Barndom og ungdom under Franco
Dramatikeren Fernando Arrabal (1932-) var en lille dreng under borgerkrigen, hvor hans far blev dræbt. Arrabals absurdistiske værker blev forbudt af Francos censur, der til gengæld tillod et værk, som latterliggjorde Arrabals teater. En medstifter af Falange udtalte endda i partiets avis Arriba, at Arrabal burde kastreres for, at »han ikke ville være i stand til at sætte børn i verden som fornægtede fædrelandet«. Arrabal gik i eksil i Frankrig i 1951.
I Arrabals Brev til general Franco fra 1971 fortalte han bl.a. om livet i Spanien efter Francos sejr i borgerkrigen. Følgende uddrag er Arrabals beretning om sin barndom og ungdom under Francos diktatur.
Vi børn, der dengang (1944-45) var 10-12 år gamle, blev indrulleret i delinger som medlemmer af Falangen. Der lærte vi at synge »Leve, leve revolutionen, leve, leve J.O.N.S. og Falangen«. Vi lærte at kalde de andre kammerater og at hade kunst, England og Rusland. Vi blev klædt i en blå skjorte for at det skulle ligne arbejdernes kedeldragter, fordi de forkælede fars drenge i Falangen, som kaldte sig arbejdervenlig, havde i sinde at iværksætte den syndikalistiske revolution. Og de lærte os at angive andre og forlangte af os, at vi skulle være stikkere.
[…]
Hvor mange gange har jeg ikke set dem trække en stakkels kone til deres delingskvarter, hvor de klippede hende komplet skaldet, fordi hun ikke kunne synge fascisternes hymne »Cara al Sol«. Utallige børn på min alder blev lukket inde i Falangens hundehuller efter at have fået en halv liter amerikansk olie, fordi de havde smilet under en af de officielle ceremonier.
Utallige blev pryglet ubarmhjertigt, fordi de ikke strakte arm med tilstrækkelig overbevisning. For ikke at tale om dem, der angivet for »det der var alvorligere« gik direkte i fængsel. Alt dette og meget mere ville jeg ønske, jeg kunne glemme…
[…]
Hver time [i skolen] begyndte med en bøn, som i alle offentlige og private skoler, i alle aulaer hang Deres og José Antonios portrætter og mellem dem en kristusfigur. Hver morgen blev alle eleverne på skolen stillet op, og så sang man fædrelandssange, som sluttede med leveråb for Dem og »Arriba España«. Funktionærer fra regeringen eller fra det eneste parti (Falangen) gav os timer i politik, religion og gymnastik. Fag, som indgik i skoleplanerne på linje med for eksempel regning eller grammatik; på den måde ville man undertrykke enhver form for kritisk ånd, indoktrinere os. Og disse tre discipliner forfulgte os gennem alle vore studier, ikke alene i skolen, men også på universitetet.
[…]
Spanskrøret var det pædagogiske våben. Det legendariske spanskrør, det hørte ikke til sjældenhederne at se en lærer (en præst) slå og sparke en elev til blodet flød. Det var en opdragelse, der svarede til det herskende klima. Selv vi børn gentog i vore lege den vold, som vi oplevede, brutale lege, hvor kammeraternes tortur og martyrium spillede en stor rolle, såvel som lemlæstelse og henrettelse af dyr.
[…]
Al kritik var forbudt. At tvivle på Guds eksistens ville have betydet at måtte opgive studierne [på universitetet]. At fordømme katolicismen ville have medført de største farer, den mindste kritik mod Dem eller Deres regering, fængsel. Bøgerne lærte os forkerte ting eller fortav alle systemer, der ikke passede ind i Deres styreform. Der var censur på alle områder. Deres regering var bange for alt og alle. I min litteraturbog havde de vigtigste forfattere kun ret til et par korte nedsættende linier. Om Voltaire var bogen for eksempel ordret: »Satanisk uhyre, som drømte om at ødelægge kirken. Alle hans bøger er på forbudslisten«. De største franske digtere (Baudelaire og Rimbaud) blev nævnt i en liste over misdædere. Enhver teori, den være sig filosofisk, litterær, politisk eller videnskabelig, som ikke harmonerede med det officielle dogme blev fordømt med fire bogstaver.
Undervisningen havde en dobbelt mission: Ikke at lære os noget og fordømme os. Sådan dannedes en studenterorganisation, min. Forestil Dem, hvad der foregik i andre mindre begunstigede samfundsklasser. Dengang da elendigheden var så stor, at det ikke hørte til sjældenhederne at se folk falde besvimet om af sult i gaden.
[…]
Mangelen af kritik, den autoritetstro, der omgav os i vores ungdom, hensatte os i en uvirkelig og mareridtsagtig situation. Hverken før eller siden har nogen fremsat den mindste erklæring, der tog afstand fra den situation. I modsætning til hvad man skulle tro, fremkaldte denne hjernevask en kæde af reaktioner, der var helt anderledes end man havde håbet. I al hemmelighed var vi alle overbevist om, at enhver officiel erklæring eller en hvilken som helst meddelelse fra regeringen var fuldstændig forkert. Sådan gik det til, at vi kunne benægte iøjnefaldende sandheder, fordi de var forsynet med officielt stempel.
Vi nærer mistro til alt; vi er en generation af vantro. Og samtidig var vi parat til officielt at sige til de værste forvildelser, fordi det var nødvendigt for at tjene det daglige brød. Alle havde brug for to attester: en for loyalitet mod styret; den blev udstedt af Falangens funktionærer; en anden for god opførsel; det vil sige at være udøvende katolik; den blev udstedt af sognepræsten.
Hvor har vi mange svoret loyalitet og katolicisme uden at tro på et eneste ord, fordi det simpelthen var en barriere, som man skulle forcere for at få et beskedent embede eller for at studere. I 1949, da jeg ønskede ansættelse i et privat firma (Den spanske Papirfabrik) blev jeg afkrævet begge attester, som det var tilfældet med alle spaniere, der ganske simpelt ønskede at skaffe sig mad ved ærligt arbejde. Vi blev mærket for tid og evighed og trådte underkuede og visne ind i en labyrint med vægge af stål.
