Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
Det brogede Spanien
//
Kildetekst 9

Socialisterne og fremtiden

Francisco Lopez Real var medlem PSOE’s nationale komité og international sekretær, da han i april 1975 deltog i en »Spaniens dag« i København, som var arrangeret af Socialdemokratiet i Hovedstaden.

 

Kilde: Aktuelt, den 5. april 1975.

 

Det spanske diktatur lak­ker mod enden. De afgørende faktorer bag regimets sammenbrud kommer både indefra og udefra. De vigtigste af de ydre årsager er den økono­miske krise, som førte til den sidste regeringskrise, samt den hermed forbundne politiske krise, der kom til syne ved henrettelsen af mi­nisterpræsident Carrero Blanco sidste år.

Denne udvikling har nået et højdepunkt ved den fort­satte politiske opløsning, Francos politiske forsvinden og forventningen om hans forestående død. Uoverens­stemmelserne i afgørende spørgsmål mellem de nuvæ­rende politiske magthavere er almindeligt kendt i Spa­nien. Endvidere har tabet af kontrollen over vigtige dele af samfundsøkonomien, som længe har været knyttet til regimet og givet det stabili­tet, umuliggjort dets overleven. Dele af den katolske kirke har med henblik på de forestående politiske foran­dringer ændret opfattelse. Man har nu placeret sig i opposition til det nuværende autoritære system for at sikre sig en plads i det Spa­nien, der kommer.

Også faktorer uden for regimet har bidraget afgø­rende til diktaturets svæk­kelse og endelige fald. Grupper som f.eks. arbejderklassen og det store be­folkningsflertal gennem de­res politiske og faglige orga­nisationer, der siden 1939 har været udelukket fra en­hver politisk indflydelse, har bekæmpet regimet fra det øjeblik, det etablerede sig. Udenrigspolitisk har det li­geledes været af stor betyd­ning, at Spanien er isoleret, at dets magthavere er under pres fra visse europæiske re­geringer, samt at de portugi­siske og græske diktaturer omsider er borte.

I Spanien har man reage­ret meget forskelligt på dette forløb. På den ene side finder vi »ultra« folkene, som ønsker at opretholde magtens arkaiske og tyran­niske former, på den anden de folk, der i øjeblikket sid­der på magten, eller som håber at overtage den uæn­dret. Disse sidstnævnte ønsker systemet reformeret, dog kun således, at egentlige, fundamentale ændrin­ger undgås, samtidig med at man ikke desto mindre vil kunne tale om en »politisk liberalisering«. Hjørneste­nen i denne pseudo-reform er udnævnelsen af Juan Car­los til statschefens efterføl­ger. Endelig er der de grup­per og organisationer, som arbejder for en demokratisk løsning, og som går ind for et klart brud med det sy­stem, der i sin tid blev skabt imod folkets vilje.

De førstnævnte kan ikke regne med støtte fra nogen af de magtgrupper, vi i Spa­niens aktuelle situation må tage hensyn til. De har over­levet en gammeldags fa­scisme, der kun kunne eksi­stere i det klima, som sejren i borgerkrigen og diktatu­rets opretholdelse skabte. Den løsning, der foreslås af de nuværende magthavere, hviler på kontrollen over statens administrations- og magtapparat, samfunds­funktionernes fortsættelse ved inertiens hjælp og der­ved på dele af borgerskabet, hvis selvtilstrækkelige inter­esser, den varetager.

Disse mennesker indrøm­mer selv, at de hverken har en grundlæggende ideologi eller egentlig støtte i befolk­ningen, ej heller en vision om et fremtidigt samfund, hvor forskellige politiske retninger kan fungere side om side. Tilmed er denne »politiske liberalisering« en illusion. Den officielle fag­organisation, parlamentets opbygning, magtens centra­lisering såvel som andre fa­scistiske principper, der lig­ger til grund for den nuvæ­rende spanske samfundsbyg­ning, umuliggør en ændring af systemets natur inden for dets egne rammer.

Denne analyse fører til en konklusion, der genfindes i historien og som for nylig bekræftedes af det portugi­siske og det græske folks ek­sempel. Den vises, at den eneste vej ud af den nuvæ­rende situation, er et brud med fortiden og en ny start med et demokrati, der giver mulighed for egentlig planlægning af samfundets ud­vikling, genoprettelsen af de borgerlige rettigheder og opbygningen af et politisk system, der afspejler befolk­ningens vilje.

En demokratisk løsning efter disse retningslinjer hyl­des i dag af forskellige dele af det spanske samfund, som i øjeblikket samarbejder, men hvis motiver og frem­tidsmål er forskellige. Det Span-
ske Socialistiske Arbej­derparti (PSOE), der repræ­senterer arbejderklassen og størstedelen af den spanske opposition, har kæmpet og kæmper for at give de spanske arbejdere mulighed for at forholde sig til det ka­pitalistiske system i overens­stemmelse med nutidens krav.

Det tror på at kampen for samarbejde inden for den socialistiske bevægelse på den iberiske halvø, de folke­lige bevægelsers magtover­tagelse, opfyldelsen af arbejdernes krav, skabelsen af en fælles platform for alle anti­francoistiske kræfter, kort sagt tilfredsstillelsen af alle de behov, der er fælles for spanierne – alt dette kræ­ver, at selvbestemmelsen gi­ves tilbage til folket.

For at vinde støtte og til­slutning til disse ideer, af hvilke nogle er nærmere præciseret i et overgangs­program, vil PSOE fort­sætte kampen med de mest effektive midler i lyset af den aktuelle situation. Vi regner med vore danske par­tifællers solidaritet i denne kamp.

 

Tekst 8 | Oversigten over kildetekster | Tekst 10

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk