Nu er det nok!
Fernando Savater, der er filosof og repræsentant for Nu Er Det Nok!-bevægelsen (Basta Ya!) i Spanien, sagde følgende i en tale til Europa-Parlamentet i forbindelse med modtagelsen af Sakharov Prisen i december 2000.
Kære parlamentsmedlemmer.
Borgerinitiativet Nu Er Det Nok! (Basta Ya!) ønsker først og fremmest at udtrykke sin taknemmelighed over den ærefulde anerkendelse, vi i dag modtager. Det er en bemærkelsesværdig hædersbevisning, eftersom vi hverken er en velrenommeret NGO eller en forankret bevægelse med mange års erfaring, men blot en gruppe borgere med forskellige baggrunde, uden bureaukratiske hierarkier eller organisatorisk apparat, der for mindre end et år siden begyndte at gå på gaden sammen.
Vi er lærere og arbejdere, embedsmænd og privatpersoner, religiøse og lægmænd, fagforeningsfolk og arbejdsgivere, fredsaktivister, kunstnere, folk fra pressen, kendte såvel som ukendte. Jeg må tilstå over for jer, at vi er en størrelse, som er lidt anarkistisk.
Vi har ingen trang til at spille en historisk rolle eller eksistere for enhver pris. Gid vores initiativ den dag i morgen holder op med at være nødvendigt, og at vi hver især i fred kan vende tilbage til vores daglige liv.
Vi ved godt, at vi som personer ikke er vigtige, men vi tror på, at det, som forener og mobiliserer os, er vigtigt: En afvisning af ETA’s kriminelle terrorisme og den udtrykkelige støtte til den spanske retsstat, der i øjeblikket er truet af et voldeligt, totalitært løsrivelsesprojekt. Vi er gået på gaden og har hævet vores stemmer fordi, vi er overbeviste om, at når demokratiet er i fare, så kan borgerne ikke skjule sig i anonymitetens navn og blot vente på, at den politiske elite finder en løsning. Vi ønsker ikke at erstatte de statslige institutioner, men beder dem om at beskytte vores rettigheder og frihed uden at gøre indrømmelser over for terroren. Vi er gået på gaden, kære parlamentsmedlemmer, i solidaritet med ofrene for den morderiske ideologiske fanatisme og i forsvar mod den.
Den situation, vi befinder os i, er et sørgeligt tilfælde i det demokratiske Europa. Baskerlandet er ikke et eksotisk territorium, tynget af uretfærdigheder og uligheder som tilfældet er rundt omkring i den såkaldte tredje verden; det er tværtimod en af de mest veludviklede regioner med en høj levestandard i det europæiske fællesskab.
Inden for den spanske stat nyder det baskiske samfund godt af en udstrakt autonomi med egen regering og parlament, fuld kontrol over skattepolitikken, tosproget uddannelses-
kompetence, to tv-kanaler (hvoraf den ene er på baskisk), osv. Der hersker ingen tvivl om, at det baskiske folk led alvorlige krænkelser, hvad angår politiske og kulturelle rettigheder under Francos diktatur, ligesom tilfældet var for resten af den spanske befolkning.
Men fra demokratiets indførelse blev der gjort meget for at forsone landet begyndende med at give amnesti til de folk, der sad inde for politisk motiverede forseelser begået under Franco-tiden, hvilket for over 20 år siden betød, at samtlige ETA-medlemmer, som ønskede det, kunne genoptages i civilsamfundet, også de personer, der havde stået bag blodige handlinger.
Til trods for det har ETA aldrig stoppet sine aktiviteter, og vi er nu oppe på over 700 dødsofre siden demokratiets indførelse. En stor del af Baskerlandets befolkning lever i dag uden sikkerhed og har ingen politisk ytrings- eller forsamlingsfrihed. De politikere, der ikke er baskiske nationalister, myrdes, ligesom tilfældet er med arbejdsgivere, journalister, medlemmer af ordensmagten eller blot privatpersoner, der på den ene eller anden måde har talt imod løsrivelsesprojektet.
Og der er ikke kun tale om mord; flere bygninger, butikker og biler er blevet brændt ned; handlende og erhvervsfolk afpresses dagligt for penge; de personer, der betragtes som spansk-
venlige forfølges og trues på tusind forskellige måder, dvs. de, som offentligt tør udtrykke sig til fordel for den forfatningsmæssige gældende retsstat.
Mange mennesker føler sig forpligtet til at deltage i marcherne for at undgå, at tingene forværres yderligere, eller fordi de ikke kan holde den evige trussel ud. Mange må affinde sig med at leve under politieskorte, og de kan ikke gå frit rundt på gaderne med deres børn eller færdes offentlige steder uden beskyttelse.
I Baskerlandet, midt i det demokratiske Europa, har vi i øjeblikket dusinvis af Salman Rushdier. Frygten hærger, en håndgribelig frygt, som får folk til at snakke lavt eller søge at skju-
le, hvad de tænker, som under de værste perioder under Franco-diktaturet.
Vi fra initiativet Nu Er Det Nok! ved, at ETA utvivlsomt er den hovedansvarlige for denne situation, men vi er også overbeviste om, at ETA ikke er et enkeltstående fænomen, og at ETA s beståen skyldes et politisk klima, hvor de centrale myndigheder, der har regeret landet i over 20 år, delvist er ansvarlige. ETA-medlemmerne er ikke rumvæsener, der er ankommet fra en anden planet for at sprede ondskab, men snarere unge mennesker uddannet i etnisk fanatisme, had til over halvdelen af deres medborgere og alt hvad der anses for spansk, unge, som er blevet indoktrineret med en fordrejet historie og en vanvittig antropologisk fortolkning, som får dem til at se sig selv som ofre og derved forvandler dem til bødler. Vi accepterer naturligvis, at baskiske nationalister på fredelig vis kan kæmpe for dannelsen af en ny uafhængig stat, der aldrig tidligere har været, men vi modsætter os, at dette politiske projekt fra ét bestemt parti fremlægges som værende en uafhændelig ret for et helt folk, hvilket på denne måde indirekte retfærdiggør de voldeliges handlinger.
Det virker heller ikke fornuftigt konstant at søge i fortiden efter krænkelser, der kan retfærdiggøre bruddet med de nuværende demokratiske samfund eller forsøge at vise uforeneligheden med de mennesker, man gennem århundreder har levet side om side med. Som erfaringen andre steder fra Europa så sørgeligt har vist, så vil man ad denne vej altid finde berettigelse til voldelige sammenstød.
Kære parlamentsmedlemmer, som demokrater er vi naturligvis tilhængere af en dialog mellem forskellige demokratiske partier, fordi den permanente dialog er demokratiet i sig selv. Men, netop på grund af kaldet efter en demokratisk dialog, modsætter vi os, at dialogen fremtvinges som et resultat af den voldelige terrorisme, at borgernes politiske dagsorden sættes af de personer, som ikke vil fredelig sameksistens, og at de af parlamentet vedtagne love ændres efter mordernes forgodtbefindende som belønning for, at de ikke fortsætter med at slå ihjel. Vi ønsker at leve i fred, men også i frihed. Vi nægter at erstatte borgernes stat med de etniske gruppers stat.
Derfor er vi gået på gaden for at forsvare de forfatningsmæssige principper og råbe til terroristerne: Nu er det nok! Derfor ønsker vi, ud over at takke for Sakharov Prisen, at invitere medlemmerne af Europa-Parlamentet til Baskerlandet, ikke for at besøge kontorer, men for at gå på gaden, besøge barer, butikker, virksomheder, skoler for at De kan få et førstehåndsindtryk af, uden propagandistisk indblanding, hvordan folk lever under trusler, bliver afpresset og ingen ytringsfrihed har. Så De med egne øjne kan se, at det vi råber op om, er sandt, så De ikke glemmer det, og at De hjælper os med at kæmpe mod denne skamplet, som hele Europa bør føle som sin.
