Forslag til oprettelse af forstanderskaberne
Løsningen på grønlændernes faldende levestandard og den faldende indhandling skulle være større selvbestemmelse. Det fik grønlænderne ved indførelsen af forstanderskaberne i 1856. Teksten er skrevet af H.J. Rink, J.F.T. Lindorff, S. Kleinschmidt og C. E. Jansen
Vi Undertegnede havde under hvort fleerårige, tildeels mangeaarige Ophold I Grønland havt Leilighed til at iagttage, at de af Autoriteterne I Hjemmet udstedete Anordninger, til Bedste for Indfødtes materielle Velvære, vilde kunne udrette langt mere i det tilsigtede humane Øiemed, hvis den locale Bestyrelse, hvem det er overdraget at bringe dem i Anvendelse, var bedre understøttet, hvilket vi formene kunde skeealene derved, at de I selve Landet forhaandenværende intellectuelle Kræfter i saa Henseende benyttedes saameget som muligt. Vi ere blevne overbeviiste om, at det maatte være practicabelt at indrette Institutioner, som kunde nærme sig til hvad man i civiliserede Samfund forstaar ved Communalbestyrelser, og atder for en Deel vilde kunne overdrages visee, hvad der hidtil ene har hvilet som en Byrde paa enkelte Mænd, der stods den bedste Villie, formedelst de vanskelige Localforholde, vistnok altid maae anseet Udførelsen af et saadant Hverv paa en tilfredsstillende Maade for uoverkommeligt.
Vi ere overbeviste om, at der ikkun har været den hidtil vistnok velbegrundede Tvivl om at Nogetsomhelst af den Art var muligt hersteds, der har afholdt Autoriteterne i Hjemmet fra tidligere at iværksætte en saadan naturlig Ordning af vedkommende Bestyrelsesgrene; men Forholdende have i det Hele forandret sig, paa den ene Side begynder den tidligere Communisme blandt Grønlænderne formedelst de tiltagende fornødenheder meer og meer at forsvinde, og paa den anden Side savnes der den fornødne regulering af Grønlændernes derved noget forandrede Samfundsliv, medens dog den ikke lidet stegne Oplysning bland den lader vente, at de selv vil kunne benyttes ved Bestyrelsen af visse dem nærmest vedkommende Anliggender. Især da der unægtelig hersker en vis Respect hos dem for Europæerne, navnlig Sjælesørgerne, hvilken passende kunde benyttes til at fremme Sammenhold og Eenhed i en saadan Bestyrelse. Vi nære derfor Haab om at nedenstående Forslag vil finde en gunstig Modtagelse hos Coloniernes høje Foresatte.
Foruden materielle vanskeligheder, som møde den ved forskjellige Anordninger tilsigtede Understøttelse af de Indfødte i Tilfælde af Hungersnød, støder man tillige paa den, at hele Bestridelsen af de i saa Henseende forhaandenværende Midler hidtil I hvert District har været betroet de enkelte Betjente, der ansattes som Colonibestyrerre, under Medhjælp af Udliggerne eller Bestyrerne af de mindre Handelspladser. Men hvorledes skulde man kunne forlange, at saadanne Mænd skulde besidde den nødvendige Local- og Personalkundskab blandt den saa adspredt boende Befolkning. Hvorledes skulde det være muligt, at de, tildeels ganske fremmede for de Indfødte fra vor saa aldeles forskjellige Leve- og Tænkemaade, desuden bebyrdede med ganske andre Forretninger og dertil hyppig Forflyttelse og midlertidig Ansættelse, skulde kunne kjende alle de beboende Pladser, adpredte paa 20 á 30 Miles Strækning, og paa hver af disse atter de enkelte Huses eller Familiers occonomiske Forfatning, saa at en nogenlunde retfærdig og ligelig Fordeling af Hjælpen kunde finde Sted? Et saadantKjendskab kan her endnu mindre end i andre Lande vedligeholdes uden at støtte sig til en Institution, der er knyttet fast til Stedet og til folk, der have hjemme i Egnen. Det vil Saaledes let blive indlysende, at den almindelige Regel for saadanne Uddelinger, trods Giverens bedste Villie, ikkekan blive den Trængendes Værdighed, men at Fattigforstanderen meer eller mindre maa indskrænke sig til dem, han kan oversee eller skaffe sig den her I Landet saa vanskelige, paalidelige Underretning om. Befolkningens eiendommelige Erhverv fordrer, at den boet meget adspredt; nogle Enkelte kunne daglig gaae til Coloniebestyreren, de Fleste boe langt borte, og mange ere ganske afskaarne fra ham. De fordærvelige Følger heraf ere lette at uddrage; Understøttelse faaer led Udseende af en Almisse og Rettigheden dertil bliver Tiggeriet, og dette avler atter Usselhed og Demoralisation, medens paa den anden Side Trangen hos dem, der i hjælpeløs Tilstand hensidde paa afsides Steder eller der have vedligeholdt mere Æresfølelse, let bliver ukjendt for Colonibestyreren, med mindre flere ugunstige Omstændigheder støde sammen og fremkalde Ulykkestilfælde. Faren for at Fattigvæsenet ved en mindre vel beregnet Anvendelse kan frembringe Fattigdom og Nød, istedetfor at modarbeide disse Onder, er dertil større her end andetsteds, formedelst Grønlændernes grænseløse Letsindighed, navnlig i Henseende til Omgang med Fødemidler, som overgaaer alle de Begreber, man danner sig om sligt i Civilicerede Samfund, og som i forrige Tider, da Grønlænderne vare anviste paa dem selv, alene beherskedes ved Naturens ubøielige Nødvendighed og visse Skikke og Vedtægter. Der vil defor i Tiden muligen af slige Ulemper opstaae en Aftagen af det ligesaa farlige og besværlige, som for det lille Samfund hæderlige Erhverv ved selvstændig Sælhundefangst, paa hvilken saavel dets egen som Colonisationens Existens beroer, idet Fangerne ville finde bedre Regning ved at flytte sammen til Colonierne og hentære Livet ved Fiskeri og Laan. Det maa vel derhos bemærkes, at Grønlænderen, som let tænkeligt, ikke staaer paa eet saa lavt Standpunct, at der jo ved Siden af den physiske Tilfredsstillelse, han modtager ved Hjælpen, ogsaa opstaaer Tanken om Rettigheder hos ham ved samme Leilighed, saameget mere, som Hjælpen bestaaer i Gjenstande, der i Grønland gjælde som rede Penge og almindeligt Betalingsmiddel, og at en uretfærdig Fordeling af Hjælpen derfor let kan gjøre ham mistænkelig og forvirre hans Begreber om Ret og Billighed.
Dette var, hvad man kunde kalde Fattigforsørgelsen; men der gives ogsaa andre Retninger, i hvilke Regjeringer har søgt at tage sig af de Indfødtes materielle Velvære. Vi ville blot erindre om de mange Forhandlinger i Henseende til den saa høist vigtige Forbedring af Husene, til Udborgning af Rifler og til Belønninger eller Præmier for duelige Erhververe. Vi nære desuden det Haab, at Regjeringen ikke vil være utilbøielig til, I endnu flere Henseender at anvende en Deel af Handelens Overskud til de Indfødtes materielle Opkomst, naar der blot var grundede Udsigter til, at Gaven ikke kom til at bevirke det Modsatte af hvad der tilsigtedes. Men ogsaa i disse Henseender vil det ene og alene blive Colonibestyrerens Hverv at bestemme, til hvem Gaven skal uddeles, eller hvo der skal understøttes, opmmuntres eller belønnes, ligsom det ogsaa paalægges ham at aflægge et mere omstændeligt og mere vidtløftigt Regnskab for visse Sager end for de egentlige Handelsforretninger. Vanskeligeheden bliver altsaa den samme, som ved Understøttelsen i Trangtid.
[…]
