Lov om homoseksuelle ægteskaber
Kan ægteskabet defineres som en institution, der alene er grundlagt på seksualiteten og den enkeltes kærlighed til partneren, eller er der mere på spil? Dette spørgsmål stillede mange spaniere sig selv i forbindelse med Zapatero-regeringens vedtagelse af en lov, der giver homoseksuelle ret til ægteskab.
En artikel om dette spørgsmål skriver Informations korrespondent i Spanien, Bjarke Møller, den 2. juli 2005.
»Vi er ikke de første til at vedtage en sådan lov, men jeg er sikker på, at vi ikke bliver de sidste, for mange andre lande vil følge efter presset frem af to ustoppelige kræfter, friheden og ligheden«. Det sagde Spaniens socialistiske ministerpræsident, José Luis Rodríguez Zapatero, i en tale, da det spanske parlament torsdag vedtog en lov, der betyder, at Spanien som det fjerde land i verden legaliserer homoseksuelle ægteskaber og sikrer dem fuld ligestilling med heteroseksuelle par. To dage inden havde Canadas liberale ministerpræsident Paul Martin fejret vedtagelsen af en canadisk lov, der baner vej for celebration af homoseksuelle ægteskaber i hele landet – og ikke bare i otte delstater, der indtil den dato havde legaliseret dem. »Vi er et land af mindretal, og vi kan ikke forsvare nogle rettigheder og gøre modstand mod andre«, sagde Martin.
Belgien og Holland er gået i spidsen som de første lande, og forrige fredag vedtog det hollandske parlament en tillægslov, der også giver homoseksuelle ægtepar ret til at adoptere. Lige som der står i den nye spanske lov.
De nyvundne rettigheder til ægteskab vil dog uden tvivl blive fejret, når bøsser i Madrid i dag fester og holder en parade for at markere deres ’bøssestolthed’. I sidste weekend blev kravet om legalisering af homoseksuelle ægteskaber også sat på dagsordenen ved bøsseparader i Paris, Berlin og andre europæiske storbyer. Men ikke alle fester over den nye ligestilling for de seksuelle ’mindretal’. Den katolske kirke raser, og i flere lande har politikere og intellektuelle blandet sig i debatten.
Mens 400.000 franske bøsser i Paris-paraden krævede ligestilling i den franske 1789-revolutions navn, tog regerings-chefen, Dominique Villepin i et interview til avisen ’Le Parisien’ afstand fra at legalisere bøsseægteskaber: »Hvad angår ægteskab og adoption for homoseksuelle par, tillader loven det ikke i dag, og personligt er jeg ikke tilhænger af det«, sagde Villepin, der dog lovede at tage initiativer til at styrke ’tolerancen’ og rettighederne for faste parforhold.
Katolsk modstand
I Spanien, hvor lovændringen betyder, at ordene ’mand’ og ’kvinde’ fjernes fra civilrettens afsnit om ægteskabet, og i stedet erstattes af de mere kønsneutrale ord ’partnere’ og ’forældre’ har en stor gruppe borgere demonstreret imod den nye lov. Det spanske familieforum, der for nylig samlede 700.000 til en protestdemo i Madrid, afleverede i april en ladning med en halv million underskrevne protester, og i onsdags overbragte de ekstra 600.000 underskrifter imod loven, som, de mener, er et angreb på den traditionelle familie og krænker børnenes ret til en far og mor. Familieforaet kræver en folkeafstemning om loven, selv om 62 pct. af de spanske borgere i følge meningsmålinger erklærer sig som tilhænger af lovændringen.
Familieforaet mener, at loven er forfatningsstridig, fordi forfatningen siger, at ægteskabet indgås mellem en mand og en kvinde. I ryggen har de den katolske kirke, og biskoppen fra Castellón tog her torsdag til de hellige kilder i Lourdes for at fordømme loven som »et tilbageskridt for civilisationen og et attentat imod familieinstitutionen, der er en basal celle i samfundet«. Det katolske Spanien »der bragte evangeliseringens lys til Den Nye Verden, sendes nu ud i mørket«, tordner biskoppen.
Den berømte filminstruktør, Pedro Almodóvar, der er erklæret bøsse, har udtrykt tilfredshed med lovændringen: »Hvis der er noget, som markerer det 21. århundrede, så er det, at livet selv har ændret familiestrukturen. Familien svarer ikke, og skal ikke svare til, den kristne model«, sagde han, mens han var ved at sætte lys på sin nye film, Volver. Forfatteren Eduardo Mendoza har i avisen El País taget til genmæle mod den del af den internationale presse, der har undret sig over, hvordan ’et mandschauvinistisk, religiøst og ultrakonservativt samfund’ som Spanien kan støtte den nye liberale lov: »Tidligere i historien har homoseksualiteten nydt en vis, relativ tolerance i Spanien, og mere end i andre lande, der ellers på andre felter var mere liberale«, skriver Mendoza og minder om, at mange fra den berømte 1927-generation – anført af kunstnere som Luís Buñuel og Federico García Lorca – sprang ud som bøsser. Og hvis de udenlandske journalister »læste de romaner, der skrives, og så de film og tv-serier, der for tiden laves i Spanien«, ville de ikke begå den fejl at tro, at den sociale realitet i Spanien svarer til den, der repræsenteres af kirken.
I Vatikanet har kardinalen Renato Martino kaldt den nye spanske lov for en ’vildfarelse, der går imod naturen’, og pave Benedict XVI har kaldt det homoseksuelle ægteskab for ’en pseudofrihed’ og ’en banalisering af den menneskelige krop’ og af mennesket selv.
»Bøsseægteskaber er udtryk for en anarkisk frihed, der falsk forsøger at fremstille sig selv som den sande befrielse af mennesket. Manden er ikke bare hans krop. Og det, der er biologisk, er ikke bare biologisk, men et udtryk for og en fuldbyrdelse af hans menneskelighed«, mener den tyske pave.
Benedict var, inden han blev kåret til pave, med til at stadfæste Vatikanets modstand mod ægteskaber mellem to af samme køn. I dokumentet står der, at at mand og kvinde er lige som personer, og at homoseksuelle skal »behandles med respekt, kompassion og følsomhed. Ethvert tegn på uretfærdig diskrimination må undgås«.
Men kirken tager alligevel på fundamentalistisk vis afstand fra homoseksuelle ægteskaber. I Ratzingers dokument står der, at Gud skabte mand og kvinde som ’seksuelt komplementære’, så de i gennem ægteskabet kan blive frugtbare og bidrage til at føre Guds skaberværk videre. Ægteskabet kaldes med bibelcitater for helligt, mens man hævder, at »homoseksuelle handlinger er imod den naturlige moralske lov«, er »depraverede« og »alvorlige synder«.
Homoseksuelles adoption af børn kaldes oveni en ’voldelig handling’ imod børnene, fordi »de bliver sat i et miljø, der ikke er opbyggelig for deres fulde menneskelige udvikling«.
Den Grønne parlamentariker i Tyskland, Volker Beck, er en af dem, der har taget til genmæle mod Ratzingers doktrinære afsky for homoseksuelle ægteskaber. »Den er mærket af teologisk nådesløshed og farisæernes hovmodighed«, har Beck sagt ifølge Deutsche Welle.
I avisen El País har den spanske filosof Fernando Savater advaret mod overdreven moralsk panik, fordi »det moraliserende misbrug kan forvandle sig til en seriøs fjende af friheds-
rettighederne og -garantierne i vore demokratier. I USA, der er et paradis for silicone og svimlende store bryster, er der en overflod af retssager imod kvinder, der giver sine børn bryst i offentligheden«.
»Det er svært eller umuligt for integrister og fanatikere at tage pluralismen til sig, men det er det også for dem, der ikke har anden moral end den daglige rutine«, skriver Savater. Han indrømmer, at han personligt havde foretrukket, at man ikke havde kaldt de homoseksuelle parforhold for ’ægteskab’ (matrimonio, på spansk), for det er ifølge ham en betegnelse, som bruges om familier sammensat af et par med forskelligt køn. »At kræve lige rettigheder på dette felt er tåbeligt, fordi de forskellige vilkår tillader specifikke rettigheder for hvert køn: Retten til periodisk at gå til gynækologisk undersøgelse er for eksempel en ret som kvinder har, men som ikke er for mænd«.
En anden spansk filosof, José Antonio Marina, skriver i en kronik til avisen El Mundo om den tragiske historie, de fordomme, den undertrykkelse og det had, som de homoseksuelle har været udsat for i tidernes løb. Han kritiserer kirkefolkenes syn på homoseksualiten for at være ’i strid med naturloven’, og kaldet det en ’etisk vildfarelse’, der ender med at betragte homoseksualitet som en sygdom. Marina ser de homoseksuelles krav om ægteskab som »et farvel til den grænseoverskridende retorik og et ønske om at nyde borgerskabets søde charme og slippe ud af den permanente undtagelses-
tilstand«.
Han udtrykker håb om, at den nye ligestilling betyder et farvel til »det reaktive liv, der til tider har frembragt en homoseksuel ideologi«, som har defineret »den seksuelle orientering som en basal personlig identitet«, selv om det var »udtryk for en homofobisk ideologi. Man har ikke rettigheder, fordi man er homoseksuel, men fordi man er en person«, mener Marina.
