingert, at det var umuligt at høre andet.
Da først bedraget havde haft held til at fortrænge sandheden, søgte vore modstandere at omdirigere den vrede, de nærede mod terroristerne og tilskyndede folk til at rette den mod en regering, der var sat på hårdt arbejde, en regering, der stadig arbejder på at kaste lys over, hvad der skete og at drage de skyldige til ansvar. Weekenden efter var en tid til højtidelighed og refleksion. I stedet skæmmede personer med partibestemte motiver øjeblikket med deres skingre anklager.
I min lange politiske karriere har jeg været genstand for skarp kritik både for beslutninger, jeg har truffet og for dem, jeg ikke har truffet. Jeg har aldrig været så hovmodig, at jeg ikke har kunnet tage kritikken til mig, når den har været berettiget. På samme måde er jeg ikke kujon, og jeg lægger vægt på at tage til genmæle mod forklejnelser, der ikke har hold i noget.
Faktisk har ærlighed været det væsentligste princip i hele mit politiske liv. Af den grund, men også af respekt og loyalitet over for det embede, som mine landsmænd valgte mig til for otte år siden, ønsker jeg at udtrykke mig klart og kontant: Min regering har fortalt sandheden. Jeg kan slå mig til tåls med politisk kritik, men jeg vil aldrig acceptere at blive anklaget for at lyve eller manipulere. De anklager er utålelige, og de sværter mindet om ofrene til. Nogle glemmer, at det er dette minde, og intet andet, der bør styre vore handlinger i dag.
Det er det, den regering, jeg står i spidsen for har gjort. Andre ved inderst inde, at de har ignoreret deres ansvar for at skabe en atmosfære, der var gunstig for deres partibestemte inter-
esser. Deres anklager er utålelige, ikke blot på grund af situationens nuværende alvor i Spanien, men også fordi de ødelagde den politiske ligevægt, som vore borgere havde brug for på dagen før valget. Tre dage efter at terroristerne slog til, stemte spanierne. Resultatet af det valg er fuldt ud gyldigt. Vore institutioner er stærkere end terroristerne.
Spanien er en stærk nation, der er i stand til at overvinde de anseelige problemer, den er stødt på i årenes løb. I denne tid gælder det om at stå sammen, så vi kan besejre terrorismen. De ansvarlige for angrebene skal betale for det, de har gjort. Vi bør ikke give anledning til blot et gran tvivl om, at vi fortsat har viljen til at forfølge dem, hvor de end er henne.
Spanien har været et af de mest aktive lande i den kamp, demokratiske lande fører mod terrorisme. Dette bør fortsat være tilfældet. Forsvaret af de friheder, vi nyder, er ikke blot en kamp, som vi kan overlade til USA eller Storbritannien at udkæmpe mod deres fjender. Terrorisme slår til, hvor den end kan. Der har været ofre fra mange lande i New York, på Bali, i Mombasa, Casablanca, Istanbul, Karbala – og i Madrid. Ingen er i sikkerhed for terrorisme, og ingen bør lade, som om de er sikre. For ganske nylig blev tyske og hollandske ingeniører myrdet i Irak for den forbrydelse, det er at lægge rør til drikkevand. Terrorister har allerede truet Frankrig for dets forsøg på at forbyde at bære religiøse symboler i landets skoler.
Vores kamp er en kamp mellem frihed, demokrati og civilisation på den ene side og terror på den anden side. Hvis vi alle var amerikanere den 11. september, var hele verden spaniere den 11. marts. Lad os bevare den indstilling. Vi kan ikke bare opgive dette slag; det er alles kamp.
I hele mit politiske liv, og i særdeleshed i mine otte år som premierminister, har jeg sagt, at terrorisme ikke er et lokalt fænomen, der begrænser sig til bestemte områder eller lande, som skal imødegås med udelukkende indenrigspolitiske midler. Tværtimod er terrorisme et globalt fænomen, et fænomen, der krydser grænser. Og det tager til i styrke, når vi tænker, at det er »de andres« problem og bør ordnes af »andre«.
Debatten, der fulgte i kølvandet på angrebene i Madrid drejede sig om, hvorvidt de blev ført ud i livet af ETA eller al-Qaeda. Det er naturligvis afgørende at finde ud af, hvem der stod bag angrebene. Men al terrorisme indeholder den samme trussel: Alle terroristangreb er gennemtrængt af et had til frihed, demokrati og menneskelig værdighed. De næres ved hinanden.
Før angrebene den 11. september gjorde Spanien sig umage for at tilkendegive over for omverdenen, at terrorisme ikke var et isoleret fænomen, at den ikke blot bør bekæmpes af sine umiddelbare ofre. Efter tvillingetårnenes kollaps opstod der endelig en ny bevidsthed om terrorismens verdensomspændende rækkevidde. ETA eller al-Qaeda – forskellen er vigtig, helt sikkert, men reaktionen på det, der skete bør være den samme: Bestemthed, politisk sammen-
hold og internationalt samarbejde. Hver eneste demokratisk sindede i hele verden var om bord på de tog i Madrid. Det var et angreb på os alle, på alt det, vi tror på, og på alt, hvad vi har opbygget.
Det er af lige præcis denne grund, at vi ikke må udsende forvirrende budskaber, budskaber, der leder folk til at tro, at vi er nødt til at gøre indrømmelser over for de personer, der forlanger, at vi lægger os på knæ for deres bomber. Dette er ikke øjeblikket at overveje troppetilbagetrækninger. Og det endnu mindre, når terroristerne med deres budskab om død og ødelæggelse har forlangt, at vi overgiver os. At give efter nu vil skabe en farlig præcedens, som vil tillade vore angribere at tro, at de har påtvunget os deres betingelser. Det vil tillade vore angribere at tro, at de har vundet.
Tekst 21 | Oversigten over kildetekster | Tekst 23
