Ytringsfrihedens kår under Franco

Teksten nedenfor er et uddrag fra en samtale med to journalister i 1974. Den ene var ansat på en stor spansk avis, og den anden arbejdede ved et tidsskrift. Begge er holdt anonyme af hensyn til eventuelle repressalier fra Franco-styret. Samtalen handlede om, hvordan styrets censur viser sig i forbindelse med nyhedsformidlingen.

Kilde: Claus Helsbøl og Erik K. Rasmussen: Det kæmpende Spanien – samtaler med spaniere. Forlaget Hugin 1974. s. 122-124.

Her i Spanien er TV meget mere kontrolleret på grund af den politiske rolle, det spiller. For nyhedernes ved­kommende er der overhovedet ingen frihed. Der findes nogle aviser, som har taget et klart standpunkt til fx Vietnamkrigen og er imod amerikanere, men TV har altid været for amerikanere og har aldrig givet oplysninger om bombenedkastningerne eller de drab, amerika­nerne begår på civilbefolkningen. Hvis de af en eller an­den grund bliver nødt til at sige noget,så siger de altid: »Kommunisterne siger, at…«. Men TV giver overhovedet ingen sandfærdige oplysninger. Det samme gælder for radio og mange aviser.

Der er kun et nyhedsprogram, som bliver sendt over hele Spanien, og det program bliver kontrolleret meget stærkt med 2-3 gange forhåndscensur, og man har en liste over personer, som man ikke må benytte. Desuden er der visse sangere og forfattere, som ikke kan komme med i en udsendelse på grund af deres protestsange eller deres politiske holdning og aktivitet.

Pressen i Spanien har egentlig været meget fri i det 19. århundrede og i begyndelsen af det 20. århundrede, men efter Borgerkrigen blev der oprettet pressecensur, og re­geringen udpegede alle redaktører for aviserne. Aviser­nes ejere havde ikke længere lov til at udpege den redak­tør, de ønskede. Det gjorde regeringen for dem. Skal man arbejde ved en avis, må man først være med­lem af en slags journalistforening, men den kan man ik­ke blive medlem af, hvis man ikke går ind for regerin­gens politik. Derfor var der mange mennesker, der ikke gad læse aviserne i Spanien, fordi man vidste, at aviser­ne skrev det samme som regimet mente, og man fik egentlig ikke nogle nyheder. Skete der vigtigt begiven­heder, enten i Spanien eller den øvrige verden, så skrev alle aviserne nøjagtigt det samme. Denne udvikling har dog ændret sig noget siden 1960-61, da de ”nye” kom til i regeringen. De ønskede en mere liberal presse, og de udpegede en ny informationsminister. Han fremsatte en ny lov for pressen, og man sagde, at der overhovedet ikke var censur mere. Man behøvede ikke længere at indlevere manuskripter til forhåndscensur. Derimod var der en meget hård straf for redaktører og journalister, hvis de skrev noget, der ikke passede regimet. Så nu blev de nødt til at udøve forhåndscensur. Men en vis liberali­sering fandt der dog sted. Folk, som ikke var helt enige med regeringen, begyndte at skrive i aviserne, og aviser­ne begyndte at udsende deres egne informationer og nyheder. Oplaget for aviserne begyndte at stige. Nu er informationsminister Fraga blevet udskiftet, og den nuvæ­rende minister Bejas er strengere og mere snæversynet. Fx med hensyn til moralen. Det er således nu meget vanskeligt for aviserne at sige, hvad de mener, og der er mange flere journalister, der er blevet dømt på grund af deres kritik. Det er folk klar over. For en 6-7 måneder siden blev en avis i Madrid lukket. Straffen kan være forskellig. Nogle gange lukker man aviser for et par dage, andre gange en hel måned, og an­dre gange kommer redaktørerne i fængsel i et par måne­der, eller de kan komme til at betale store bøder, op til 1.000.000 pesetas (100.000 kr.). Censuren virker ikke som før, men den er den samme. Hver eneste dag skal man give myndighederne et eksemplar af den trykte avis, og først da afgøres det endeligt, om avisen kan sæl­ges eller ej. Hvis man vil standse en avis, venter myn­dighederne bare med at give tilladelsen så sent, at avisen ikke kan komme på gaden til rette tid og blive solgt. Der findes flere forskellige ejere, som udgiver aviser. En gruppe er den fascistiske, nemlig Falangens. Den følger staten i et og alt. Der er ikke mange, som køber disse aviser, men de har store midler til deres rådighed. Den anden gruppe er monarkisterne. Det er store forretningsmænd, som følger regeringen, men som er interesseret i at tilslutte sig Fællesmarkedet. De plejer deres egne interesser, men de har alligevel de eneste liberale blade i Spanien i dag for de skal sælge deres avis. Den tredjegruppe er den katolske presse. Den drives ofte af private katolske foretagender eller af kirken. Det er selvfølgelig en meget traditionel presse og har en meget fast gruppe læsere, men selvom den har spillet en forholdsvis stor rolle inden for oppositionen, er den på vej ned, særlig i dag, hvor kirken er mere i opposition. Den, fjerde gruppe er Opus Dei, som også er katolsk, men den kontrolleres ikke af samme interesser som den katolske presse. Inden for kirken er der en kamp mellem de traditionelle katolikker og de progressive katolikker, og den afspejler sig inden for presseverdenen. Det samme gør sig gældende inden for Opus Dei, der er i stor fremgang. De har også ’2 slags presser’, en, der er for regeringen, og en anden, der er imod regeringen. Så de har et ben i hver lejr.

Tekst 5 | Oversigten over kildetekster | Tekst 7