Gustav Holms beskrivelse af Østgrønland
Gustav Holm fik overdraget opgaven at beskrive østgrønlænderne i Ammassalik, da man i 200-året for Hans Egede ankomst til Grønland udgav et større værk om natur- og kulturforhold i den store koloni.
Uddrag fra Gustav Holm: Om Ammassalikdistriktet, fra G.C Amdrup, Louis Bobé, Ad. S, Jensen, H.P. Stensby (red.): Grønland i Tohundredeaaret for Hans Egedes Landning – Udgivet af Kommissionen for Ledelsen af de geologiske og geografiske undersøgelser i Grønland, 1921, C.A. Reitzel.
Angmagssalik Distrikt er den Del af Grønlands Østkyst som frembyder de bedste Betingelser for Eskimoernes Kamp for Tilværelsen. Her findes en Øgruppe, hvorved der dannes talrige Stræder og Sunde, medens store Fjorde skærer sig dybt ind i Landet. Indlandsisen er derved trængt tilbage fra Kysten, og skønt de store Øer er høje og klippefulde, findes der dog talrige Pynter og mange smaa Øer, som egner sig til Bebyggelse for Eskimoerne. Desuden løber der en rivende Strøm mellem de talrige Øer, og denne Strøm holder ofte Sundene aabne, selv om Storisen ligger fastfrossen udenfor Kysten. Der er derfor talrige aabne Vaager, som Sælerne søger til, og som letter Fansten for de Indføste. Sælfangsten kan praktisk talt finde Sted hele Aaret rundt. Desuden findes her meget Drivtømmer, som er af stor Betydning for Husbygning.
I Almindelighed overvintres kun i de store Fjorde; Sermilik, Angmagssalik og Sermiligâĸ, men Inigssalik er dog ofte beboet om Vinteren, og ved Kangerdlugssuatsiaĸ finder af og til Overvintring Sted. Længere Rejser og Overvintring paa fjernere Steder foretages underiden, saavel Syd paa til Pikiutdlex paa 65° Br., Umîvik paa ¼° Br. Og Igdluluarssuk paa 63 ½° Br., som Nord paa til Kialineĸ mellem 66 ¾ og 67 ¼ Br.
Faste Bopladser kan ikke opgives, thi en Angmagssalik-Husstand bor som Regel ikke fra Aar til Aar paa samme Vinterplads, men paa forskellige, saaledes at mange Bopladser ikke beboes hvert Aar. Derimod staar Folkene i Reglen i Telt hvert Aar paa samme Sommerplads.
Angmagssalikerne lever mere spredt om Vinteren end om Sommeren, thi Vinterhusene ligger i Almindeligehed langt fra hverandre i Nærheden af Steder, hvor Strømmen vedligeholder aabne Vaager den største Del af Vinteren. Der findes paa hver Boplads kun ét beboet Hus, hvori der kan bo mange Familier. Derimod opslaar Beboerne om Foraaret og Sommenren deres Telte paa ganske enkelte Steder, hvor den rigeste Fangst kan finde Sted, og hvor de samles i ganske faa Grupper. I hvert telt bor sjældent mere end én Familie.
Angmagssalikerne flytter som Regel i Telt i April. Fra sidste Halvdel af Maj til Slutningen af Juni Maaned er hele Befolkningen fra Distriktet samlet inde ved angmagssat-Pladsen, Kingaĸ i Angmagssalik Fjord. Naar de drager derfra spredes de, indtil de atter – fra Midten af Juli til Slutningen af August – samles i store Grupper til Sommerfangsten, der finder Sted ved Mundingen af de to store Fjorde, Sermilik og Angmagssalik.
Naar Sommerfangsten tager af, spredes Beboerne, idet hver Famile nu drager til det Sted, hvor man har bestemt at overvintre; men forinden aflægges dog som oftest Besøg ved en af de lakserige Elve.
Som nævnt foran bor en Familie ofte ikke i samme Hus hver Vinter, og Sammensætningen af Husbeboerne forandres ogsaa ofte fra Vinter til Vinter. Paa de fælles Sommer-Fangstpladser aftales nye Arrangementer for Vinteren, for hvem der skal bo sammen, og hvor de skal bo. Usikkerheden i Fangstforholdene paa de forskellige Vinterbopladser foraarsager, at Folkene ofte ønsker at forsøge ny Fangstpladser.
Det er dog ikke ny Bopladser, der tages I Besiddelse, eller ny Huse der bygges, thi ved hvert Sted, der egner sig til Boplads, findes mindts én Husruin.
Naar Folken kommer til Bopladsen, repareres de gamle Mure. Fra det tidligere Hus medbringes Bjælker, Stolper og andet Træværk til Tag og Briks. Husenes Længde kan naturligvis forøges eller formindskes ved Tværmure, men de fleste Huses Form og Dimensioner er sikkert forblevet uforandret fra gamle Dage, kun Tagene maa altid fornyes. I Slutningen af September flytter Folkene ind i Vinterhusene. (...)
