Franco spøger
Francos lange diktatur har sat sit præg på Spaniens historie i det 20. århundrede, og hos visse grupper bliver han stadig hyldet som en helt. I anledning af 25-året for Francos død den 20. november 2000 skrev Jørgen Ullerup nedenstående raportage i Jyllandsposten.
Kilde: Jyllandsposten, 20. november 2000.
Pelsklædte ældre kvinder, unge skinheads og højreekstreme spanske mænd strakte i går højre arm i vejret i fascisternes hilsen til ære for diktator Francisco Franco, der døde for 25 år siden.
Nogle fælder en tåre, andre strækker højre arm mod den skyfri himmel, mens de taktfast råber Franco, Franco, Franco.
Et par tusind nostalgikere færre og færre for hvert år - har skruet tiden et kvart århundrede tilbage på Plaza de Oriente i Madrid mellem kongepaladset og det kongelige teater, hvor diktator Franco i sine velmagtsdage samlede titusinder af tilhængere.
Viftende med Francos spanske flag med den sorte ørn og iklædt røde baretter og falangisternes blå skjorter er de trofaste kommet for at mindes el Generalisimo, som i 36 år frem til sin død 20. november 1975 enevældigt styrede Spanien.
»Franco var ensbetydende med ro, fred og fremskridt. Dengang var de unge glade og respektfulde, og Spanien var et samlet, katolsk land«, siger Maria Francisca Garcia, før hun klapper de blankpudsede sorte støvler sammen, strækker armen i vejret og synger med på den spanske nationalhymne, som under det fascistiske diktatur var tilsat en floromvunden nationalistisk tekst.
Maria er 50 år og gift med en spansk oberst. Hun er uddannet sygeplejerske, men har aldrig arbejdet, fordi hun havde nok at gøre med at opdrage sine seks børn. Hun er indædt modstander af retten til abort og skilsmisse, og i 25 år er hun ikke en eneste gang gået glip af en mindehøjtidelighed for Franco.
På scenen holder en række ældre mænd fra Francos parti La Falange samt en enkelt yngre blond pige med et arisk udseende brandtaler, som igen og igen får mængden til at bryde ud i klapsalver, råb og hilsener.
Den blonde pige råber i mikrofonen, at Jose Maria Aznars konservative regering med sine privatiseringer af store statsselskaber er i færd med at sælge ud af alt det arvesølv, som Franco skænkede sit folk. Og med terrorismen i Baskerlandet spår hun Spanien en mørk fremtid som fattig og opdelt i små enheder uden ideologi og moral.
Så læser en præst fra en højreekstrem katolsk bevægelse op fra Francos testamente, og tilhørerne buher højlydt, da han når til det punkt, hvor Franco beder spanierne om at love troskab over for sin arvtager, kong Juan Carlos. Blandt mængden på Plaza de Oriente er kongen en forræder, fordi han svigtede Francos idealer og gik i spidsen for omdannelsen af Spanien til et demokrati.
Præsten raser også mod den nye bølge af muslimske indvandrere, som han betegner som selvmorderisk for et land, der i næsten 800 år fra 711 til 1492 var besat af arabere, indtil dronning Isabella af Kastillien og kong Fernando af Aragon i fællesskab smed dem ud. Ifølge præsten fører muslimer altid problemer med sig overalt i verden fra Kosovo til Timor. Mængden råber Viva Espana og Franco, Franco, ligesom andre falangister gjorde det dagen før ved Francos gravsted i de faldnes dal, Valle de Los Caidos, nord for Madrid, hvis underjordiske kirke og et gigantisk kors blev opført af spanske krigsfanger efter borgerkrigens afslutning i 1939.
Franco-støtterne udgør en broget flok. 17-årige, sortklædte og meget korthårede Alejandro, der af gode grunde aldrig oplevede Franco ved magten, konstaterer, at Spanien har brug for en ny hård leder, der kan genoprette ro og orden.
Den 56-årige Marie-Jesus Garcia, der til lejligheden udover sin pelsjakke og silketørklædet synes at have iklædt sig hele sit smykkeskrin af diamanter og guldkæder, savner den gamle general. Siden hans død har hun haft indbrud fem gange, fordi »demokratiet er fyldt med tyveknægte, prostituerede og narkomaner«.
»Mange glemmer, at Franco byggede Spanien op fra borgerkrigens ruiner. Og han reddede os fra et kommunistisk styre. Vi kunne være blevet som rumænerne, der tigger i gaderne, hvis han ikke havde vundet krigen«, siger hun.
Andre kvinder kommer til og kalder ministerpræsident Aznar for en forræder, fordi han ikke har stoppet terrorismen fra den baskiske separatistbevægelse ETA. Den 71-årige Amalia Urunnela Eunzunegui er basker fra Bilbao, men hun flyttede i 1980’erne til Madrid af frygt for separatisterne.
»Også kong Juan Carlos er en forræder. Ikke en eneste gang siden begravelsen har han besøgt Francos gravsted, selv om han kan takke Franco for alt. Kongen går hånd i hånd med de røde«, siger hun og vender lidt efter tilbage for at understrege, at hun i øvrigt ikke tilhører dem, som fyldte lommerne med penge under Francos næsten 40 år ved magten.
På scenen er man nået til mødets højdepunkt, da Blas Pinar, den aldrende leder af Spaniens ekstreme højreparti, Fuerza Nueva, tager ordet og kræver indførelse af dødsstraf til ETA’s terrorister.
Tilhørerne strækker igen højre arm og råber »død over morderne«, og fortsætter med »Pinochet, Pinochet«, da Blas Piñar kalder på en ny stærk mand. Hidtil har han ikke selv fået et ben til jorden hos de spanske vælgere. Franco-nostalgikerne er trofaste, men ved de demokratiske valg kan de kun mønstre et forsvindende mindretal i befolkningen.
»Jeg er villig til at give afkald på forfatningen, demokratiet og parlamentarismen, og jeg vil støtte ethvert styre, der igen kan garantere enhed og fred i Spanien«, råber Blas Pinar.
Efter endnu en falangistsang er mødet slut, fanerne pakkes sammen, og Francos tilhængere går ud for at spise frokost, nogle af dem på Madrids eneste resterende Franco-tro restaurant Malcatin i Calle de la Ruda. Og nogle af dem med en souvenir fra den store dag, en ligther til 15 kr. med Francos portræt eller en fane med Francos slogan for Spanien. »Una, grande y libre«, forenet, stort og frit.
