Retsopgør?

Spanien oplevede ikke et retsopgør, hvor magthaverne under Franco blev stillet til ansvar for fortidens gerninger, og generelt har man i mange år ikke ønsket at tale meget om fortiden; man ville videre.

Med mellemrum kommer diskussionen dog frem i medierne, f.eks. i forbindelse med den spanske dommer Garzóns begæring om at få den tidligere chilenske diktator Pinochet udleveret til retsforfølgelse i Spanien, idet mange spaniere ’forsvandt’ under Pinochets regime og politiske forfølgelse af venstreorienterede fra 1973 til 1990.

I følgende artikel fra november 1998 spørger Alberto Vazquez, redaktør og digter fra San Sebastian i Baskerlandet, hvorfor Garzón ikke tager affære hjemme i Spanien.

I Spanien går de ansvarlige for mange af diktaturets forbrydelser stadig uforstyrret rundt. Hvorfor tager dommer Garzón ikke affære og arresterer dem?

Folk uden for Spanien har et forvrænget billede af dommer Garzón, som nu forlanger at få Pinochet udleveret til Spanien. Sandheden er, at den skamroste Garzón lader mange store fisk slippe igennem sit net.

I Spanien går de ansvarlige for mange af vores eget diktaturs forbrydelser stadig uforstyrret rundt. Adskillige medunderskrivere af dødsdomme afsagt under borgerkrigen er stadig levende.

Hvorfor tager dommer Garzón ikke affære og arresterer dem? Fordi han ikke kan idet man her i landet indgik en fredsaftale under overgangen til demokratiet.

Det er en skændsel, at der døde et antal spaniere under de chilenske og argentinske diktaturer. Men det er sandelig også en skændsel, at der døde endnu flere spaniere under diktaturet i Spanien.

Hvorfor gør dommer Garzón ikke, hvad han kan, for at skaffe alle disse kvinder og mænd oprejsning for alle årene i koncentrationslejr, fængsel og social udstødelse under fire årtiers institutionel vold? Hvem vil skaffe oprejsning til de, der blev forfulgt af Franco-regimet? Til de homoseksuelle, de arbejdssky, de røde, arbejderne, de røde ludere, husmødrene, filmskaberne, fiskerne, vejarbejderne, lægerne eller arkitekterne, kort sagt til alle, der ikke rettede sig ind efter den officielle doktrin? Hvorfor dømmer man ikke den katolske kirke for dens samarbejde med Franco-regimet? Hvorfor dømmer man den ikke for moralsk medansvar for undertrykkelse og folkedrab? Hvorfor skrider Garzón ikke ind mod de af Franco-tidens ministre, der i dag stadig er aktive politikere og sande demokrater ­ nogle af dem med særdeles indflydelsesrige poster?

Spanien har næppe den moralske ret til at stille en chilensk diktator til regnskab, hvor afskyelige hans forbrydelser end måtte være. I Spanien så man konsekvent til den anden side under overgangen til demokratiet. Man har ikke engang genoprettet de demokratiske institutioner, der fandtes før borgerkrigen. Dengang var Spanien en republik, i dag er det et monarki.
Manuel Fraga Iribarne var informationsminister fra 1962 til 1969 og var ansvarlig for noget nær den mest undertrykkende politik i Spaniens historie. Siden 1989 har Fraga været leder af den selvstyrende landsdel Galicien. Dommer Garzón har myndighed til at skride ind, men gør intet.
I Spanien lever der stadig officerer, der er skyldige i overgreb, der måske ikke er fuldt på højde med, hvad der er begået i Chile og Argentina, men dog stadig er afskyelige. Men vort land lider under sit eget historiske hukommelsestab og råber op om nogle ting, mens det ignorerer andre.

Jeg så hellere end gerne den chilenske diktator bag tremmer, men jeg vil samtidig påstå, at Spanien ikke har nogen moralsk ret til at gøre sig til leder af denne proces, så længe man stadig ikke rører en finger for at råde bod på et utal af historiske uretfærdigheder.

Tekst 30 | Oversigten over kildetekster | Tekst 32