Mere end bare fodbold
Når Real Madrid og F.C. Barcelona tørner sammen i den spanske fodboldliga handler det om mere end fodbold. Banen forvandles nærmest til en krigsskueplads, hvor castilianere og catalanere gennem sporten kæmper om dominansen i Spanien og Cataloniens hovedstad.
På dagen for et af disse opgør skrev Martin Tønner følgende rapportage i Berlingske Tidende den 19. november 2005.
Aftenens opgør mellem Real Madrid og FC Barcelona er i sjælden grad fedtet ind i politik og en skinger debat om øget selvstyre. Ikke alt er dog sort og hvidt i den catalanske klub, hvor sikkerhedschefen for nylig blev afsløret som fascist.
Kun tre mænd har reelt noget skulle have sagt her i byen, plejer barceloneserne at sige: Præsidenten for det regionale selvstyre, bestyrelsesformanden i storbanken La Caixa og sidst men på ingen måde mindst, præsidenten for FC Barcelona.
Denne noget eksotiske magtudredning skal naturligvis tages med et gran salt, men noget er der om snakken. For hvis det er rigtigt, at Barça er mere end blot en fodboldklub; at den, som en forfatter har udtrykt det, udgør »Cataloniens symbolske og våbenløse hær over for centralmagten i Madrid«, må præsidenten betragtes som en slags øverstkommanderende for disse »ubevæbnede styrker«.
Det er i hvert tilfælde sådan, Joan Laporta har fortolket sin rolle, siden han for godt to år siden vandt valget i den catalanske storklub. Nationalhymner, faner og hjemstavnsceremonier har lige siden været tilbagevendende indslag, når FC Barcelona spiller på Camp Nou. Og præsidenten har ikke været bleg for at bruge den formidable scene til at aflevere konkrete politiske budskaber, som da han for nylig lod klubben udtrykke sin støtte til forslaget om en ny selvstyrestatut med øget frihed for Catalonien.
Benzin på bålet. Forslaget er efterårets brandvarme emne i spansk politik. De færreste har læst den lange og dybt kedsommelige tekst, der bl.a. giver catalanerne ret til selv at indkræve skat, men alle har en mening om den. Og ikke nok med det. En tilsyneladende spontant opstået kampagne opfordrer desuden via websider og sms’er alle gode spaniere til at boykotte varer produceret i Catalonien.
I den situation var det at smide benzin på bålet, da Laporta forud for hjemmekampen mod Osasuna oktober gennemførte en støtteceremoni for statutforslaget. En mosaik midt på banen, der inkluderede Valencia-regionen i et historisk Storcatalonien, førte omgående til protester fra såvel myndigheder som fodboldklub i den sydøstspanske by. Og i hovedstaden foreslog konservative politikere at vedtage en lov mod sammenblanding af sport og politik.
Da FC Barcelona et par uger senere var på besøg i Getafe, blev der imidlertid givet igen med samme mønt. Tilskuerpladserne på det lille stadion i Madrid-forstaden flød over med anticatalanske bannere og slagsange. Og selvom spillere fra såvel Real Madrid som FC Barcelona har advaret mod politiseringen, er det mere end sandsynligt, at bolden bliver givet op til en ny omgang »catalanerbashing« på Santiago Bernabeu i aften.
Svoger og fascist
Det kan også vel tænkes, at Real Madrids fascistoide fanklub Ultras Sur vil benytte lejligheden til at tage forskud på mindehøjtidelighederne i forbindelse med 30 årsdagen for general Francos død. I så fald gør Joan Laporta imidlertid klogt i at holde lav profil oppe i æreslogen ved siden af Florentino Pérez.
I slutningen af oktober måtte FC Barcelonas sikkerhedschef Alejandro Echevarría nemlig forlade sit job, efter at han var blevet afsløret som medlem af Fundación Francisco Franco – en højreekstrem organisation, der hverken går ind for catalansk selvstyre eller demokrati i det hele taget, for den sags skyld.
Echevarría var desuden medlem af klubbens bestyrelse på anbefaling af sin svoger præsidenten. Og Laporta forsøgte i nogle dage at forsvare søsterens mand, indtil han måtte erkende, at det nok var en smule for utroværdigt at have en erklæret fascist til at sidde med ved bestyrelsesbordet.
Ikke alt er sort, hvidt og politisk korrekt i Laportas catalanistiske FC Barcelona, men i så henseende følger præsidenten blot en årelang tradition. Forgængerne Joan Gaspart og Josep Lluis Nuñez hørte begge hjemme et godt stykke ude ad højrefløjen, uden at det forhindrede dem i at spille med på klubbens politiske undertoner, når det passede i deres kram.
Krigsherren Eto’o: Og paradokserne i FC Barcelona stopper såmænd ikke her. Echevarría var nemlig, fascist eller ej, særdeles populær blandt spillerne. Og da Samuel Eto’o kort efter fyringen scorede hattrick i Champions League-målorgiet mod Panatinaikos, dedikerede han det til sikkerhedschefen. Camerouneren Eto’o, der givetvis ikke ville have fået så meget som en sort fod til jorden, hvis Echevarrías beundrede general Franco stadig havde været i live.
Samme Eto’o kan i øvrigt – uanset sin eventuelle mening om catalansk selvstyre – se frem til en »varm« velkomst på Santiago Bernabeu i aften. For ikke blot er camerouneren en »overløber«, der har fået sin fodboldopdragelse i hovedstadsklubben. Det var også ham, der under forårets fejring af mesterskabet råbte ud over Camp Nou: »Madrid, cabrón, saluda al campeón« (Madrid, dumme svin, bøj jer for mestrene).
Såvel Iván Helguera som Ronaldo har i løbet af ugen opfordret publikum til at pifte Eto’o ud ad banen: »Han har sagt nogle ting, som ikke var særlig intelligente, og han vil få den modtagelse, han fortjener«, sagde brasilianeren torsdag om sin rival til topscorer-værdigheden i den spanske liga.
Om det vil gøre andet end at motivere den måltørstige camerouner yderligere, er imidlertid tvivlsomt. For hvis det er rigtigt, at præsident Laporta er øverstkommanderende for Cataloniens våbenløse hær, så må Samuel Eto’o være hans krigsherre nede på banen.
