Målet er ikke min egen frihed
Teksten nedenfor er et interview med en tidligere ETA-terrorist Juan Ramón, der 7 dage forinden var blevet lukket ud efter 13 år i spanske fængsler, hvor han afsonede en dom for at have været med til at kidnappe en virksomhedsejer.
Interviewet – der har titlen »Målet er ikke min egen frihed«er foretaget af Soran og trykt i Gaia, Tidsskrift for international solidaritet.
Kilde: Gaia, Tidsskrift for international solidaritet, 1999, nr. 26, s. 28-30.
For en dømt ETA aktivist er livet i fængslet utroligt hårdt. Det er som om man sidder i fængsel inde i et andet fængsel. De siger at vi har samme rettigheder og vilkår som de andre fanger, men det er løgn, vi har ingen rettigheder.
De har lavet en særlig lov, »Fichero Interno Especial – FIES«, som kun gælder for de politiske fanger. Det betyder at de kan gøre hvad de vil med dig. Hvis du beder dem sende et brev, få besøg, deltage i kurser, eller vil have øget kontakt med andre fanger, så er svaret: Du er FIES, du er farlig. Vi sidder i specielle celler og ser meget få mennesker. Jeg så for eksempel i alt 6-7 personer når jeg var på gårdtur, resten af tiden sad jeg isoleret i min celle. Og der ser man ingen ting.
Ja, jeg har faktisk siddet isoleret i 13 år, - ikke været ude for fængslets mure og næsten ikke været ude for min celles mure. Min familie og venner skulle rejse over 1000 km for at besøg mig, og nogle gange blev de så nægtet adgang. Det er dyrt og krævende at rejse så langt for et besøg på 30 minutter. Samtidigt føler man sig utrolig ensom så langt væk fra sit hjem. […]
De passiviserer dig for at få dig til at glemme de idealer du har, det som gjorde at du engang havnede i fængslet. De vil bryde dig ned fysisk og psykisk, så du ender som en indskrumpet grønsag. De ønsker også at skræmme dem der er unge i dag, så de ikke tager våben i hænderne.
Før i tiden fik vi tæsk med køller, i dag sætter de dig i en celle med et kamera som overvåger dig 24 timer i døgnet. Så laver de et helt utroligt studie af dig. Det er meget mere forfærdeligt. Jeg foretrækker at få tæsk som før i tiden, frem for denne nye type af repression. Nu forandres du dag for dag. Når de opdager at du har det dårligt, så anvender de det mod dig. Når du har det godt, er du mere sikker.
For de normale fanger er det fængselsledelsen der bestemmer og sætter reglerne, men for de politiske fanger kommer direktiverne fra Madrid. Her lægger staten et utroligt arbejde for at gøre livet så surt som muligt for dig.
[…]
Spredningen af fangerne (fra ETA. red) begyndte i 1987. De ville ødelægge og splitte fangekollektivet. Vi skulle isoleres totalt, det var målet. De troede at vi havde en ledelse i fangekollektivet. Nogle som dominerede os andre og holdt kollektivet sammen. De troede, at hvis vi blev isoleret var det lettere at få os til at forlade ETA og fangekollektivet. Staten ønskede at få nogle af os til at angre og opfordre de kæmpende til at opgive den væbnede kamp. Den spanske stat bryder med sin egen lovgivning, som siger at en fange skal sidde så tæt på sit hjem som muligt.
[…]
Efter spredningen sad jeg i et fængsel 1200 km. fra mit hjem, andre kammerater blev sendt helt til de kanariske øer, mens andre igen kun sad 125 km. fra deres hjem. På den måde forsøgte de at skabe spændinger imellem ETA-fangerne. De håbede at vi sagde: Hvorfor sidder du nærmere, når jeg sidder så langt borte? Men det lykkedes ikke. Vi øgede bare vores kollektive protester. Fra august til december 1989 aktionerede og demonstrerede vi mod spredningen. Vi fik tæsk hver dag af Guardia Civil, og vi turde ikke forlade vores celler. Fangevogterne var også konstant efter os.
[…]
Målet med spredningen var som sagt at smadre kollektivet, for hvis de kan knuse fangerne så knuser de også hele miljøet rundt om fangerne. Kollektivet er som en knyttet næve – ødelægger man det, så ødelægger man også det som findes uden for fængslet. Fangekollektivets styrke er vores udholdenhed. Udholdenheden skyldes først og fremmest den sag som bragte os i fængsel. Den tager vi med ind i fængslerne. Der findes kort sagt ikke et »før og efter« fængslingen. Kampen forsætter, – selvfølgelig ikke med de midler som vi brugte på gaden, men med de midler vi har i fængslet: Sultestrejken og den frivillige isolation. I de 13 år, jeg har været fængslet, har jeg deltaget i 12 sultestrejker. De længste har varet 25-30 dage og de korteste 10 dage. På den måde udsender vi et budskab, og det starter så en bølge af demonstrationer, manifestationer, strejker og attentater.
[…]
Ud over kampen som holder os kørende, har vi selvfølgelig også støtten fra venner og familie og fra folk udefra. Min egen erfaring er også, at man kan holde undertrykkelse lidt på afstand gennem at læse og studere. Dette er samtidig en kamp mod fængselssystemet, som jeg ved ikke ønsker at jeg studerer. Alt det der sker uden for fængslet giver også en utrolig styrke. De unges daglige kamp og resten af selvstændigheds-bevægelsens kamp. Selv om informationen om denne kamp selvfølgelig er begrænset fordi vi har kun adgang til den spanske stats aviser.
Vi er fyldt med kraft og liv fordi at vi er klar over hvorfor vi er i fængsel. Det våben kan de ikke tage fra os. De kan tæve os og de kan køre os ned psykisk, men de kan ikke tage det våben fra os.
Vi ved at vi en dag vil blive løsladt, vi ved ikke hvornår, men vi ved at hver dag er en del af udviklingen og sådan holder vi ud.
I modsætning til de »normale« fanger søger jeg ikke min egen frihed når jeg kommer i fængsel, jeg er en del af ETA-fangernes kollektiv. Hvis jeg bliver løsladt, forlader jeg selvfølgelig fængslet, men jeg prøver ikke at opnå løsladelse.
[…]
Om de igangværende forhandlinger og fangernes rolle heri svarede Juan Ramón:
Staten bruger fangerne i forhandlingerne, for at de skal forråde det baskiske folk. Det kort de tager med til forhandlingsbordet er: Fanger mod fred. Jeg gir dig fanger – du giver mig våbnene.
Så tilbyder de at flytte os to-trehundrede km. nærmere Baskerlandet. Men selv hvis fangerne kommer ud, selv hvis de bliver sat helt fri, så er intet ændret. Konflikten startede ikke med fangerne, den startede med kampen for selvstændighed.
Madrid har ikke tænkt sig at lade de politiske fanger selv deltage i forhandlingerne. Fangerne er personer, som har deltaget direkte i den væbnede kamp og som derfor burde deltage. Men på grund af afstanden og isolationen kan de ikke spille en normal aktiv rolle processen.
Som situationen er i dag må fangerne bidrage på den måde de kan, som fangekollektiv. Samtidig må vi presse med alle midler, for at fangerne skal kunne spille en aktiv rolle i processen, fordi de er den ene side af denne konflikt. De er folk der er direkte involveret i kampen, og det er derfor at Madrid vil undgå at de deltager. De vil forhindre deres fjende i at deltage.
[…]
Vi må forsætte kampen. Igen må jeg sige at der ikke er noget »før og efter«. Nu er jeg ude af fængslet og så må jeg forsætte kampen ligesom jeg gjorde da jeg blev fængslet. Nu har jeg selvfølgelig flere kampmidler. Det er altså bare at forsætte fremad mod målet, og vores mål er uafhængighed og socialisme, og det er det.
