Krigen i Nordøstgrønland
Landsfoged Eske Bruun beskrev den 1. december 1943 de kampe, som slædepatruljen i Nordøstgrønland havde haft med tyske tropper. Teksten er fra Grønlandsposten 1. december 1943.
[…]
Da det lige siden Danmark Inddragning i Krigen ved det tyske Overfald har staaet Administrationen klart, at det Sted i Grønland, hvor der var størst Sandsynlighed for fjendlig Aktivitet, var Nordøstgrønland, paa grund af dette Omraades Betydning som Basis for metrologiske Observationer og paa Grund af de forholdsvis store vanskeligheder for en effektiv Kontrol med Aktivitet udefra, som Naturforholdene der frembryder, organiseredes i Sommeren 1941 en Patruljestyrke, bestaaende af Fangstmænd og Politifolk fra selve Omraadet. Denne Styrke har siden udført et stort Arbejde ved Afpatruljering af et Omraade strækkende sig over mere end 7 Breddegrader af den vidtløftige Kyst, samt ved Tilvejebringelse af regelmæssige meteorologiske Rapporter. Ved Patruljeringsarbejdet har grønlandske Slædekørere ydet en virksom Hjælp.
Tidligere i Foraaret 1943 konstaterede en fra Stationen Eskimonæs udsendt Patrulje, tysk Aktivitet paa Sabineøen. Stationens Chef, Kaptajn Ib Poulsen, instruerede om at tilvejebringe de flest mulige Oplysninger om Fjenden og iøvrigt, for saa vidt det var foreneligt med denne Hovedopgave, at foretage mulige skridt til Tilintetgørelse af den fjendtlige Styrke.
Fra Stationen udsendtes straks en Patrulje bestaaende af Korporalerne Eli Knudsen og Marius Jensen for at advare Koporal Peter Nielsen, som paa det Tidspunkt befandt sig ved Mønstedhus, altsaa i en Stiiling som betød, at han vilde løbe i Armene paa den fjendtlige Styrke, naar han var paa Vej hjem til Eskimonæs, hvis han ikke blev advaret. Kort efter denne Patruljes Afrejse blev Eskimonæs overfaldet af er fjendtlig Styrke, og paa grund af denne Styrkes Overlegenhed i Antal og navnlig dens automatiske Vaaben, maatte Stationen rømmes, hvilket fandt sted om Natten og til Trods for bestandig fjendtlig Ild uden Tab. Besætningen trak sig under store Vanskeligheder tilbage til Ellaø, under hvilket Tilbagetog uden omhyggelige forudgaaende Planlægning og Mandskabets glimrende Udholdenhed og kendskab til Forholdene afværgede en Katastrofe, som utvivlsomt ville have overgaaet Folk med mindre Erfaring. Marchen skete delvis til Fods og varede en halv Snes Dage.
Eskimonæs Station blev nedbrændt af Fjenden
da den nordgaaende Patrulje havde optaget Korporal Peter Nielsen og var paa Vej tilbage til Stationen, løb den ind i et fjendtligt Baghold nær Sandodden, Korporal Eli Knudsen blev skudt, og Korporalerne Marius Jensen og Peter Nielsen blev som Fanger ført til Sabineø.
Efter faa dages Fangenskab undveg Korporal Peter Nielsen fra Sabineø og vandt ned til Ellaø, hvor han sluttede sig til resten af Styrken.
Da Styrkens Opgave ved de tidligere tilvejebragte Oplysninger sammen med de Meddelelser, han medbragte, ansaas for løst, og løst paa en udmærket Maade, fik Styrken Ordre til at trække ned mod Scoresbysund for at danne forsvar for dette Omraade.
Imidlertid havde Fjenden besluttet sig til en Aktion mod Ellaø. I dette øjemed tvang de deres tilbageværende Fange Korporal Marius Jensen til som Fører at følge med i en i dette Øjemed udsendt Styrke. Denne Styrke stod under Kommando af Shefen for de tyske Styrker i Nordøstgrønland Løjtnant Ritter. Da Styrken var ankommet til Myggebugten, oplyste Korporal Jensen dem om, at den bedste Vej derfra til Ellaø gik gennem Moskusoksefjorden, hvorefter Chefen udsendte en Styrke til at overfalde Stationen og selv forblev paa Myggebugtstationen sammen med Fangen. Saasnart Styrken var draget af Sted, afvæbnede Korporal Jensen Tyskeren og kørte i Ilmarch den rigtige Vej til Ellaø for at advare sine Kammerater. Han ankom ganske rigtig til Ellaø før Tyskerne, men fandt paa Stationen kun Meddelelse om, at Besætningen kort i Forvejen var draget sydpaa.
Den naturligste Ting vilde selvfølgelig under disse Omstændigheder have været, hvis han havde fortsat den lige Vej, til Scoresbysund. Men da Korporal Jensen syntes, det var saa lidt at komme helt tomhændet dertil, kørte han først de 150 km tilbage til Myggebugten, hvor han erklærede Løjtnant Ritter, som sad der og ventede paa, at det udsendte Kommando skulde komme tilbage, for Krigsfange, og kørte ham af Sted mod Scoresbysund, hvortil de ankom efter en eventyrlig Kørsel, som blandt andet førte dem nær forbi Ellaø, som da var besat af Tyskerne og paa et Tidspunkt hvor det var lyst hele Døgnet. Iøvrigt behøves der formentlig ikke megen Fantasi, for at man skal kunne forstille sig, hvad det betyder at rejse i 3 Uger med en tysk fange, som man er alene om at passe paa hele Døgnet.
Som Paaskønnelse for det af ham udviste Mod, snarraadighed og Energi er Korporal Marius Jensen forfremmet til Sergent.
De Oplysninger, som Styrken har tilvejebragt om Fjenden, har været saa nøjagtige, at det har gjort det muligt for det amerikanske Luftvaaben at tilintetgøre der fjendtlige Styrke og sænke dens Skib ved Sabineøen.
Samtidig med at jeg meddeler foranstaaende Oplysninger, vil jeg gerne for mit eget personlige Vedkommende tilføje: Det er med Glæde og Stolthed, at jeg har været Vidne til den Holdning, vore danske Landsmænd har udvist under denne Kampagne. Alle Detailler, som er fremkommet, bekræfter Hovedindtrykket, at alle fra Chefen og nedefter har været besjælet af et brændende Ønske om at vise Tyskerne, hvad en Dansker er værd under lige Vilkaar. Og alt viser, at vore Folk har naaet den udmærkede Løsning af deres Opgave paa grundlag af en omhyggelig Planlæggelse og en Udførelse af Planerne baseret paa Mod, Udholdenhed og Koldblodighed under de vanskeligste Forhold.
[…]
